OK24: Regeringen skylder os 10.000 mere om måneden
LFS har spillet ud med et overenskomstkrav på 10.000 mere om måneden til de underbetalte offentligt ansatte i traditionelle kvindefag. Det handler om retfærdighed. Men det handler også om velfærdsstatens overlevelse, siger formandskabet i LFS, Kirsten Gunvor Løth og Jan Hoby.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
De offentligt ansatte skal have nye overenskomster i 2024, og der er store forventninger.
De lavtlønnede i de traditionelle kvindefag har forventninger om endelig at få et lønløft. Fagbevægelsen forventer, at der bliver intern uro, fordi de store lavtlønnede grupper denne gang ikke vil acceptere procentstigninger, som gør, at de højtlønnede løber med størstedelen af kagen som hidtil. Og så er der generelt forventninger til et benhårdt overenskomstforløb, fordi regeringen på forkant har signaleret, at der ikke bliver givet ved dørene.
LFS-formand Kirsten Løth siger, at en af de vigtigste opgaver i de kommende måneder bliver at undgå splittelse i den store gruppe af offentligt ansatte i de traditionelle kvindefag.
”Vores håb er, at vi kan stå sammen om at presse regeringen til at udvide rammen, så der kan ske en reel lønudligning,” siger Kirsten Gunvor Løth.
Skattelettelser for 60 mia
LFS har præsenteret et lønkrav på 10.000 mere om måneden. Hvis alle lønmodtagere i de traditionelle kvindefag skal have dette, kræver det en ligelønspulje udover overenskomstrammen på 31 milliarder.
Det finder Jan Hoby, næstformand i LFS, ikke urealistisk.
”Skiftende regeringer har givet skattelettelser for det dobbelte siden årtusindskiftet. Det handler ene og alene om fordelingspolitik. Skal rige arvinger have lempet arveafgiften, og skal der fortsat være lettelser på topskatten? Eller skal de lønmodtagere, der tager vare på børn, udsatte, syge og gamle have en anstændig løn? Jeg synes, det er et nemt spørgsmål. Der er brug for, at den samlede fagbevægelse denne gang tager livtag med regeringen. Dansk økonomi er nærmest oversolid lige nu. Så overenskomstforhandlingerne kommer til at afgøre, om pengene skal gå til skattelettelser til de rigeste eller lønløft til de lavtlønnede,” siger Jan Hoby.
Den brændende platform
Næstformanden i LFS mener, det er et kollektivt politisk svigt, der har bragt os i den situation, vi står i nu.
”Det skal der rettes op på ved OK24. Regeringen fandt på nul komma fem 143 milliarder til forsvaret, da det var i knæ. Vores krav er, at politikerne også finder pengene til det endelige opgør med uligelønnen.”
Manglen på arbejdskraft er en af de mest brændende platforme for alle de områder, som LFS’ medlemmer arbejder på.
”København er særligt hårdt ramt af pædagogmanglen, fordi vores medlemmer har så lave indkomster, at de slet ikke matcher boligmarkedet. De har ikke råd til at bo i den by, de arbejder i. De lave indkomster har også en kæmpestor betydning for, at unge ikke længere vælger at blive pædagoger. De ved, at de kan se frem til en dårlig løn. Vi får ikke løst rekrutteringsproblemerne, før lønnen er forbedret. Der er også andre ting, der skal til, som fx en bedre pædagoguddannelse – men lønspørgsmålet er grundlæggende,” siger Jan Hoby.
Kommissionen forhandler ikke
Lønstrukturkommissionen udkom i midten af juni 2023 med en længe ventet rapport, der skulle afdække, om lønforskellene på det danske arbejdsmarked fortsat er præget af Tjenestemandsreformen fra 1969, hvor alle de traditionelle kvindefag helt bevidst blev placeret lavere på lønskalaen end de traditionelle mandefag.
Men rapporten blev ikke den løftestang, nogen havde forestillet sig, siger Kirsten Gunvor Løth.
”Den påpeger ganske vist, at LFS’ medlemsgrupper tjener for lidt. Men ellers er det en politisk rapport, der ikke for alvor kommer med en analyse af, hvorfor kvinder i dette land generelt tjener mindre end mænd – og hvorfor ansatte i fag med mere end 70 procent kvinder generelt tjener meget mindre end i andre brancher,” siger LFS-formanden, der understreger, at rapporten ikke har betydning for overenskomstkravene:
”Det er jo ikke Lønstrukturkommissionen, der skal forhandle overenskomster. Heldigvis. Det skal fagbevægelsen, og vores udgangspunkt er, at det er hamrende uretfærdigt, at man hører til de lavest lønnede i dette samfund, fordi man tager vare på samfundets svageste: Børn, udsatte, gamle og syge. Det giver ikke mening, at en gennemsnitsakademiker kan se frem til at tjene mere end 28 millioner gennem livet, mens en pædagog tjener ca. 16.”
Nødråb om velfærdsstaten
10.000 kroners kravet fra LFS handler først og fremmest om medlemmerne.
Men Kirsten Gunvor Løth og Jan Hoby lægger ikke skjul på, at det også er et nødråb fra hele hovedbestyrelsen i LFS:
”Alle ved, at velfærdssamfundet smuldrer, fordi vi mangler hænder. Skiftende regeringer har kappedes om at gøre det så nederen som muligt at arbejde inden for det offentlige. Nu ser vi resultaterne. Der mangler pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, SOSU’er, sygeplejersker, jordemødre og så videre. Det handler om løn. Det handler også om pressede arbejdsvilkår og alt muligt andet. Men det begynder og slutter med lønnen, for det er et sindssygt vigtigt rekrutteringsincitament. Så lønkampen handler ikke bare om medlemmernes privatøkonomi. Det handler om velfærdsstatens overlevelse.”
Matematikken bag de 10.000
En tredjedel af de 10.000 er reallønssikring og en beskeden lønstigning, som lægger sig op ad de private overenskomster fra 2023.
To-tredjedele af de 10.000 er gammel gæld. Det er kompensation for den systematiske underbetaling, som pædagogiske medarbejdere sammen med SOSU'er, sygeplejersker, jordemødre etc. har været udsat for siden 1969, hvor de traditionelle kvindefag blev placeret på en lavere lønramme.
Pædagogmedhjælperen, den pædagogiske assistent, dagplejeren og pædagogen bliver ikke rige trods 10.000 mere om måneden. Pædagogens livsløn vil blive hævet fra 16 millioner til 21 millioner – fortsat milevidt fra fx en akademiker, der har en livsløn på mere end 28 millioner.
Hvad sker der frem mod OK24
Lokale krav: Alle medlemmer i FOA kan frem til udgangen af september 2023 formulere krav til overenskomstforhandlingerne i 2024. FOA afholder i løbet af september regionale optakts- og debatmøder, hvor man kan diskutere krav. I København foregår mødet den 6. september. Se mere på www.mitlfs.dk/ok24optakt. Hovedbestyrelsen i LFS har på vegne af medlemmerne besluttet at indlevere et centralt krav på 10.000 kroner mere om måneden. Medlemmerne kan også stille lokale krav, som specifikt handler om de aftaler, som LFS har med Københavns og Frederiksberg Kommune samt med dagplejen i 18 kommuner i hovedstadsområdet.
FOA-krav: I løbet af efteråret samler og diskuterer FOA alle de indkomne overenskomstkrav og beslutter, hvad der skal sendes videre til Forhandlingsfællesskabet, som repræsenterer 50 fagforbund med flere end en halv million medlemmer, som er ansat i kommuner og regioner.
Forhandlingsfællesskabet: I december 2023 begynder forhandlingerne mellem Forhandlingsfælleskabet og arbejdsgiversiden. Når parterne er kommet frem til en aftale, skal medlemmerne stemme. Stemmes aftalen ned, skal der forhandles igen. Når medlemmerne har stemt, tilkaldes statens forligsmand, som skal hjælpe parterne med at blive enige. Lykkes forhandlingerne ikke med hjælp fra forligsmanden, ender de i konflikt.
1. april 2024: Der skal i princippet være en ny overenskomst den 1. april. Forligsmanden kan dog forlænge forhandlingsperioden, hvis det skønnes, at der er en chance for forlig. Alternativet er konflikt. Enten udløses strejke eller lockout.
Hold dig informeret via mitlfs.dk og LFS’ nyhedsbrev, hvor vi informerer om vores møder, arrangementer og så videre op mod OK24.
Klæd dig selv på til diskussion
Højere løn til lavtlønnede er meget mere kontroversielt end skattelettelser til højtlønnede. Derfor kan du lige så godt forberede dig på de påstande og spørgsmål, du så sikkert som amen i kirken møder, når du taler om 10.000 kroners kravet.
Det bliver for eksempel:
- 10.000 er mere, end hvad det private område fik. Og det private skal være lønførende, så Danmark fortsat kan være konkurrencedygtigt!
- 10.000 er grådigt!
- 10.000 er urealistisk i en krisetid med krig i Europa!
- Så høje lønstigninger vil sende inflationen på yderligere himmelflugt!
- Hvordan vil I sikre, at den økonomiske ulighed inden for det offentlige område ikke bare fortsætter med at stige?
- Skal de mennesker, der har taget en længere uddannelse, ikke belønnes med mere i løn?
Du kan finde svar og argumenter på www.mitlfs.dk/ok24.
Her kan du også finde vores forslag til, hvor pengene skal komme fra. For det bliver du helt sikkert også spurgt om.
Vi skal have 10.000 mere om måneden, fordi…
… vores løn slet ikke står mål med vores arbejdsopgaver og vores arbejdsvilkår. Vi står i en kæmpemæssig rekrutterings- og fastholdelseskrise, som ikke bliver løst, før vi får en rimelig løn. På det private arbejdsmarked er det helt naturligt, at man bruger løn til at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Det bliver det offentlige arbejdsmarked også nødt til. Nok er nok. Jeg er i hvert fald klar til en overenskomstkamp i 2024.
Maria Dall, pædagog i Vuggestuen Lilletop.
Vi skal have 10.000 mere om måneden, fordi…
… vi på specialområdet sørger for borgere, der ellers ikke ville kunne fungere på et okay niveau. Vi støtter borgere med store funktionsnedsættelser og arbejder på skæve tidspunkter.
Line Højager Vinther, pædagog på botilbuddet Betty.
Vi skal have 10.000 mere om måneden, fordi…
… vores fag er vigtigt. Vi hjælper de svageste grupper i samfundet. Det er svært at rekruttere til vores fag, fordi vi bruger os selv hårdt mentalt og fysisk. De borgere, som jeg hjælper, har al ret til at være sure, men de er de gladeste mennesker, jeg kender. Vi skylder dem, at der kan skaffes personale.
Dana Tom Myrvig, pædagog på bostedet Løvstikkevej.
Vi skal have 10.000 mere om måneden, fordi…
… vi helt grundlæggende får for lidt i løn. Jeg er vejleder for borgere med diagnoser, der enten flytter fra forældrene eller kommer fra hjemløshed, og jeg har en uddannelse på samme niveau som professioner, der får mere i løn. Det er uretfærdigt, at vi er indplaceret i et hierarki efter Tjenestemandsreformen.
Morten Zelcev Sværke, pædagog i Borgercenter Handicap.