Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Fornyelse i LO?
I uge 44 blev der afholdt LO-kongres. Det var den første ordinære kongres efter vedtagelsen af LO’s fornyelse, så forventningerne var skruet bare en anelse op.
Umiddelbart var det svært at få øje på fornyelse, undtagen i FOA’s delegation. Der var et forslag om at indføre hovedaftale og arbejdsrets-lignende instans på EUniveau. Forslaget blev vedtaget af kongressen, men hele FOA’s delegation stemte imod.
Der var mange forslag om kønskvotiering som metode i ligestillingsdebatten – de fleste blev ændret til henstillinger, men også her viste en principiel afstemning i FOA’s delegation, at kønskvotiering ikke er vejen frem i ligestillingen.
PMF havde indsendt forslag om, at honorarer til LO-lønnede tillidsfolk (ledelsen) ikke længere skal tilfalde den enkelte oveni deres kongresfastsatte løn, men skulle tilgå LO. Dette forslag blev ikke vedtaget, men hele FOA’s delegation stemte for forslaget.
Den eneste fornyelse jeg kan få øje på i LO er, at der en gang om året skal ske offentliggørelse af hvilke poster, de LO-valgte har ved siden af, og hvad de samlet set får i honorarer.
En samlet set lidt nedslående oplevelse at være til kongres, men dog også en smule stolthed over at tilhøre en fornyet FOA-delegation.