Et øjenvidnes beretning fra fire uger som fredsvagt i Palæstina

Af Elisabeth Lockert Lange

FOR FREDEN

Han tog derned, fordi han i længden ikke kunne holde sin følelse af magtesløshed ud: Hvordan kan et land få lov til at undertrykke et andet lands befolkning, politisk, socialt, militært, bevægelsesmæssigt i så mange år, uden at verdenssamfundet griber ind?

Det var ubegribeligt for et politisk tænkende og politisk aktivt menneske som Anders Pedersen, pædagogmedhjælper i en vuggestue i Indre by gennem et par år. Han meldte sig derfor som fredsvagt og tilbragte fire uger i juli måned primært på Vestbredden, palæstinensisk område, men besat af israelske soldater og spækket med – ifølge FN ulovlige – bosættelser.

Anders blev udsendt af Palæstina Fredsvagter, som er en del af den internationale solidaritetsbevægelse ISM, som drives af israelske og palæstinensiske aktivister.

»At hjælpe er svært her hjemmefra, hvor det mindste læserbrev udløser en rasende reaktion. Og så er der snakket nok, jeg måtte gøre noget. Desuden er det en aflastning for palæstinenserne, at der kommer nogen fra Vesteuropa og hjælper dem i deres håbløse situation. Alt hvad vi fredsvagter gør, gør vi på deres opfordring.«

Og der kommer mange fra hele verden inklusiv fra Israel. Antallet af fredsvagter svinger noget, i sommer var der konstant mellem 12 og 25 i Jenin, og som regel er der mindst 10 i hver by, fortæller han. På vestbredden er der kontinuerligt mellem 100 og 200 fredsvagter.

Denne artikel er Anders' øjenvidneberetning fra de fire uger som fredsvagt i de palæstinensiske selvstyreområder, som i årevis har været besat af det israelske militær. Inden Anders tog afsted som fredsvagt søgte han penge til rejsen i LFS. LFS valgte at betale hans rejse ud fra den holdning, som fagforeningens hovedbestyrelse har besluttet, at det er Israel, som er besættelses- og overmagten i den uacceptabelt lange konflikt. Øjenvidner – om ikke upartiske så dog sandfærdige – i konflikten er vigtige.

ISM bygger på ikke-voldelig civil ulydighed, og Anders gør det helt klart, at han anser selvmordsbomberne, som tager uskyldige civiles liv, for uacceptable. Uanset at han efter turen bedre forstår baggrunden for dem.

Muren
Anders opholder sig det meste af tiden på Vestbredden, især i Jenin, en af de store byer der. Netop i dette område var den mur, som nu står midt i det palæstinensiske område, ved at blive bygget.

»Vi internationale fredsvagter har statsborgerskaber, som betyder at vi kan gøre ting, som palæstinenserne ikke selv kan De er mere eller mindre retsløse og kan fængsles for meget lidt. Vi har et juridisk system bag os, så når vi anholdes, og det sker jo, har vi kontakt med ambassader og får tilbudt hjælp ved retsag etc.«

Anders er ikke mere end lige ankommet til Vestbredden, da en gruppe på 12 fredsvagter opretter en fredslejr midt på den linje, hvor muren skal gå og tæt på, hvor byggeriet er kommet til. Han er en af dem.

»Vi 12 fredsvagter slår telt op og lægger os. Allerede få timer efter kommer soldaterne. De argumenterer med, at vi befinder os på israelsk militært område, vi svarer at det er palæstinensisk jord, og at vi er inviteret af palæstinensere til at slå lejr der.«

Muren er otte meter høj og vil som færdigbygget være 600 km lang. Til sammenligning var Berlinmuren tre meter høj og 150 km lang. Desuden har det israelske militær oprettet en sikkerhedszone på 100 meter på hver side, alt sammen på palæstinensisk jord. På det område må palæstinenserne overhovedet ikke opholde sig. Mur og sikkerhedszone inddrager 10% af Vestbreddens landbrugsjord, den bedste med vandreservoirerne.

»Området på 100 meter på hver side af muren er raseret. Oliventræer er revet op med rode og smidt væk. Vi mødte en bonde, som selv gravede sine træer op for at plante dem et andet sted. Men israelerne fandt dem og ødelagde dem. Det handler med andre ord ikke bare om sikkerhedzoner, men også om at ødelægge palæstinensernes landbrug. Uden landbrug har de intet at købe madvarer for«, fortæller han og fortsætter:
»De palæstinensere, som boede på denne lange og brede strækning, fik jævnet deres huse med jorden og frataget deres jord, uden at få nogen som helst kompensation for det. Vi så ødelagte huse og afbrændte marker. Vi var også vidne til, at bl.a. en skole blev revet ned på en sådan måde, at alt blev ødelagt. Ud over muren er der snigskyttetårne, elektrisk hegn og pigtråd«.

Giver ikke op
Soldaterne lader fredslejren være og går igen – i første omgang. Men de vender tilbage.
»Militæret har ikke ret til at anholde civile som os – det gælder selvfølgelig ikke civile palæstinensere! Så vi forhandler med soldaterne, fortæller dem at vi er fredelige, at jorden er palæstinensisk, og at vi helt sandt er inviteret af palæstinensiske bønder. De går men vender tilbage. Sådan går det frem og tilbage ca. fire gange hver dag. Bosættere dukker også op, svært bevæbnede. De forsøger at skræmme os og truer med konsekvenserne, hvis vi bliver i lejren. Og skræmmende er de, men vi bliver. Så vender soldaterne tilbage. Sådan går fire dage.

Vi ligger kun 10 km uden for en landsby, og efter de fire dage tager nogle af os ind for at tage et hurtigt bad. Kort efter er 50 bevæbnede grænsepolitifolk på pletten, ødelægger lejren og arrresterer de tilbageblevne. Deriblandt en dansk fredsvagt, som bliver deporteret efter tre uger i et israelsk fængsel.«

Anders og de andre genopretter fredslejren og bliver der i 48 timer, til de selv vælger at nedlægge den. Imens kører buldozerne tæt rundt om dem.

»For os får det, der er tænkt som en trussel og for at skræmme, den modsatte effekt. Vi bliver vedholdende.«

Fredslejren er ikke den eneste opgave, palæstinenserne har til fredsvagterne. Situationen svinger fra dag til dag, ja fra time til time, og opgaverne svinger med. Jenin går fra at være en storby med storbyliv til en time efter at være i undtagelsestilstand med militær overalt, fortæller Anders.

Små sejre
Et af palæstinensernes store problemer er de fysiske barrierer, som det israelske militær sætter op for at hæmme palæstinensernes bevægelsesfrihed. Ikke kun mobile checkpoints, som det kan tage mange timer for palæstinenserne at få lov at passere igennem, hvis de får lov. Selve vejene bliver spærret af en blanding af mange tons tunge jordbunker blandet med store betonklodser.

»Inde på palæstinensisk jord placerer det israelske militær disse betonklodser og jordbunker på tværs af de palæstinensiske grusveje. Palæstinenserne skal derefter køre timelange omveje for at komme fra deres landsby til fx Jenin for at handle.

De tvinges til at køre uden om store landområder, og på vejen møder de så disse checkpoints. Ved siden af løber de gode bosætterveje, men på dem må palæstinenserne ikke køre. Det er små ting, vi fredsvagter kan gøre, men når vi fjerner disse forhindringer, så gør vi en lille forskel, og sparer palæstinenserne for mange timer. Det letter deres hverdag, og så er det også symbolsk for dem, at vi sætter os op mod mastodonten, det giver dem håb, og det betyder noget udadtil.

I den tid jeg var der, fjernede vi nogle af disse store forhindringer. Den ene vej holdt vi åben i 14 dage, før de kom med en buldozer og fyldte den op igen. Det betyder også noget for, at ambulancer lettere kan komme igennem med syge og sårede. Palæstinenserne kan ikke selv gå ud og gøre dette arbejde, de vil blive fængslet eller skudt«, fortæller Anders og fortsætter:

»Netop ambulancerne angribes ofte af militæret, derfor er en anden af opgaverne at hjælpe dem igennem checkpoints, som skifter plads uden varsel eller anden årsag end chikane.«

Fredsvagterne hjælper også i olivenhøsten, som er en vigtig del af det palæstinensiske landbrug. Bosætterne på Vestbredden går omkring i området tungt bevæbnet med maskingeværer og maskinpistoler, og de chikanerer palæstinenserne, når de skal høste, fortæller Anders.

»Derfor er vi med, for de er følsomme over for international tilstedeværelse. Det er sket, at fredsvagter er døde, men det er få, og ikke åbenlyst overlagt, Israel pryder sig af at være et retssamfund. Men helt sikker kan man aldrig vide sig, og man kan også blive ramt af palæstinensiske kugler, anderledes er det ikke.«

Eftervirkninger
Anders vedkender sig villigt, at han var bange undervejs.
»Men ikke for mit liv. For det usikre, det uforudsigelige, og det israelske militær er uforudsigeligt. At spille på det uvisse og utrygge er en effektiv måde at undertrykke på. Det ramte mig allerede, da jeg ankom til Tel Aviv, hvor jeg kom i krydsforhør af israelerne. I Jerusalem så jeg, hvordan palæstinenserne blev stoppet for hver 10. meter og skulle vise identifikation. Og der er militær overalt«, fortæller han og fortsætter.

»Man ved aldrig, om man får tæsk, kommer i fængsel, eller hvad de gør med én. Det prægede turen, og det præger mig stadig. Det er slet ikke bearbejdet færdigt endnu, selvom det er to måneder siden, jeg kom hjem. Det har sat sig dybt i sind og krop. Hver aften og hver nat at høre skudveksling i gaderne, maskingeværsalverne, larvefødderne der kører gennem byen, og lytte for at høre hvad slags militærbil det nu er. Man vænner sig til det, men man tager skade af det.«

Anders var der endda på et tidspunkt hvor den palæstinensiske side ensidigt havde besluttet at holde våbenhvile, så der var langt mindre skyderi, end der kunne have været. Den relative fred på den militære front gav dem mulighed for aktioner som fredslejren.

»Vi lavede også en masse af det, man kan kalde samfundsbrobygning, tog kontakt til kvindegrupper, bønder, besøgte skoler, børn og unge. Det var en hektisk tid, men det er vigtigt for palæstinenserne, at vi gider; de ved godt, at vi lever frit og rigt. Det gør en forskel for dem, at der er internationale folk tilstede. Det handler om tilstedeværelse og bagefter om øjenvidneberetninger «, siger Anders.