Dårlig forvaltningspolitik

Af Elisabeth Lockert Lange

Chikaneret

I løbet af kun fire-fem måneder blev en velrenomeret leder af en daginstitution i Københavns Kommune kørt ned og ud, mistede både overblik og selvværd, sygemeldte sig og blev til sidst afskediget.

Efter nogle få måneder med konstant nedgøring og arrogante bemærkninger, kritik og bebrejdelser, deadlines så korte, at de stort set var umulige at overholde og ikke mindst uden nogen form for støtte og opbakning fra lokalcentret, kastede Henrik Rasmussen, leder af en daginstitution i Københavns Kommune, håndklædet i ringen.

Det hele starter med en incestmistanke mod en far i daginstitutionen. Men forud går et dårligt samarbejde med en teamchef, som med Henrik Rasmussens ord er ubehagelig og truer med tjenstlig samtale. »Hvis lokalcentret havde valgt at understøtte mig i sagen, havde jeg måske stadig været leder i dag.« Men det gør lokalcentret ikke. Tværtimod oplever han, at det undergraver hans ledelseskompetence over for forældrebestyrelse og personale.

Henrik Rasmussen hedder ikke sådan; af hensyn til både institutionen og sine fremtidige jobmuligheder har han bedt om at være anonym, og vi synes, det er vigtigt at fortælle historien. For selvom dette er hans meget personlige beretning, så er emnet ikke kun personligt, det handler også mere overordnet om, hvad en daginstitutionsleder har af arbejdsvilkår og kan blive udsat for fra sin lokalforvaltning.

Henrik Rasmussen er i halvtredserne, og han blev leder af daginstitutionen for fem år siden. Dengang var det en institution med et meget dårligt ry. Det er nu en institution med et særdeles godt ry.

Vred forældrebestyrelse
Historien begynder i april sidste år. Mens Henrik Rasmussen er på ferie, underretter en medarbejder ham om en bekymring for incest mod et af børnene i institutionen. Samtidig fortæller hun lederen om problemer med sexchikane. Han afbryder sin ferie, lokalcentrets børne-og familieteam underrettes om incestmistanken, og han går i gang med at undersøge anklagen for chikane.

Henrik Rasmussen tager sammen med den pædagog, som har mistanken, ind til lokalcentret. Først nu overtager forvaltningen sagen og indkalder forældre og personale til møde.

De ansatte er naturligt nok temmelig rystede, men lokalcentret tilbyder ikke nogen hjælp. Gennem private kontakter sørger lederen for, at de ansatte får mulighed for at tale med en professionel.

I mellemtiden er historien om incestmistanken nået til forældrebestyrelsen. De er vrede på Henrik Rasmussen over, at han ikke har fortalt dem om mistanken og holder et stormøde i institutionens åbningstid med forvaltningens billigelse. Han deltager også på mødet men uden at sige noget om sagen på grund af sin tavshedspligt.

Den 15. april sender forældrebestyrelsen en klage til lokalcentret over lederens »manglende vilje« til at informere om mistanken om incest. Og de kritiserer, at sagen åbenbart har skabt så stor splid i personalegruppen, at en pædagog er blevet bedt om at fratræde sin stilling.

»Det sidste er ikke sandt. Anklagen om sexchikane, som forældrebestyrelsen ikke har krav på at blive orienteret om, har fået den ansatte til at sige op. Og mistanken om incest har i sagens natur intet med institutionen og personalet at gøre. Vi har en pligt til at underrette forvaltningen om en mistanke og en tavshedspligt over for andre. Jeg skriver derfor få dage efter til teamchefen og svarer på klagepunkterne, og at det undrer mig, at bestyrelsen klager over ikke at få oplysninger, som de slet ikke er berettigede til at få, og som institutionens ansatte slet ikke må fortælle dem om.«

Lokalcentret svarer først på forældrenes klage sidst i juni, så i al den tid går forældrene rundt i den tro, at de burde have været informeret. Og som følge af klagen beslutter forvaltningen at deltage alle institutionens forældrebestyrelsesog personalemøder.

Henrik Rasmussen får nu støtte i sin fagforening, som han kontakter efter klagen. Inger Nordkap, faglig sekretær i LFS, bekræfter, at begge sager ligger uden for forældrebestyrelsens kompetence: de har ikke ret til oplysninger i personsager. Umiddelbart efter klagen fra forældrene skriver personalet en støtteskrivelse for lederen til lokalcentret.

Føler sig forfulgt
Presset øges. Der holdes et forældrebestyrelsesmøde 2. maj, hvor teamchefen inden mødet opfordrer Henrik Rasmussen til at holde lav profil. Det gør han med store omkostninger, for forældrebestyrelsen er i forvejen utilfredse med hans ledelse, og hvad de oplever som manglende information. Teamchefen bekræfter, at forældrebestyrelsen ikke har ret til personoplysninger, men afviser ikke deres klage over ikke at få de oplysninger. Tværtimod understreger han, at de bare kan komme til ham med klager.

»Han er arrogant og hård i tonen. Da jeg siger tak for at han kom, svarer han, at han ikke kom for min skyld men for institutionens. Han nedgører mig og bebrejder mig ting, mens både forældrebestyrelsen og personalet er der. Bestyrelsen anklager mig for at lyve, og teamchefen understøtter deres opfattelse, idet han svarer, at det ikke vil blive accepteret, så bliver man fyret. Men uden at kræve nogen dokumentation fra dem.«

Inger Nordkap uddyber: »Lederen fratages sin personlige kompetence af teamchefen i overværelse af personale og forældrebestyrelse. Og forældrebestyrelsen bibringes den opfattelse af teamchefen, at de har en arbejdsgiverkompetence, som de ikke har hjemmel til i loven.«

Mistænkeliggørelse
Henrik Rasmussen bliver nu løbende dynget til med administrative opgaver. Den 15. maj bliver han indkaldt til tjenstlig samtale sammen med LFS. Her gennemgår de forældrebestyrelsens klagepunkter, som for manges vedkommende kan tilbagevises med lederens tavshedpligt og bestyrelsens misopfattelse af egen kompetence. Centerchefen tilbyder at finde et andet job til ham, men han afviser. Derimod fortæller han om teamchefens nedgørende adfærd og beder om støtte. Det gør han flere gange i forløbet, hver gang uden held.

»Forvaltningen bør i sådanne tilfælde oplære bestyrelsen i, hvad dens kompetence er og så i øvrigt bakke op om deres leder«, mener Inger Nordkap.

Teamchefen gør det til en sport at komme på mange uanmeldte besøg, hvor alt administrativt ses igennem, og lederen pålægges en masse ekstra opgaver, som skal udføres med kort varsel.

»Så mange uanmeldte besøg betyder sædvanligvis én ting: man skal se om kassen stemmer. Derfor ligger der en mistænkeliggørelse i dem. En mistænkeliggørelse som selvfølgelig påvirker personalet «, kommenterer Inger Nordkap.

Henrik Rasmussen bliver kritiseret for selv små fejl, mens hans påvisning af en fejl fra lokalcentrets side på 60.000 kr. affærdiges af teamchefen som småpenge over for forældrebestyrelsen.

Henrik Rasmussen får en skriftlig advarsel den 7. juni og tre måneder til at forbedre økonomi- og personaleadministrationen og dialogen med forældrebestyrelsen og forældrene.

Ny vrede i forældrebestyrelsen
Tre dage efter er der nyt forældrebestyrelsesmøde, hvor teamchefen at dømme efter referatet overtager ledelsesrollen.

»Han kører mig ud på et sidespor. Korrigerer, påpeger småfejl, affærdiger forslag, kritiserer årsplanen. Påstår helt usandt at vi har et meget højt sygefravær. Og til sidst foreslår han, uden at have konfereret med mig, at der bliver lavet en tilfredshedsundersøgelse blandt forældrene«, fortæller Henrik Rasmussen.

På mødet er der en uenighed omkring en ledig stilling. Lederen har valgt én løsning i samarbejde med personalet, men forældrebestyrelsen ønsker en anden. Teamchefen vælger igen at holde forældrebestyrelsen i uvidenhed om deres kompetence, som ikke indbefatter at flytte rundt på ansatte og ledige stillinger. Splittelsen giver uro blandt de ansatte, som er vrede på bestyrelsen over, at de blander sig i personalespørgsmål.

»Jeg traf en beslutning om den stilling ud fra pædagogiske faglige overvejelser og alle formalia omkring den var overholdt, det var bare ikke bestyrelsens beslutning. Efter dette møde siger jeg til teamchefen, at jeg føler mig personlig forfulgt af ham.«

»Igen giver forvaltningen forældrebestyrelsen en opfattelse af, at de kan bestemme personaleplaceringer, og lederen bliver udstillet som inkompetent «, uddyber Inger Nordkap.

Tre dage efter er der personalemøde, hvor forvaltningens beslutning om en brugerundersøgelse fremlægges. Stadig uden at lederen og medarbejdere har været inddraget. Tilrettelæggelse af en sådan undersøgelse falder ellers ind under samarbejdsudvalgsreglerne og skal drøftes med medarbejderne først.

Personaleundersøgelse
Midt i juni fjernes teamchefen fra sagen, angiveligt fordi Henrik Rasmussen højt har sagt, at han føler sig forfulgt. Centerchefen, som lederen forgæves har søgt hjælp hos flere gange, træder ind. Og det er først nu, den 25. juni, at forældrebestyrelsen af centerchefen får svar på deres klage fra april måned over lederen.

»Men det er for sent. På dette tidspunkt er der for meget grus i maskineriet. Jeg har mistet min selvtillid og autoritet, og jeg har mistet tilliden til forvaltningen, som skulle have forbedret situationen, ikke forværret den.«

LFS har løbende kontakt med lokalcentret og oplyser dem om de mange fejl, de har begået, og de sætter ordet mobning på det, lederen har været udsat for fra forvaltningens side. Et brev med en velbegrundet anklage sendes til både centerchef og sikkerhedsudvalg.

I juli måned mens Henrik Rasmussen er på ferie, fører lokalcentret samtaler med alle de ansatte om deres tilfredshed. Og nu har personalet ændret holdning til lederen. Nu mener de, at det er lederen, der er problemet. Og til et personalemøde i begyndelsen af august, da lederen just er tilbage fra ferie, har chikanen gjort sin virkning. I referatet fra mødet noterer lokalcentret, at lederen optræder med meget lidt autoritet, er uklar og ikke rigtig bidrager.

»Jeg var kørt helt ned. På dette tidspunkt har jeg det af helvede til. Jeg har mistet mit selvværd, føler mig magtesløs og kørt op i en krog. Jeg er tappet for energi og siger ikke så meget. Min hud begynder at slå ud med røde pletter over det hele, og jeg sygemelder mig.«

Lokalcentret erkender, at sygemeldingen skyldes det pres, lederen er udsat for, men vil ikke tage sagen op i sikkerhedsudvalget, fordi det er en personsag. Centerchefen mener ikke, at lederen skal vende tilbage, og han opfordrer LFS til at indgå i en forhandling om hans afsked. Forhandlingerne går i gang i oktober og ender på tre måneders kontant godtgørelse ud over den almindelige opsigelse på fire måneder. Henrik Rasmussen ønskede heller ikke at vende tilbage til en forvaltning »med en personalepolitik med fokus på fejl snarere end ressourcer«.

Kriseterapi og styrketræning
Imens forsøger Henrik Rasmussen at tage hånd om sig selv. Via LFS anmelder han sagen til Arbejdsmedicinsk Klinik i Københavns Amt som en chikane- og mobningssag. Og den bliver accepteret som sådan af klinikken. De sender sagen til Arbejdsskadestyrelsen, som afviser den men med den begrundelse, at chikane ikke står på deres liste over arbejdsskader. Henrik Rasmussen har anket afslaget.

»Jeg har personligt tænkt meget over sagen. Mit eget menneskesyn og personalepolitik bygger på omsorg og ressourcer. Derfor gør det så ondt, at lokalcentret kun går efter fejlene. Selv når jeg blev opfordret til ikke at sige noget om en sag, blev det bagefter brugt mod mig. Jeg har aldrig hørt eller modtaget noget positivt fra forvaltningen, aldrig fået tilbudt hjælp eller støtte, aldrig hørt ros for, at jeg faktisk har banket en institution op fra at være i 10. division til at være i superligaen. Hvad er så kommunens erklærede værdigrundlag med respekt, dialog, tillid og ligeværdighed andet end floskler?«

Henrik Rasmussen valgte at gå i kriseterapi, og han valgte at dyrke styrketræning.

»Begge dele har jeg fået meget ud af. Jeg lærte om de mekanismer, der går i gang, når man udsættes for mobning, man kan vælge at kæmpe, flygte eller holde ud. Jeg valgte det sidste meget længe, nok for længe.«

»Jeg synes, jeg har været imødekommende over for personalet, set på helhed og ressourcer, sørget for god omtale af institutionen, samarbejdet med andre ledere, etableret udflytterdel, holdt mit budget, og i det hele taget gjort et stort stykke arbejde for institutionen. Jeg er ikke bitter, tværtimod er jeg glad for det resultat, jeg har skabt. Men jeg er vred på teamchefen for hans chikane, og på den pædagogiske konsulent og centerchefen som jeg synes har svigtet mig«, siger han.

Fremad
Som en sidste hån oplevede Henrik Rasmussen, at lokalcentret i et nyhedsbrev omtaler hans afsked med ord som: efter en problematisk periode, sygemelding og aftale med LFS. På trods af en aftale om det modsatte.

Som de to sidste handlinger før han lagde sagen bag sig, valgte han at opsøge sin gamle institution for at sige ordentligt farvel. Og så skrev han til direktør i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som afviser at forfølge sagen, da hun anser den for belyst.

Han har hele vejen igennem brugt sin fagforening og sit ledernetværk; her har han fået opbakning og anerkendelse.

Nu skal Henrik Rasmussen ud og finde et nyt job. Det kan være svært nok, men med sig har han, at han skabte en velfungerende institution, som børn var glade for at gå i – et resultat som også lokalcentret nu medgiver ham. Og med den erfaring at han skal sikre sig hvilket menneskesyn en kommende arbejdsgiver har.

»Sagen her viser utrolig mange sider af daginstitutionsledernes arbejdsvilkår. Den er et eksempel på, at en forvaltning undergraver en leders selvtillid, fjerner hans råderum og dermed hans mulighed for at virke som leder.

I LFS kan vi bruge eksemplet forebyggende i forhold til ledernes psykiske arbejdsmiljø. Og så håber vi, at forvaltningen har lært noget af det«, siger Inger Nordkap.