Børnehjem i Nepal

Af Tine Sejbæk

FRA ALBERTSLUND TIL KATHMANDU

For seks år siden startede Lars Braaten og hans nepalesiske kone et børnehjem i Kathmandu. I dag bor der 43 børn, som bliver tilbudt skolegang og tid til at være børn. Målet er at skabe unge, der kan gøre en forskel i det fattige samfund, hvor uddannelse er en mangelvare.

Det er en steghed eftermiddag i oktober. Jeg befinder mig ved Summit Hotel, hvortil jeg er kommet i taxa, gennem Kathmandus forurenede gader og hasarderede trafik. Her bliver jeg hentet af børnehjemmets ældste dreng på knap 17 år, som er iført en t-shirt med teksten »Bagsværd Sø«. Man kan ikke køre i bil til børnehjemmet. Så ad små, snørklede stier leder han mig ned til stedet – hvis fulde navn er Nepal Bal Ghar, Something Right Childrens Home. Et hvidt hus af sten i to etager, som ligger i et tæt bebygget område. Fra huset er der udsigt til Himalayabjergene, der mørke og stolte fortoner sig i horisonten.

Børnehjemmet blev startet i 1997 af Lars Braaten og hans nepalesiske kone Sunita. I dag bor her 43 børn i alderen 5-17 år. I kælderen er der spiserum, som også fungerer som skole for syv af hjemmets børn. I stuen og på 1. salen ligger børnenes værelser, hvor de hver har en seng og en lille reol. De små piger bor f.eks. i ét rum, de større piger i et andet, de små drenge i ét osv. Typisk bor der seks børn i hvert af de små rum.

34-årige Lars Braaten fik ideen til børnehjemmet allerede i 1995, hvor han rejste otte måneder i Nepal. Han er ikke pædagog men uddannet i forretning, og senere arbejdede han knap to år i en skole-fritidsordning for autistiske børn i Albertslund. Det sidste bekræftede ham i, at han skulle arbejde med børn. Samtidig havde han tabt sit hjerte til Nepal og fandt ud af, at det var stedet, han godt ville bo i en årrække.

»Folk er så åbne og imødekommende. Og fattigdommen så stor, at det næsten ikke kan gå galt, når man prøver at hjælpe «.

Under sit otte måneder lange ophold fik han skabt forbindelser, så Nepal Bal Ghar kunne åbnes som en lokal NGO. Samtidig mødte han også sin kone, Sunita, som han blev gift med i 1997. Og i øvrigt fik en søn med i august 2002.

»Det, at jeg havde mødt min kone, gjorde det meget nemmere at starte børnehjemmet. Sunita kan jo sproget. Og fordi hun bl.a. har arbejdet for et canadisk firma her i landet, har hun stor erfaring med kontakt til de nepalesiske myndigheder«.

Både nepalesiske og danske værdier

Under det meste af interviewet går Lars Braaten rundt med sønnen Nelson på armen. Sunita er ude. Indimellem græder barnet, hvilket Lars Braaten forsøger at afhjælpe ved at skifte en ble eller tilbyde lidt sutteflaske. Stedet har godt nok en kombineret barnepige og kok, men hun har fået tyfus - herude tager man en dag ad gangen.

I starten var det tanken, at de Lars Braaten og hans kone ville lave en skole. Ud fra en idé om, at vejen frem for Nepal er at uddanne så mange som muligt. Det kunne dog ikke lade sig gøre, bl.a. pga nogle regler om, at der skulle komme et vist antal nye elever pr. år. Meningen var også, at en af Lars Braatens venner, der er uddannet pædagog, skulle være med. Men vennen rejste hjem kun tre uger efter, at børnehjemmet var startet. Han havde ikke helbred til at leve i Kathmandu. Byen er verdens næst mest forurenede, og mange får problemer med luftvejene af at opholde sig her.

Den 1. april 1997 åbnede børnehjemmet. Et børnehus, hvor forældreløse og fattige børn – nogle har én forælder, som bare ikke magter at tage vare på dem – bor og samtidig går i skole. De, der ikke er dygtige nok til den nepalesiske folkeskole, får først undervisning på børnehjemmet. Pt er der 36 i folkeskolen og syv i deres egen skole. Mange af børnene er kommet sent i gang med at gå i skole og må derfor først gøres dygtige nok til deres eget alderstrin.

»Blandt de syv, der går i vores skole, er der f.eks. en elev på 13 år, som vi ville kunne sende i 2. klasse. Men så ville han være fem år ældre end sine kammerater og blive drillet. Hvis han bliver undervist i vores skole et år mere, kan han måske komme i 5. klasse. Målet er hele tiden, at de skal ud og være sammen med deres jævnaldrende«. De syv bliver undervist af en nepalesisk lærer hver dag fra klokken 10-16. Hun vurderer, hvornår de kan komme afsted i skole.

»På den måde bliver det hele så nepalesisk som muligt, fordi de følger en normal nepalesisk skoleopvækst. Det ville de ikke gøre, hvis vi havde lavet en skole her«.

75 pct. af børnene har været her fra starten. Børn, der ikke ellers ville være kommet i skole. Udover mad, seng og skolegang tilbyder børnehjemmet også tid til at lave lektier. Noget, mange nepalesiske skolebørn ikke har, fordi de skal arbejde ved siden af skolen.

»Målet er, at der kommer unge, fornuftige mennesker ud af disse børn. Unge, der kan gøre en forskel. Og så vil vi gerne ændre indgroede vaner om, at børn godt kan arbejde, fra de er fem år. Og vi vil fortælle, at man ikke nødvendigvis behøver at gifte sig med den første og bedste, sådan som mange også gør i her landet«.

En vigtig værdi på børnehjemmet er også, at man løfter i flok. Det betyder, at det enkelte barn har oprydningsdag ento gange om ugen. At alle børn sørger for, at deres reol ser pæn ud. Og at alle vasker op to-tre gange om ugen.

»Vi lærer dem også, at mænd og kvinder hjælper hinanden. Og vi har ikke noget kastesystem her i huset. Man vasker op med dem, man er på hold med«, siger Lars Braaten.

Han forklarer, at det er vigtigt for dem at lære børnene nepalesiske værdier. Samtidig med, at de i visse henseender lærer dem værdier, der ikke er nepalesiske. I Nepal bliver det f.eks. anset for bedre at få en søn end en datter - kvinder er anden rangs borgere - og kastesystemet fungerer, selv om det blev forbudt for mange år siden.

»Vi må drive børnehjemmet på nepalesiske vilkår - børnene skal jo leve i Nepal resten af livet – og alligevel ændre visse ting i positiv retning. Dér, hvor der er »fejl«, må vi forsøge at ændre dem«, forklarer Lars Braaten.

Buddhist med praktisk meditation

Det er sidst på eftermiddagen, og det er ved at blive mørkt. Lars Braaten og hans kone Sunita har deres bolig i to rum på børnehjemmets 2. sal. Deres stue vender ud mod bjergene. Lige nu sænker mørket sig over bjergene, og tusmørket gør dem endnu smukkere. Lars Braaten er buddhist, og i stuen hænger buddhistiske bedeflag, billeder af Dalai Lama og buddhistiske mandalategninger. Lykønskningskortene fra sønnens fødsel står stadig på et bord i et hjørne af stuen.

Børnehjemmet fungerer i meget høj grad via hjælp fra praktikanter og frivillige fra Danmark. De har samarbejdsaftaler med to seminarier – Jydsk Pædagogseminarium og Hindholm - om at få praktikanter i fem måneder ad gangen.

»Det er dygtige unge praktikanter, som vi kan garantere nogle kæmpe oplevelser. Vores børn får meget ud af at snakke engelsk, og gennem mødet med de unge praktikanter forstår de også, at alt måske ikke er lykken i Vesten«.

Normalt er der ialt 10 frivillige og praktikanter. De betaler hver 350 kroner om måneden for kost og logi. De 3500 kroner betyder, at hjemmet kan få dækket udgifterne til husleje. Det koster omkring 15.000 kroner at drive stedet om måneden – inklusive husleje, løn til de nepalesiske ansatte (lærer, kok, rengøring mv.) og mad til de 43 børn. Pengene kommer fra sponsorer i Danmark og velgørende organisationer – og en smule fra nogle boghandeler, som Lars og hans kone har åbnet.

Dagligdagen er sådan, at praktikanter, frivillige og det nepalesiske personale møder klokken 7. Børnene gør rent på deres værelser, og nogle kommer i bad. Så er der morgenmad i form af linsesuppe med ris. Børnene sørger for opvasken, og klokken 9.30. tager de fleste i skole.Så har praktikanterne fri og tager typisk ud og ser Kathmandu. Om eftermiddagen kommer børnene tilbage, og praktikanter og frivillige møder igen fra klokken 15.30. til klokken 21. De er tilstede for børnene, hjælper dem med lektier eller snakker med dem.

Lars Braaten fortæller, at de stort set aldrig har problemer med børnene.

»Den største tilfredsstillelse er, at de næsten altid får gode karakterer. Og en dag var to af vores børn til et større arrangement, hvor alle var inviteret på mad. Og en af arrangørerne fortalte bagefter, at vores børn var de eneste, der havde sagt tak for mad. Det er næsten endnu bedre end gode karakterer, for det viser, at vi også har det sociale med. Og generelt er de meget glade børn, og det må jo være fordi, vi gør noget rigtigt «.

På spørgsmålet om, hvor vidt børnenes følelsesmæssige sår er tydelige i hverdagen, svarer Lars Braaten:

»Vi er så meget tættere på »basic« herude. En af mine venner, som også arbejder her, mener, at der ikke findes dampbørn herude. Den slags opstår i Danmark, fordi vi har så travlt. I forhold til, at børnene her selvfølgelig har en baggrund, der er knap så god, klarer de sig utroligt godt. Og de er meget villige til at snakke om deres baggrund. De fortæller gerne om, hvordan de f.eks. arbejdede på en tæppefabrik og fik tæsk morgen, middag og aften. De har en forbløffende måde at klare tingene på«.

På børnehjemmets hjemmeside står der – om Lars Braatens motiv for at starte børnehjemmet – at han har gjort det, fordi, »han har mulighed for det og helbred til det – og fordi han brænder for Nepal«. Men har hans buddhistiske baggrund betydning? Han trækker på det.

»Som buddhist skal jeg jo være et godt menneske. Jeg er ikke så rasende god til at meditere. Min meditation består i det praktiske arbejde«, siger han.

Dét, at han selv er blevet far, betyder ikke, at han har glemt de andre børn.

»Vi går meget op i lige vilkår for alle. »Lillebror« her skal ikke behandles som en lille konge«, siger Lars Braaten og fortæller, at han ikke var så panisk som nybagt far, fordi han havde en vis træning i børn.

»Selv om jeg selvfølgelig er vant til at have at gøre med lidt større børn, der hører, hvad jeg siger«, siger han og prøver at få sin søn til at bøvse.

Det koster 150 kroner om måneden at blive sponsor for et barn på Nepal Bal Ghar. Ønsker man at blive sponsor, kan man sende en mail til Lars Braaten på lars@wlink.com.np. Børnehjemmet har også altid brug for f.eks. børnetøj, sko, blyanter og papir. I Nepal kommer man langt for få penge! Hjemmeside: www.nepalbalghar.com(link er ikke længere aktivt, red.)

BØRN I NEPAL Nepal er et af verdens fattigste lande, og i 1997 kunne kun ca. 38,1 pct. af befolkningen læse og skrive – 55,7 pct. af mændene og 20,7 pct. af kvinderne. I forhold til tidligere er der i dag flere børn, som begynder i skolen, men pigerne er stadig i mindretal. Man skønner, at 80 pct. af drengene i alderen 6-10 år begynder i første klasse, mens det kun gælder 46 pct. af pigerne.

I 1996 havde ca. 2,6 millioner børn – 42 pct. af børnene mellem fem og 14 år – regelmæssigt hårdt fysisk arbejde, typisk som landarbejdere. Et fuldtidsarbejdende barn arbejder typisk 10-14 timer om dagen uden faste pauser og tjener omkring fem-ti kroner om måneden. Den udbredte brug af børn som arbejdskraft er en klar forhindring i forhold til at forbedre uddannelsesniveauet i Nepal. Dog viser en undersøgelse, at 61 pct. passer en skolegang ved siden af, at de arbejder. Kilde: Danidas bog om Nepal