Lille daginstitution med kvalitet

Af Elisabeth Lockert Lange

Småt men godt

Mens Københavns Kommune sætter fede spørgsmålstegn ved evnen til pædagogisk udvikling på byens små daginstitutioner, er forældrene vilde med dem. Og med god grund, mener leder af en af byens mindste institutioner, Bess de Flon.

Børnehaven Børskovvejs røde træhytte ser lille og hyggelig ud. I den meget lille entré/garderobe tager børnehavens leder Bess de Flon imod forældre og børn denne kolde vintermorgen. Der bliver snakket med hver enkelt forældre, og hvert barn får særlig opmærkomhed, inden det løber ind i den største af børnehavens to stuer, hvor souschef Jannie Risvad Nielsenog pædagogmedhjælper Tommy Neperus allerede er i fuld gang med at male og læse sammen med børnene. Også den deltidskøkken/rengøringsansatte er mødt. Senere skal alle børn og voksne over i naboinstitutionen store sal, som de har lånt til gymnastik.

I det lille træhus er der det nødvendige: to stuer, en garderobe, et meget lille køkken og et ligeså lille kontor. Til gengæld er der en meget stor udeplads, som børnehaven deler med naboen, et fritidshjem. Og udepladsen bruger de meget, både børn og voksne bliver grundigt luftet hver dag.

Når forældrene kommer igen kl. halv tre er det de samme tre voksne, som tager imod dem og fortæller om, hvilken dag deres barn har haft. For ikke blot er Børskovvej en af byens to mindste kommunale institutioner, det er også en deltidsinstitution.

Det er netop én af de grunde, som medlem af forældrebestyrelsen og far til Andrea, Troels Olsen, giver for sit valg af Børskovvej, hvor Andrea har gået i halvandet år.

»Andrea startede i en stor børnehave, hvor vi havde nogle dårlige oplevelser, så vi søgte om en lille institution. Ikke at jeg generelt er imod store institutioner, det kan være det rigtige for nogle børn, men Andrea har ikke glæde af at have så mange børn omkring sig, hun forsvandti mængden og var ked af det.«

Troels Olsen og hans kæreste valgte Børskovvej: »Her har vi og Andrea mulighed for at være meget tættere på medarbejderne, og det er en smaddergod oplevelse. Vi oplever en kontinuitet med de samme voksne, når vi afleverer og henter Andrea, og så er det hyggeligt med et så lille sted.«

Ikke på grund af størrelsen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har for nylig skrevet en redegørelse til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om de »økonomiske og pædagogiske vilkår i mindre institutioner«. Redegørelsen har i dele af dagspressen fremstået som en egentlig undersøgelse. Det er svært ikke at få den tanke, at sigtet med redegørelsen er økonomisk, men det er argumenterne om manglende pædagogisk kvalitet og udvikling, mangel på inspiration og faglig sparring og ledelsens vanskeligheder ved at løse konflikter i institutionen, som har tændt både pædagoger og organisationer. Således også Bess de Flon. Hun erkender uden videre, at de små institutioner er dyrere end de store, og at ja, det administrative vejer tungt. Men det er praktiske løsbare ting, som hun mener rigeligt opvejes af de pædagogiske fordele ved små institutioner: overskuelighed, tæthed, nærvær for alle, både børn, forældre og personale.

»Det er klart, at en lille institution er dyrere, men jeg køber ikke argumentet, at der ikke kan kvalitetsudvikles på en lille institution. Jeg har været pædagog i mange år, og jeg kender store institutioner, som ikke rykker sig, mellemstore som gør, og små som flytter sig«, siger hun og understreger, at hun ikke argu-menterer for, at små institutioner per definition er bedre er store. Hun afviser blot, at det omvendte er tilfældet.

»Det at vi er få ansatte, betyder ikke, at vi ikke kan kvalitetsudvikle. For inspiration og udvikling afhænger ikke af størrelsen, men af den enkeltes engagement og holdningen i personalegruppen. Nogle ting er lettere i en lille personalegruppe, andre ting er sværere. Hvis vi alle tre deltager i fx Dacapo Teatret og får samme »indspark«, så er der også noget at gå videre med sammen.

Og omvendt hvis kun én af os er afsted, er det let at formidle og få de andre med på idéerne. For kommunikationsvejene i en lille personalegruppe er meget effektive. Når vi laver politikker, er det klart, at vi fire har meget let ved at komme til orde og nå til enighed. Ingen har mulighed for at skjule sig her«, siger hun og nævner også fordelen ved, at de tre pædagogisk ansatte også alle er med iforældrebestyrelsesarbejdet, til alle møder og drøftelser.

Svær økonomistyring for små institutioner

At det skulle være sværere for lederen i de små institutioner at løse konflikter, er Bess de Flon heller ikke enig i.

»Jeg er en del af personalegruppen, og ved konflikter, ja ved personaleledelse i det hele taget, er jeg tæt på og har hele tiden fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i det psykiske arbejdsmiljø. Jeg mærker med det samme, hvis der er et ændret adfærdsmønster, og jeg lader det ikke vente til næste personalemøde. Sladder i krogene trives heller ikke, vi er meget synlige for hinanden.«

Som leder er hun ikke en kransekagefigur men en praktiker tæt på forældre, børn og personale.

»Derfor ved jeg også præcis, hvad jeg indstiller på, når jeg indstiller til ny løn.Men jeg må sige, at den økonomistyring og selvforvaltning, som forvaltningen har indført, ikke er rettet eller egnet til små institutioner. Med de opgaver, som er lagt ud i de senere år, som kræver skærmarbejde og stor skriftlighed, er min tid blevet forskubbet fra pædagogisk tid til administrativ tid. Men man kunne jo overveje at tage den decideret hk-orienterede administration fra os.
Med vores små budgetter er der alligevel ikke så meget at selvforvalte. Det kunne højne kvaliteten i institutionen«, siger hun og henviser til den uvisse skæbne for to mill.kr., som blev afsat på forvaltningens budget til administration i små institutioner. Og der er noget at indstille til ny løn for. For på så lille en institution som Børskovvej har alle et meget stort ansvar, uanset om de er uddannede eller ej. Derfor er de meget bevidste, når de ansætter nye, så der er et fælles værdigrundlag, og de samtidig repræsenterer meget forskellig specialviden. Og så er det en regel, at én ansat skal være hankøn, og sådan er det også.

Gode venskaber

På lederudviklingssiden ser Bess de Flon frem til, at det ledernetværk, som ikke er helt udbygget endnu, men på vej, udvikler sig til et forum for sparring og inspiration i lederteamet med gensidig supervision.

Hun erkender, at det kan være et problem, hvis ledelsesteamet skal afsted sammen om dagen, men det har de kunnet løse indtil nu ved at »låne« det pædagogiske ansvar i naboinstitutionen. Det kræver foranstaltninger men det er løsbart, siger hun og fremhæver det positive:

»Både vi voksne og børnene har årefter år haft et meget lavt sygefravær. For personalet skyldes det nok også, at vi med vores lille enhed har en stor bevidsthed om hver enkelts ansvar – og møder op. Men også de færre børn, det gode indeklima med naturlige materialer og »naturlig ventilation« og så det store udeliv.«

Bess de Flon nævner, at en familie med et barn med en livstruende sygdom valgte en plads i børnehaven fremfor i en afdeling for immunsvage børn, på grund af trygheden og den lave risiko for infektionssygdomme.

»Forældrene i Børskovvej har truffet et valg i forhold til at have fået barn. De vil både give barnet et institutionsophold med venskaber og inspiration, som de ved de ikke kan give dem selv, og samtidig vil de selv have meget tid med børnene. Derfor har de indrettet sig, så det kan fungere med en tidlig lukketid. De giver udtryk for, at de sætter pris på dentætte dialog i hverdagen her, og vi ved fra tidligere forældre, at børnene knytter venskaber, som betyder noget også senere i opvæksten. Venskaber er en del af vores målsætning, og vi appellerer til forældrene, at de udbygger og støtter venskaber fra børnehaven. Det har betydet, at mange forældre er kommet tættere på hinanden og kan bruge hinanden også til at hente og passe. Vi inddrager også bedste- og oldeforældre, for de kommer jo også ofte og henter børn. Forældre i krisesituationer har også fortalt, hvor glade de har været for vores støtte, en støtte vi netop har kunnet give på grund af det nære kendskab til familien.«

Børnehaven har fået sine første tosprogede familier på anbefaling fra familier, som allerede har børn gående.

»Og jeg kan da sagtens forestille mig, at en så lille institution kan være en god måde at komme ind i en ny kultur på.

Det nye arbejde med de to-sprogede børn og forældre tager vi som en udfordring og en udvikling.«

Vigtig valgmulighed

Troels Olsen læser socialvidenskab og psykologi på RUC, og han bekræfter, at han og kæresten er priviligerede ved, at de kan vælge en deltidsbørnehave, som de også har planer om til Andreas lillebror til den tid. Troels Olsen fremhæver sin tilfredshed med det pædagogiske tilbud, som han ikke begrunder i størrelsen, men i personalet.

»De har mål og pædagogiske ambitioner for arbejdet, har mange idéer og er meget udfarende. De har et stort aktivitetsniveau med mange ture, og de går efter de mål og fokuspunkter de har sat sig. Vi sætter også pris på den tætte kontakt både for os og for Andrea, som er meget tæt på personalet.«

Han fremhæver værdien i som forældre at have en valgmulighed.

»Det er vigtigt at man som forældre kan vælge en lille institution, børn er jo forskellige, nogle har godt af de store grupper, men andre børn kan ikke »bruge « de andre børn til noget. Hvis kommunen gør alle institutioner store, så frarøver man os forældre en valgmulighed. Jeg må sige, at jeg har rapporten mistænkt for at argumentere pædagogisk på et tyndt grundlag for at kunne gennemføre de økonomiske fordele ved store institutioner.«

Pia Bah fra LFS’ forretningsudvalg kommenterer tørt redegørelsen:

»At der er væsentlige problemstillinger med den pædagogiske kvalitet og udvikling i de mindste institutioner, er da noget af en påstand. Vi håber da ikke, at der træffes politiske beslutninger på baggrund af sådan en påstand!«