Et akvarie kan give ro og noget at drage omsorg for

Stofindtagelsesrummet H17 er for brugere, der lever livet på kanten eller på jagt efter næste fix. Netop derfor har man valgt at placere et kæmpe akvarie i husets hjerte, og erfaringen er, at det både giver ro, arbejde og noget at passe på.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

På Halmtorvet i København ligger Nordens største stofindtagelsesrum. Der er døgnåbent med undtagelse af et par timer hen over middag, hvor rengøringspersonalet skal have tid og plads. Der er liv i huset, da LFS lægger vejen forbi. På en blå madras ligger en mand og sover tungt. Bag ham står et stort, aflangt indbygget akvarie, der er indrammet af mange, grønne hængeplanter, der slanger sig ned fra det store, indbyggede møbel. Krogen minder om et ideelt sted at holde frokostpause, hvis ikke man ved, at stofindtagelsesrummet huser 800-1000 stofindtag dagligt.

Ferskvandsakvariet blev etableret tilbage i 2016, da H17 åbnede. Siden da har Mændenes Hjem overtaget driften på vegne af Social- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Og akvariet er fulgt med. De cirka 1450 liter er holdt inde af panserglas, for det skal kunne holde til lidt af hvert, fortæller Nicholas Standley Kodahl, der driver enkeltmandsvirksomheden ”Pædagogiske akvarier”.

Pædagog med fiskeflair

I mere end 10 år har Nicholas Standley Kodahl arbejdet med at sætte akvarier op i institutioner såsom plejehjem, børnehaver, vuggestuer og ja – stofindtagelsesrummet H17. Han kommer på faste besøg og renser akvariet, sorterer ud i fiskene og fylder ”madpakker” i fodermaskinerne.

”I en børnehave er akvariet altid et stort tilløbsstykke. Der står børnene i kø for at hjælpe med at passe og tale om dyrene, ligesom de er med ude og købe nye fisk. På plejehjem hjælper beboerne også, og jeg kommer et sted, hvor vi altid afslutter pasningen med at drikke en Bailey. Jeg drikker den ikke, men det håber de altid, at jeg gør,” griner Nicholas Standley Kodahl.

Oprindeligt er han selv uddannet pædagog, og før han begyndte at sætte akvarier op i institutioner, arbejdede han på opholdssteder for unge drenge, der også ind i mellem eksperimenterede med stoffer. Måske er det derfor, at H17 har en særlig betydning for ham, selvom målgruppen er langt fra de institutioner, hvor han typisk passer akvarier.

Hjælp fra brugerne

I H17 foregår det lidt anderledes. Brugerne må gerne hjælpe med pasningen af akvariet, og de kan faktisk få løn for det ved at benytte det sociale frikort (En ordning hvor borgere med særlige udfordringer har mulighed for at tjene op til 40.000 skattefrit årligt uden modregning i deres sociale ydelser red.). Og der er flere, der gerne vil hjælpe, fortæller Signe Due Sommerset, der er udviklingskonsulent hos Mændenes Hjem.

”Der er klart nogen, der gerne vil hjælpe, fordi arbejdet med akvariet er mindre ensformigt end for eksempel at afspritte madrasser. Men jeg tror også, at det er tillokkende for nogen, fordi arbejdet med fiskene giver en følelse af at passe nogen. Man skal tænke på, at vores brugere repræsenterer en målgruppe, som måske ikke selv er blevet passet så godt på, og som alligevel selv har meget omsorg at give,” siger hun.

Hverken Signe Due Sommerset eller Nicholas Standley Kodahl er i tvivl om, at akvariet og fiskene har en god indvirkning på flere af brugerne.

”Der er ingen tvivl om, at akvariet og planterne, hvor vi har forsøgt at skabe en grøn oase, lægger en dæmper på brugerne. Vores brugere er på vagt og ofte meget stressede, og forskning viser, at dyr har en positiv indvirkning på vores nervesystem. Helt konkret oplever vi, at enkelte brugere specifikt lægger sig til at sove op ad akvariet,” fortæller Signe Due Sommerset.

Dyr men god investering

Akvariet skal være til gavn for brugerne, for alene indkøb af akvariet har kostet omkring 50.000 kroner, og hertil kommer driftsomkostninger til strøm, vand, løbende indkøb af nye fisk og løn til Nicholas Standley Kodahl. Der er ikke medregnet, at akvariet af flere omgange er blevet bygget om, så brugerne ikke kan tage stoffer på låget eller komme til at smadre glasset. Men Signe Due Sommerset er ikke i tvivl om, at den grønne oase og fiskenes rolige bevægelser har været en god investering i forhold til flere i denne målgruppe.

”Min erfaring er, at der er en stor andel af vores brugere, som godt kan lide dyr. Cirka halvtreds procent af vores brugere er hjemløse, og enkelte af dem har hunde, som de virkelig elsker. Samtidig er der tale om en målgruppe, der konstant er presset af at skulle finde penge, eller som tænker på, hvordan de får deres næste fix. Nogle kører på pumperne i dagevis, for så at gå omkuld her hos os. De lever et enormt stresset liv,” siger hun.

Svær målgruppe

Brugerne hos H17 er ifølge Signe Due Sommerset cirka 80 procent mænd, og gennemsnitsalderen er omkring 40 år. H17 har brugere fra alle kommuner, og mange har en eller flere diagnoser, som ikke er blevet behandlet på rette vis. Den målgruppe kræver nogle helt særlige overvejelser.

”For det første er fiskene nøje udvalgt. Nogle arter stresses nemt, og det duer ikke her, hvor der hele tiden er lidt lys på, og hvor brugerne godt kan have hurtige bevægelser og måske banke på glasset. På samme måde var det også klart fra start, at akvariet skulle være ferskvands og ikke saltvands. Dels fordi saltvand er langt dyrere i drift, men lige så meget fordi, at saltvand langt lettere kommer ud af balance, og det duer ikke, når brugerne skal kunne stikke hænderne i vandet og hjælpe til,” siger Nicholas Standley Kodahl.

”Det er klart en billig udgave i forhold til, hvad man kunne have valgt. Og sådan skal det være. Der er andre og vigtigere ting her, der også skal bruges penge på,” siger Nicholas Standley Kodahl, der selv har haft interessen for akvarier siden teenageårene, og som under alle sine tre praktikker på pædagoguddannelsen fik sat akvarier op i institutionerne.

Fast hjælper

Nicholas Standley Kodahl kommer forbi H17 cirka hver 14. dag, og næsten hver eneste gang står flere faste hjælpere klar til at assistere med at skifte vand, støvsuge stenene i akvariet og tjekke, at foderautomaten virker.

75- årige Steen er kommet i H17 de seneste 10 år, og er med egne ord glad for dyr. Da Nicholas Standley Kodahl skal til at gå i gang, er det helt tydeligt, at de to arbejder som et team. Den ene sætter slangen i akvariet, og den anden trækker den ud i et bagrum, hvor vandet kan risle ned i vandkander og genbruges til at vande blomster med. Steen går i gang med støvsugning af stenene, et arbejde der kræver ro og tålmodighed, så man ikke får hvirvlet mere op, end man gør rent.

”Jeg kommer her, fordi jeg tager lidt coke ind i mellem. Det er et barsk miljø, og det er også blevet værre med årene. Men jeg har ikke rigtig andre steder, jeg kan gå hen,” fortæller Steen, der bor i en plejebolig på Amager. Han har brugt de første 17 år af sit liv på et børnehjem, hvor der også blev drevet landbrug.

”Jeg har altid godt kunnet lide dyr, og på børnehjemmet havde vi blandt andet grise og køer. Det var et frygteligt sted, men jeg holdt af dyrene. Jeg har ikke nogen dyr nu, ikke engang en levende plante. Man skal jo kunne passe på dem, og det er et stort ansvar,” fortæller han.

Af hensyn til brugerens anonymitet, er Steen et opdigtet navn. 

Konceptet pædagogiske akvarier

Nicholas Standley Kodahl er uddannet pædagog og driver enkeltmandsvirksomheden Pædagogiske Akvarier. Gennem sit firma sætter han akvarier op i børnehuse, på plejehjem, i SFO’er, ambulatorier og lignende. Han står for alt fra indkøb af udstyr og fisk til den kontinuerlige rengøring. Akvarierne udstyres med fodermaskiner og kan også fodres manuelt. Institutioner, der allerede har et akvarie, kan også få hjælp af Nicholas Standley Kodahl, hvis man ikke ønsker eller ikke har ressourcerne til selv at være primus motor på projektet.