Efteruddannelse

Af Elisabeth Lockert Lange

INDSIGT OG UDSYN

Et værksted hvor de udsatte unge kan træne sociale kompetencer. Et tværfagligt samarbejde mellem alle de instanser, som har med disse unge at gøre. Det er et par af de visioner, som en efteruddannelse, målrettet socialarbejdere som arbejder med de udsatte, utilpassede vilde unge, har givet to af deltagerne.

Ordet indsigt går igen i de to socialarbejderes engagerede beretninger. De unges indsigt i sig selv, deres følelser og handlemønstre. Socialarbejdernes indsigt i deres eget arbejde, i de andres arbejde, i de fælles mål og i helheden.

Yvonne Kahraman Nielsen er pottemager og pædagog. Hun arbejder på en af Sønderbro Observationshjems sikringsafdelinger, dvs. et surrogatfængsel for de helt unge kriminelle. Sofjan Azzouzi er ansat som gadeplansarbejder i Vilde Læreprocesser, et projekt under Københavns Kommune. Begge arbejder med de vilde unge, de såkaldte U-unge: de utilpassede, uregerlige, udadreagerende, uopdragelige, usikre. Og begge har netop afsluttet efter/videreuddannelsen Udstødelse – unge med massive og komplekse problemer på Københavns Pædagogseminarium.

Det har givet dem meget. De har hver især opnået indsigt i deres eget arbejde, i sammenhænge gennem indsigt i andres arbejde, og de står nu med visioner for konkrete projekter, som kan opkvalificere arbejdet med de unge.

»Det er først nu efter den afsluttende skriftlige opgave, at jeg for alvor har fået sat ord på mit eget arbejde. Og det er først nu jeg rigtig synes, jeg kan implementere det, jeg har lært. Jeg har brugt et år på at få indsigt og udsyn og derefter visioner. Og det er netop det samme, jeg mener de unge har brug for og skal igennem, indsigt i sig selv og deres egne reaktioner og motiver, udsyn i forhold til hvad andre gør og hvorfor, for derigennem at få visioner«, fortæller Yvonne Kahraman Nielsen og fortsætter:

»Dette år har været en ren luksus. Jeg er blevet fodret med informationer og har fået mange forskellige vinkler på tingene. Vi har fået en viden om hinandens arbejde og er blevet tændt på at lære og læse om andre. Den skriftlige opgave er individuel, og den gav mig rigtig meget erkendelse; jeg fik sat ord på min egen praksis og udsyn til bl.a. Sofjans arbejde. Det er rart at sidde sammen og erkende at vi har brug for hinanden, tilsammen er vi en helhed.«

For mange skyttegrave

For Sofjan Azzouzi har uddannelsen givet stor eftertænksomhed og fordybelse i områder. Det giver styrke. Især står behovet for tværfagligt samarbejde tydeligt for ham

»Viden er vigtig. At opsøge information i arbejdet og kigge på arbejdet ovenfra. Min skriftlige opgave handler om samarbejde mellem instanser og institutioner omkring den unge. Jeg var nødt til at begrænse mig i opgaven, så jeg valgte to områder ud: sagsbehandlerne og gadeplansarbejderne. Men jeg samlede også data fra mange andre instanser«, fortæller Sofjan Azzouzi.

»Min konklusion er, at det her er en branche, som i alt for høj grad er præget af skyttegrave. Gadeplansarbejderne har et kæmpe hul i deres viden om sagsbehandlerarbejdet og døgninstitutionernes arbejde, deres rammer, regler og erfaringer. Manglen på viden gør at gadeplansarbejderne kan føle sig misforstået og modarbejdet. Og omvendt. Hvis vi i stedet bruger hinandens ressourcer og viden, så sker noget helt andet. For det kræver samarbejde mellem institutioner og instanser at se muligheder frem for begrænsninger. Vi kan supplere hinanden. Fx har vi gadeplansarbejdere et vigtigt kendskab til vennerne og omgangskredsen. Jeg kan se det der ikke fungerer nu, og de muligheder der er. Og at få indsigt i hinandens arbejde og samarbejde behøver ikke gøre indsatsen dyrere.«

En konkret vision er tværfaglige grupper med skolelærere, klubmedarbejdere, gadeplansarbejderne, personale på døgninstitutioner, sundhedspersonale, psykologer, politi, ja sågar advokater og journalister. Alle vinkler på arbejdet er vigtigt, understreger han.

»Jeg tror på netværk. Og samarbejdet skal handle om noget konkret. Det kan være en konkret ung, en konkret gruppe eller en arbejdssituation. Mange ressourcer går nu til spilde, og irritation og frustration følger. Fx slog det mig på et tidspunkt, hvor er sundhedspersonalet henne; de kunne give mig indsigt i hashmisbrug, og nogle af disse unge er også rigtig dårligt ernærede.«

Finde drømme frem

Motivationsarbejde. Sådan beskriver Yvonne Kahraman Nielsen sit arbejde. Den erkendelse er for alvor kommet med efteruddannelsen. Formålet er at motivere de unge. De er bange og forskrækkede når de kommer, de har ingen selvtillid eller selvværd, og tror ikke de kan noget som helst.

»Arbejdet består i at finde ud af, hvad de er gode til, hvad de kan og bruge deres ressourcer fornuftigt, også i forhold til hvad de skal når de kommer ud. Finde deres drømme frem og gøre dem opnåelige. Hjælpe dem til små sikre succeser, male et billede, tømre en reol, konstruere en højtaler til bilen. På Sønderbro har vi ansatte forskellige håndværkerevner, smed, tømrer, pottemager m.m.«, siger Yvonne Kahraman Nielsen.

»Udgangspunktet er, at der er noget godt i os alle, en indre kerne som vi gerne vil puste til. Samtidig forsøger vi at lære dem nye måder at handle og reagere på, mere hensigtsmæssige måder. Deres aggression og frustration kommer ofte ud på en voldsom måde, bl.a. på grund af sprogvanskeligheder. Vi skal vise dem en anden vej.«

Her har efteruddannelsen allerede gjort en forskel.
»Jeg har bevidst prøvet at bruge det. Vist at jeg har set den unge og hans følelser, anerkendt at det er i orden at have de følelser, fx vrede, men det er ikke i orden at slå. Og det virker! Jeg har et helt konkret eksempel på det. En ung fyr som ikke kunne lide mig og sagde det. Jeg fortalte ham, at det var i orden, den følelse måtte han gerne have. Det har ændret vores samspil.«

Yvonne Kahraman Nielsen har en vision om et værksted, hvor de unge kan øve sig og få sociale kompetencer:
»Disse unge har så mange nederlag bag sig, afbrudte skoleforløb, anbringelser osv. De giver op på forhånd af frygt for at det går galt. De har få ord, fortolker i stedet og er let antændelige, når de misforstår andre. Et projekt som Spydspidsen er godt til at skaffe de unge ud på arbejdsmarkedet, men jeg savner et værksted til dem inden. Et værksted hvor de unge kan træne i at håndtere følelser og adfærd og få sociale kompetencer, som er vigtige for et godt arbejdsforløb. Fx træne dem i at håndtere, når arbejdsgiveren skælder dem ud. At de er ok alligevel, i stedet for at gå ud fra, at de bliver fyret. Og hvor de kan prøve konkrete ting, mure, tømre, kunst, prøve det for at finde ud af hvad de gerne vil og har evner for. Sådan et værksted mangler der, med kompetente pædagoger og håndværkere. «

Fredsmægler

Hvor Yvonne Kahraman Nielsen møder de unge i sikringsafdelingen, møder Sofjan Azzouzi dem på gaden og ofte i grupper. Deres gruppesammenhold giver ikke mulighed for følsomme snakke, og de unge kan gå fra ham, når de vil.

»Det er sjældent de er sig selv, når de er sammen med vennerne, de har en facade og kan styre det hele på den halve tid. Det er lettest at gøre samtalen konstruktiv, når jeg taler med dem enkeltvis, men der er også fordele ved at fange dem sammen, for så har alle hørt det samme og kan ikke spille smarte over for hinanden. Jeg vender deres egne historier imod dem selv, men på en fornuftig måde. Fx oplevede jeg en episode hvor gruppen af drenge savner én, som sidder inde for vold, fordi han overreagerede på et skældsord. Jeg fortæller dem, at hvis han havde kunnet reagere med et træk på skuldrene, så ville de ikke mangle ham nu.«

Sofjan Azzouzis arbejde handler også om konfliktløsning og fredsmægling, og det har været noget af det tungeste, fortæller han.

»Jeg har ingen uddannelse i det, men jeg har 10 års erfaring, mit menneskesyn, min forståelse, tålmodighed og evne til at være objektiv. Jeg synes meget er lykkedes for mig, selvom det kan være farligt med både knive og våben. Jeg går ind i en konflikt med det mål at blive ved, til den stopper, ikke til jeg ikke kan stoppe den. Jeg overvejer og gennemtænker meget, hvad jeg skal gøre inden jeg møder dem, og hvordan jeg kan komme ind på livet af dem.«

Han har kontakt ikke kun med de unge selv, men også med deres familier, venner og fjender, omgangskreds, klubber, skoler, og alle andre steder hvor den unge kommer. Det kræver, at man er »blåstemplet« af dem, og det er han. Og han kender deres baggrund og kultur.

Som Yvonne Kahraman Nielsen ser også Sofjan Azzouzi det som sit mål at finde ud af, hvad disse unge brænder for og drømmer om. Og at tænde drømmen hvis den er slukket.

»Jeg har gennem uddannelsen fået stof til eftertanke. Jeg har fået nye briller, flere vinkler og nye redskaber. Og det er en rigdom at have fået de briller. Drengene er også glade for, at jeg har fået den uddannelse, det er der respekt om.«

Han påpeger, at det er svært at tale om egen succes i arbejdet med de unge, succesen tilkommer de unge selv.
»Med deres baggrund, socialt belastede, måske analfabetiske forældre, som slår når de ikke forstår deres børn, er det flot at de kan flytte sig og blive velfungerende med egne mål i livet. Den succes tilkommer dem, de laver det største arbejde.«

Yvonne Kahraman Nielsen supplerer:
»Ja, og det giver os en oplevelse af succes af støtte dem i det. Jeg har dem jo nogle gange kun 2-3 måneder, så jeg forventer ikke den store omvæltning. Men vi får startet noget op, og de får vist noget af det gode i dem selv.«

Efter/videreuddannelsen Udstødelse – unge med massive og komplekse problemerer en etårig uddannelse rettet mod socialarbejdere, som arbejder med de unge, som ofte benævnes som uden for pædagogisk rækkevidde.

Andet hold på 20 socialarbejdere blev færdige på Københavns Pædagogseminarium for få uger siden. Desuden er hold afsluttet på Peter Sabro Seminariet. Et nyt hold er nu begyndt på uddannelsen.

Uddannelsen blev etableret ud fra et politisk og fagligt ønske om at styrke indsatsen i arbejdet med unge med massive og komplekse problemer. Bl.a. ved at kvalificere og videreuddanne folk, som havde dokumenteret, at de kunne rumme, samarbejde med og støtte de unge med hensyn til at få et bedre liv. Uddannelsen betales af Socialministeriet.

Uddannelsen starter med en »optagelsessamtale« af halvanden times varighed for at finde de mest engagerede og mest motiverede til at deltage i et reflekterende og vidensskabende teamsamarbejde med hele holdet. Deltagernes arbejdspladser er et spejlbillede af den brede vifte af foranstaltninger/ institutioner, som en stor gruppe af disse unge på et eller andet tidspunkt stifter bekendtskab med.

Uddannelsen er en praksis – teori – praksis uddannelse med 50 uddannelsesdage. Det er en smal uddannelse, der hele tiden tager sit udgangspunkt i deltagernes konkrete erfaringer.