Jeg ved jo fra mig selv, hvor vigtige fællesskaber er
Tekst og foto Anna Louise Stevnhøj
”Jeg blev projektleder for Hverdagsaktivisterne i maj i år, og det er en drømmestilling for mig. Jeg synes, at det er så vigtigt, at borgere med handicap kan deltage ligeværdigt sammen med andre i frivilligt arbejde, og at de også kan få mulighed for at opleve styrken og glæden ved at gøre noget for andre.”
”Det er i det hele taget smukt at arbejde med mennesker med autisme og udviklingshæmning. De er typisk meget rummelige og ikke-dømmende over for andre og hinanden og har ikke den samme tendens til at sætte mærkater på mennesker ud fra diagnoser og evner. Det vækker nok en særlig genklang i mig, fordi jeg selv engang har været et psykisk sårbart ungt menneske.”
”Jeg er vokset op på Vejleegnen i en lillebitte landsby, og mine forældre var ikke voldsomt ressourcestærke. Min barndom var præget af ustabilitet og grænseløshed, og min far døde, da jeg var 16. Jeg blev mor som meget ung, 18 år, og mistede min lille datter. Det knækkede mig, og jeg fik aldrig gennemført en uddannelse. Jeg blev tvært om placeret på offentlig forsørgelse, for det var man meget mere tilbøjelig til dengang, hvis folk havde psykiske problemer.”
”Jeg ville gerne være på arbejdsmarkedet, så jeg fik arbejde med løntilskud på en institution, hvor der boede mennesker med handicap. Jeg begyndte med at lave forefaldende arbejde, men jeg var så heldig at få en leder, der troede på mig, og som var god til at stille relevante krav, så jeg gled efterhånden ind i relationsarbejdet og fik mere og mere ansvar. Jeg blev faktisk mødt med det, som man i dag ville kalde en recovery- og empowermentbaseret tilgang.”
”Jeg blev forelsket i en amerikaner og flyttede med ham til USA i nogle år. Det blev arbejdsmæssigt meget frigørende for mig, for jeg efterlod identiteten som sårbar og skrøbelig derhjemme. Jeg begyndte helt forfra og blev ansat på et privat plejehjem, hvor jeg arbejdede mig op fra bunden til at blive leder og stå med det fulde ansvar for plejehjemmet. Det kom til at ændre mit eget syn på, hvad jeg kunne og ikke kunne – men samtidig skærpede det min politiske bevidsthed helt enormt: Det var et forfærdeligt system, hvor kun velhavende ældre havde mulighed for at komme på de gode plejehjem, og når opsparingen var brugt op, måtte vi bede dem om at flytte.”
”Jeg kunne ikke blive ved med at være i et system, jeg ikke kunne stå inde for, og jeg savnede Danmark, så jeg flyttede hjem, hvor jeg startede forfra igen. Jeg fik arbejde i en lille NGO og i Emmerys køkken – men fandt ret hurtigt tilbage til handicapområdet, som føltes så rigtigt for mig. Jeg har gennem en årrække arbejdet i CSBB, Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse, hvor jeg har haft en række forskellige funktioner, indtil jeg blev projektleder. Nu drømmer jeg om, at Hverdagsaktivisterne kan blive landsdækkende. Jeg ved jo fra mig selv, at det styrker så meget, når man oplever, at man kan deltage i fællesskaber og opleve, at man kan bidrage på linje med alle andre.”
Navn: Maybrith Finne Bonde
Alder: 58
Stilling: Projektleder for Hverdagsaktivisterne, som især er kendt for at understøtte, at borgere med handicap deltager som frivillige sammen med borgere uden handicap ved events som Copenhell, Copenhagen Pride mv.
Bonusinfo: Er blevet enke for kun halvandet år siden, men har fem børn og otte børnebørn, som hun bruger meget af sin fritid sammen med. Har fornylig lært at strikke og bruger ellers tid med veninderne.