Hjemløse

Af Elisabeth Lockert Lange

DET LANGE TRÆK

Hjemløse har brug for omsorg, men de har også brug for noget andet og mere langsigtet. Et projekt som nu nærmer sig sin afslutning, tilbyder netop dette: en langsigtet relationsbaseret kontinuitet, som giver handlemuligheder.

»Brugerne får ro og overblik, et langsigtet perspektiv, og en oplevelse af, at vi er der, når de har brug for os«.

Sådan karakteriserer projektleder Peter Ellermann det støttekontakt-person-projekt for hjemløse, som efter to års arbejde nu nærmer sig sin afslutning. Formålet med SKP-projektet har været at undersøge, om den gruppe af hjemløse, som oplever, at de ikke kan bruge de nuværende tilbud, kan profitere af en sådan støttekontakt-person-ordning.

Dette er det ene af to projekter rettet mod Københavns hjemløse, det andet er det såkaldte Retsikkerhedsprojekt, som primært er metodeudvikling af sagsbehandlingen i forhold til de svagest stillede, herunder opsøgende arbejde.

SKP-projektet er finansieret af socialministeriets satspulje, og Københavns Kommune satte det i gang 1. august 2001 med en varighed på to år. Det er siden af to omgange forlænget til årsskiftet.

Tanken er, at arbejdet og erfaringerne skal implementeres og videreføres på de lokale centre – både arbejdet med støttekontakt- person-arbejdet, det opsøgende arbejde og sagsbehandlerarbejdet.

SKP-projektet retter sig mod de dobbelt udstødte, dvs mennesker som opholder sig på gaden, er isoleret uden meget kontakt, og som ikke oplever at kunne drage nytte af de tilbud der findes. For dem repræsenterer projektet en mulighed for en længerevarende relationsbaseret kontinuitet. Projektet er matrikkelløst, medarbejderne har været ude, hvor brugerne er.

Projektet er ved at drosle ned nu, men de fem medarbejdere har i de to år arbejdet intensivt med gennemsnitligt 24 brugere.

»Målet er, at brugerne skal opleve relevans, så det vi gør, er det, de synes, er vigtigt. De skal opleve os som rådgivere og sparringspartnere, nogen de kan stole på, og som kan tilpasse tilbudene til deres behov. Men vi er ikke deres »advokater«. Og vores mål har ikke været fx at få dem i behandling. Vi kan synes det er en god idé, men det skal være noget, de selv vil. Derimod arbejder vi med deres egen opfattelse af situationen, og vi åbner muligheder for dem. Vi støtter også op i forhold til samarbejdspartnere, fx læge, sagsbehandler og politi«.
At åbne muligheder er en af projektets nøgleopgaver. Medarbejderne arbejder procesorienteret og ud fra den holdning, at disse brugere har mange kompetencer.

»En af vores opgaver er at fjerne de blokeringer de oplever, og sørge for at de får positive oplevelser – som er en selvforstærkende proces. Det handler meget om at tænke positivt og se muligheder«, siger Peter Ellermann.

En succes
Langsigtet er et andet af projektets nøgleord.

»Der findes mange forskellige tilbud, som alle laver et godt stykke arbejde ud fra deres mål og metoder. Mange af de mere kortsigtede behov kan de hjemløse få opfyldt via disse tilbud. Hvert sted dækker en del af brugerens behov, giver dem mad fx, og uden at det langsigtede er eller skal være en del af arbejdet. Med dette projekt kommer det langsigtede relationsarbejde og en støttekontaktperson ind i billedet«.

Og meget er lykkedes i løbet af de to år, der er gået, mener han. Flere af brugerne har fået egen bolig, nogle er endog i jobtræning. Andre har nedsat deres misbrug, forbedret deres hygiejne, fået større selvbevidsthed eller laver mindre kriminalitet. Jo, det kan kaldes en succes, nikker Peter Ellermann.

Baggrunden for projektet var en erkendelse af, at der var en gruppe brugere, som faldt igennem de tilbud, der allerede er til hjemløse. Denne gruppe har brug for mere støtte, end værestederne har ressourcer til.

Peter Ellermann nævner som eksempel Sundholms Natcaféen, som på et tidspunkt havde det problem, at der kom flere brugere, end de havde ressourcer til at hjælpe. Med det resultat at nogle brugere blev hængende der.

»Når man laver noget for dem, så ændrer man også deres livssituation, og nogle af dem bliver fastholdt i den. Selvfølgelig skal nogen gøre de ting, fx dele mad ud, men der skal også være nogen til det lange træk. Faren opstår især, hvis tilbudet fx på grund af manglende ressourcer ikke kan tilbyde noget med længere perspektiv. Jeg har selv oplevet dilemmaet, da jeg var opsøgende medarbejder. I projektet her er det brugeren selv, der handler og har ansvar, vi tilfører en mulighed og et langsigtet perspektiv«

Den vigtige koordinering
For Natcaféen blev problemet løst ved, at andre projekter gik ind. Og netop den vigtige koordinering af samarbejdet mellem tilbudene er nu ved at blive bygget op i kommunen.

»Koordineringen betyder, at man får et kendskab til hinandens arbejde, og at man undgår misforståelser«.

Peter Ellermann taler om koordinering på flere niveauer. Dels i forhold til den enkelte bruger og vedkommendes behov. Her er det godt med en arbejdsdeling. Dels i forhold til institutioner, hvor koordineringen giver overblik over hvad der findes, og hvad de kan. Og dels en koordinering i forhold til de overordnede sektorer som fx psykiatri.
Alle disse koordineringer er ved at blive bygget op.

»I socialt arbejde opstår der en afhængighed af os professionelle, og der kan netværksskabende aktiviteter være med til at støtte, at brugeren efterhånden klarer sig selv. Det arbejder vi på, men det er ikke altid let, for disse brugere agerer ofte på en måde, som ikke er accepteret af andre mennesker«.

Peter Ellermann oplever, at medarbejderne i projektet i høj grad er rollemodeller for disse brugere, som kan have tendens til at bekræfte hinanden i begrænsninger.

»Det er svært for dem, der har været på gaden længe, alligevel rykker nogle af dem rigtig hurtigt, når mulighederne er der; ønsket er der jo. Og vores mål er at gøre dem så velfungerende og uafhængige som muligt«.

Brikkerne samles
Peter Ellermann fremhæver det gode samarbejde med både kommunale og private tilbud, og med politiet, som ofte kan hjælpe, så brugerne ikke ender i fængsel. Som eksempel nævner han, at hvis politiet ved, at en brugers tiggeri er forbigående, kan de være afventende.

»Det gælder om at få samlet brikkerne, vi er mange som arbejder med denne gruppe, og det er vigtigt at få alle i spil. Både de mere kortsigtede tilbud og mere langsigtede, som der indtil nu har været for få af. Brugerne skal have omsorg, men de skal have mere end det: handlemuligheder fremad og bevidsthed om, at de har valgmuligheder og selv vælger«.

Viljen er der, mener han. Han oplever indsatsen som nyskabende og kreativ.

»Der sættes mange ting i gang, nye tiltag og fra nye vinkler. Og de fleste steder er man villige til at tilpasse sit arbejde, jeg synes der har været en langt større fleksibilitet i de senere år. Alle prøver at flytte sig for at dække de huller der har været«.

Han fremhæver fagligheden på området, som han mener er høj

»Selvfølgelig bliver der lavet fejl, når man eksperimenterer, men vi lærer af dem og tænker over, hvad vi gør. Og det høje niveau gælder ikke kun Københavns Kommunes tilbud, mange gør et godt arbejde i forhold til de ressourcer de har«.

Peter Ellermann er meget optaget af, hvordan erfaringerne fra projekterne implementeres. Han har været meget tilfreds med, at projekterne har været en central ordning, det har betydet, at de ansatte har kunnet give hinanden fagligt modspil. Arbejdet fra de to projekter lægges ud på centrene samtidigt..