Dagplejen på Frederiksberg risikerer lukning
Frederiksbergs dagpleje er ikke økonomisk bæredygtig, konkluderer Frederiksbergs Kommunes Børneudvalg. Derfor sendes tre mulige fremtidsscenarier for dagplejen i høring. Et af dem foreslår lukning.
Tekst: Signe Rosa Skelbæk
Man kan ikke sige, at der er stor jobsikkerhed, hvis man er ansat som dagplejer på Frederiksberg. Tvært imod. En orienteringssag for Børneudvalget i Frederiksberg Kommune indstiller, at tre mulige fremtidsscenarier for dagplejen skal sendes i høring. Det ene af scenarierne er de facto en lukning af dagplejen.
Så sent som ved sidste års budgetforhandlinger var dagplejen også i skudlinjen. Den var oprindeligt foreslået lukket, men blev reddet på målstregen af flertallet bag budgettet. Men nu er der igen usikkerhed om dagplejens eksistens. Ifølge et referat fra Børneudvalgets møde den 12. juni 2023, fremgår det, at ”Den kommunale dagpleje har i en længere periode haft rekrutteringsudfordringer, og baseret på erfaringen vil det formodentlig være vanskeligt at rekruttere nye dagplejere (…). Det betyder, at dagplejen med det nuværende antal dagplejere på i alt seks medarbejdere ikke er bæredygtig”.
De tre scenarier, der nu sendes i høring hos dagplejens bestyrelse, MED-udvalg og i Område-MED, lyder:
1) Udfase dagplejen, 2) Nedjustere dagplejen eller 3) Etablere gæstehus. Model 1 betyder, at der bibeholdes fire specialpladser hos to dagplejere, men alt andet lukkes ned. Herunder dagplejens lokaler.
Det ser sort ud
Formanden for Børneudvalget på Frederiksberg understreger, at hele udvalget ønsker at bevare dagplejen på Frederiksberg. Men fremtiden ser alligevel sort ud.
”Vi står med en meget sårbar dagpleje som helhed, idet der er meget få dagplejere tilbage, og efter sommerferien går endnu en dagplejer på pension. Derfor kommer dagplejen i den situation, at de ikke er bæredygtige, og vi er nødt til at gøre noget nu,” siger Anja Lundtoft Thomsen, formand for Børneudvalget og valgt for Enhedslisten.
Hun uddyber: ”Vi har netop aftalt, at vi kører endnu en rekrutteringsproces, inden vi tager endelig stilling til en omorganisering. Men sidste rekrutteringsrunde gav kun meget få henvendelser og førte ikke til nogen ansættelse. Derfor ser dagplejens fremtid på Frederiksberg desværre meget sort ud, selvom vi vil gøre alt hvad vi kan for fortsat at have en velfungerende dagpleje,” siger hun.