Kommunikation

Af Elisabeth Lockert Lange

DET VÆRDSÆTTENDE ER LIGE OS

I børnehaven Vildrosen er de gået i gang med at bruge værdsættende kommunikation. Det er svært – men også spændende og befriende.
»Det befriende ved værdsættende kommunikation er, at man ikke behøver at bruge tid på at sidde og tale om alle de ting, der er gået skævt. Bare ved tanken om ordet »problemløsning «, bliver man jo helt træt. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at se på problemer nogle gange. Men tilgangen er at kigge på, hvad vi gør godt. For det er dér energien, forcerne og drivkraften ligger.«

Det siger Bente Krogh Pedersen, leder af Vildrosen; en udflytterbørnehave med pt. 35 børn. Opsamlingen er en lys stuelejlighed tæt ved Nørrebros runddel. Og hver dag kører bussen børn og personale den 45 minutter lange tur op til naturskønne omgivelser i Tørslev i Hornsherred.

Institutionen åbnede i december sidste år. Og ret hurtigt besluttede de ni ansatte at »indføre« værdsættende kommunikation i hverdagen. De startede med at formulere institutionens værdigrundlag og mål. Bl.a. gik hver enkelt medarbejder hjem og tænkte over »Hvad skal der efter min mening til for at få et godt liv?« Samtidig var Bente Krogh Pedersen som leder på et kursus i værdsættende kommunikation. Senere tog hun og souschefen på et weekendkursus i metoden hos LFS.

»Jeg blev glad over at opdage, at der fandtes noget, der hed dét, vi gerne ville. Som tog udgangspunkt i noget positivt. Vi mener, at det skal være rart og sjovt at gå i børnehave; at det er dér den bedste drivkraft ligger. Så det værdsættende passede på de grundholdninger, vi allerede havde formuleret. «

Sig det positive højt

Bente Krogh Pedersen erkender, at det kan være svært at indføre værdsættende samtale, bl.a. fordi ikke alle ansatte har været på kursus i det. Men det handler også meget om øvelse. F.eks. har de i starten, da de formulerede stedets pædagogiske mål og værdier, gjort dét at alle ansatte skulle fortælle en god historie fra deres pædagogiske virkelighed for at illustrere de ting, de syntes var vigtige. På personalemøder i institutionen laver de af og til runder om: »Hvad har givet os energi i den foregående periode?« Og over for hinanden er de ansatte også blevet bedre til at sige »Du var rigtig god i går«.

I Vildrosen bruger de ikke kun værdsættende kommunikation over for kolleger, men også i forhold til børn og forældre. Over for børnene kan det f.eks. handle om at finde deres positive egenskaber og sige dem højt.

»En dag sad vi f.eks. og snakkede med en gruppe store piger. Jeg sagde, at »alle er gode til noget«. To af dem sagde »Jeg er ikke god til noget«. Det overraskede mig meget, fordi det tilsyneladende var piger med et højt selvværd. De spurgte mig så, hvad jeg syntes, de var gode til. Det fortalte jeg dem, og de solede sig i det længe.«

I dagligdagen øver personalet sig bl.a. i at være værdsættende ved på stuemøder at evaluere deres indsats. Dvs at de tager fat i konkrete episoder og taler om, hvor godt eller skidt det lykkedes at handle værdsættende dér. Et eksempel kunne være en situation, hvor tre børn var gået i køkkenet og havde spist en kage, der var beregnet for hele gruppen.

»Vi talte om, hvordan vi havde skældt dem ud, og om vi kunne have gjort det anderledes. For hvordan har man det selv, når man bliver skældt ud? Får man lyst til at ændre sig? Nej. Børnene skammede sig jo i forvejen. Og der skal også være plads til at fejle.«

 

»I løbet af en dag er der da sikkert masser af gange, hvor vi ikke er anerkendende eller værdsættende. Hverken over for os selv eller hinanden. Men det går den rigtige vej«, siger Bente Krogh Pedersen.