Medlemsportræt
Ingen skal tage røven på os
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
”Min mor var pædagog, og jeg har altid tænkt, at jeg ikke gad vuggestuebørnene. Hvad kan de små størrelser? tænkte jeg. Man har jo altid en masse fordomme, inden man sætter sig ind i aldersgruppen. Men så prøvede jeg at arbejde med børn i den alder, og det var fantastisk. Desværre satte ryg og knæ en stopper for de mange op-og-ned bevægelser, for dem klarer min krop ikke, til den er 80.”
”Jeg har egentlig arbejdet med børn, siden jeg var 18 år. Men jeg blev først uddannet pædagog i 2011. Inden da havde jeg en periode, hvor jeg blev i tvivl om, hvad jeg ville. Heldigvis vendte glæden tilbage. Nu har jeg været i Børnehuset i Sydhavnen i fem år. Når børnetallene svinger, må vi åbne og lukke stuer, og efter lange forhandlinger med ledelsen fik jeg trumfet stuenavnet Bjørnerod igennem. Ikke alle var enige i, at den hører under krydderurte-temaet, og jeg er ret sikker på, at jeg har patent på det stuenavn.”
”Omrokeringer gør, at man må være omstillingsparat, og for ikke så længe siden måtte jeg hjælpe en dygtig kollega, der var gået ned med stress, til at komme godt tilbage på arbejde. Jeg ser det som et privilegie at få lov at være en af dem, der er med til at vise, hvor fantastisk en pædagog er. Nu er jeg lige blevet færdiguddannet som tillidsrepræsentant, og jeg er spændt på, hvor det fører mig hen.”
”I baghovedet ligger der en drøm og lurer om at komme væk fra dagtilbud en dag. Det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg ikke vil være her. Jeg føler, at når jeg er her, så er jeg talerør for de allermindste, og det er virkelig fedt. Men de store børn kalder nogle gange. Og jeg tænker ind i mellem på, hvordan det ville være at arbejde med børn, der er blevet tvangsfjernet. Den tanke har jeg haft, siden jeg startede på uddannelsen.”
”Jeg kunne aldrig blive politiker, selvom det er den fedeste pensionsaftale, de har. Jeg tror, jeg ville komme op og skændes med alle. Jeg siger tingene, som de er, og jeg synes ikke, forholdene er fair længere. Hverken for børn eller voksne. Jeg vil ikke afvise, at jeg vil være leder en dag, men det ville passe mig dårligt at komme længere væk fra gulvet og børnene. Og jeg kan jo se, at det er lige så svært at få enderne til at mødes for vores leder, som det er for os på stuerne. Ender jeg med at blive leder en dag, så er det et forsøg på at ændre forholdene for ansatte og børn og for at undgå, at politikerne tager røven på os.”
”De bedste dage er dem, hvor der er harmoni i børnegruppen, og vi lykkes med at skabe fordybelse for børnene og virkelig kan være til stede på deres præmisser. Selv hvis det bare er 20 minutter, så er det fantastiske 20 minutter. Omvendt må jeg sige, at de værste dage er dem, hvor alle er ramt af sygdom, og vi kan høre på forældrene, hvor ubelejligt det er, når vi ringer deres børn hjem. Alle er i klemme, og det er så synd for de børn, der sidder og hænger på sofaen og ikke kan deltage i fællesskabet.”
”Jeg har valgt, at jeg ikke selv vil have børn, og indimellem giver det lidt reaktioner. Jeg har haft forældre, der tydeligvis har tænkt, at så kunne jeg nok ikke lære dem noget. Men der er også forældre, der fortæller mig, at det er tydeligt, at jeg ikke selv har børn, for jeg er virkelig på arbejde for børnene. Mit fokus er ikke et andet sted, og mit overskud er ikke brugt op. Når jeg er på arbejde, så er jeg mor til 12, og det elsker jeg.”
”Hvis jeg kunne give en besked til dem, der lige nu er ved at læse til pædagog, så ville jeg sige, at jeg håber, de ikke giver op. Jeg ved godt, at lønnen er noget lort, og normeringerne sejler, og politikerne lover og lover. Men der skal være nogen, der står klar til at kæmpe for bedre vilkår, og pædagoger går ikke på arbejde for lønnen. Vi har brug for mange flere, der vil være en del af LFS og være en del af at kæmpe for, at vi får lavet om på tingene.”
Navn: Randi Møller
Alder: 40 år
Arbejdssted: Børnehuset i Sydhavnen
Bonusinfo: Bor i Nordvest og elsker at gå lange ture i byen med en podcast i ørerne, sætte sig og kigge på mennesker eller tage en tur i skoven. Kan sagtens få syv timer til at gå med et hækle- eller perleprojekt. Er inkarneret Marvel-, Starwars- og Harry Potter-fan og elsker at gense filmene for eksempel med en god veninde.