Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
DAGEN FØR
Jeg sidder på forbundets årsmøde og skriver leder. Et årsmøde som dels skal gøre status, og dels skal planlægge aktiviteter og diskussionerne frem til kongressen næste år. Samtidig er det dagen før Folketingets åbning. Nogle af årsmødets diskussioner handler naturlig nok om nogle af de emner, den borgerlige regering har sat på dagsordenen, og som forventeligt vil være at finde i åbningstalen:
Strukturkommissionen, der i januar 2004 skal aflægge endelig rapport om opgavefordelingen i Danmark mellem stat, amt (region) og kommune. At amterne skal ændres eller nedlægges i nuværende form, er der vist bred enighed om. Der, hvor slaget kommer til at stå, er om den fortsatte demokratiske kontrol med velfærdsydelserne, og her er der markant forskel mellem de borgerlige partier og resten af Folketinget.
Velfærdskommissionen, som fornylig blev nedsat, skal endevende vores velfærd og komme med nye bud. Sørgeligt nok har økonomien fået en alt for dominerende rolle i kommissoriet, så vi kan frygte, at brugerbetaling igen - igen sættes højt på dagsordenen.
Kultur- og værdidiskussionener det tredie store emne, der er sat på dagsordenen af regeringen. Det startede med Anders Fogh Rasmussens opgør med »eksperter, smagsdommere og bedrevidende«. Gik så over i at lægge stort set alle kulturpersonligheder for had, og går vel nu over i en mere afgørende fase, hvor fællesskabssolidarisk indstilling vil blive sat under alvorligt pres, sikkert under indfaldsvinklen: Personlig frihed og ansvar.
Jeg sidder stadig på årsmødet i forbundet og afslutter nu lederen med tankerne »hjemme« i LFS. Jeg ved at vi i morgen vil gå i gang med at diskutere åbningstalen og årsmøde-emnerne og forsøge at indpasse dette i alt det øvrige arbejde.
Gid verden kunne stå stille bare et øjeblik, lade os gøre alle tidligere emner færdige, samle fornyede kræfter og indstille os på de nye.
Britt Petersen Formand