Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Arbejdsmiljø
Af Olaf Christensen
Midtvejsstatus for daginstitutioner
40% af de undersøgte daginstitutioner er blevet indplaceret i Arbejdstilsynets niveau 3, hvilket er kategorien med det dårligste arbejdsmiljø. Kun 27% ligger i niveau 1, altså dem med et godt arbejdsmiljø. Det er beskæmmende.
I september orienterede LFS daginstitutionerne om den særlige indsats på daginstitutionsområdet, som Arbejdstilsynet ville iværksætte fra november 2002 til og med januar 2003, siden forlænget til februar 2003.
Indsatsen er målrettet til det »traditionelle« daginstitutionsområde: Vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, fritidshjem, skoleinstitutioner og skolefritidsordninger. Det vil sige, at specialinstitutioner og fritids- og ungdomsklubber ikke er med.
Indsatsen omhandler hovedområderne ergonomi, støj og indeklima. Disse indsatsområder er valgt ud fra hvilke hovedproblemer, som fremgår af forskellige undersøgelser samt anmeldelser til arbejdstilsyn og arbejdsskadestyrelse.
Indsatsen består primært af tilsynsbesøg på omkring 8- 10% af landets daginstitutioner samt efterfølgende konklusioner og anbefalinger. Formålet med indsatsen er at få institutionerne, sikkerhedsorganisationerne og arbejdsgiverne til at arbejde mere aktivt med forebyggelse af de 3 hovedproblemer.
Den følgende artikel skrevet af Arbejdstilsynet er en slags delvis midtvejsstatus, efter at mellem halvdelen og en tredjedel af tilsynsbesøgene er afholdt. Når alle tilsynsbesøgene er afholdt, vil der være større mulighed for at kunne undersøge forskellige af de problemer, som tilsynsbesøgene viser. Det vil være lettere at sammenligne institutionstyper, geografiske områder og indholdet af de påbud og vejledninger, som tilsynskredsene har givet.
Når de endelige resultater foreligger, vil LFS sørge for, at de bliver sendt ud til institutionerne.
LFS har haft lejlighed til at se resultaterne af de foreløbige opgørelser, som er foretaget af Arbejdstilsynet. LFS er stort set enig i Arbejdstilsynets konklusioner, men har enkelte bemærkninger til artiklen.
Midtvejsstatus
Det er beskæmmende for offentlige arbejdsgivere, at 40% af de undersøgte daginstitutioner er blevet indplaceret i Arbejdstilsynets niveau 3, hvilket er kategorien med detdårligste arbejdsmiljø. Kun 27% ligger i niveau 1, altså dem med et godt arbejdsmiljø.
På trods af at man de sidste 10-15 år har været bekendt med, at støj, dårligt indeklima og belastninger på bevægeapparatet er store problemer på daginstitutionsområdet, så er der tilsyneladende ikke sket en nedbringelse af generne.
LFS er ikke i tvivl om, at dårligt institutionsbyggeri, for mange børn i for små lokaler med for dårlig luftkvalitet samt dårlig indretning og inventar er hovedårsagen til de vedvarende gener.
Det er bekymrende, at den foreløbige undersøgelse viser, at arbejdet med arbejdspladsvurderingerne langt fra fungerer tilfredsstillende. Mange af de problemer, som tilsynskredsene konstaterede, er ikke fanget op i arbejdspladsvurderingerne, og mange steder er der slet ikke lavet de handle- og opfølgningsplaner som lovgivningen forudsætter.
Arbejdsgivernes ansvar
Selvfølgelig er det vigtigt, at medarbejderne og sikkerhedsgruppen gør hvad de kan for at forbedre arbejdsmiljøet og sørger for, at deres arbejdspladsvurdering følges op, men det er arbejdsgivernes lovmæssige pligt »at sørge for, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssige fuldt forsvarlige«.
Det er ligeledes arbejdsgiverens lovmæssige pligt »at sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering« og »arbejdsgiveren skal inddrage sikkerhedsorganisationen eller de ansatte i planlægningen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af samt opfølgningen på arbejdspladsvurderingen«.
Vi opfordrer daginstitutionerne til at sørge for, at arbejdspladsvurderingen er ajourført. Vi opfordrer også til, at daginstitutionerne anmoder sikkerhedsudvalgene om, at der indkaldes til møder, hvor man diskuterer, hvordan man i sikkerhedsorganisationen kan følge op på arbejdstilsynets foreløbige resultater.
Brug sikkerhedsorganisationen.