Kommunikation

Af Elisabeth Lockert Lange

AT GØRE FÆLLES

Kommunikation er at gøre noget fælles, og det er grundlæggende i et samfund. Men det er ikke altid så enkelt endda. Det viser indholdet i mange samarbejdssager – og antallet af dem. Og det ses i de mange kurser og temadage om emnet.

Det er vigtigt for os alle, uanset om det er i et større samfundsperspektiv eller i et tæt samarbejde med en kollega, at vi kan komme til orde og bliver lyttet til. Hvordan kommunikationen sker, er med til at afgøre om samarbejdet og samværet opleves negativt og konfliktfyldt eller konstruktivt og udviklende.

At kommunikere betyder: at gøre fælles. Og kommunikation er grundlæggende for alt socialt fællesskab.

For at få indsigt i og forstå os selv og vore medmennesker, vores gruppe og organisation skal vi have kommunikationsperspektivet med. Vi kan forstå individer som deltagere i forskellige kommunikative systemer og handlinger, og vi kan kortlægge og analysere en familie eller en gruppe ved hjælp af det kommunikationsmønster, som er udviklet mellem medlemmerne indbyrdes og mellem gruppen og omverdenen.

Styring af adfærd

Den enklest tænkelige kommunikationshandling er mellem to deltagere. Men helt ukompliceret er den ikke. Den involverer roller eller funktioner som afsender og modtager. Det er altså ikke nødvendigvis to personer det drejer sig om, men to funktioner eller roller. I almindelige samtaler er kommunikationen tovejs, mens den i denne kommunikation mellem mig som skribent og dig som læser er en-vejs. To personer i en almindelig samtale skifter over tid mellem de to roller. Efter visse subtile regler, ofte signaleret ikkesprogligt, skifter rollerne. Enkelte gange kommer det til en vis kamp om ordet, og vi snakker i munden på hinanden. Det afspejler, at kommunikation også har med kontrol at gøre, med styring af egen og andres adfærd; kontrol og påvirkning er et kernepunkt i al kommunikation.

Den almindelige samtale synes meget demokratisk. Samtalen eller dialogen i dens ideelle form er nærmest prototypen på ligestilling, gensidig respekt og demokrati. Samtalen handler om at blive klogere ved hjælp af hinanden. På den anden side er den enkeltes gennemslagskraft i samtalen afhængig af status, vidensniveau osv. Kommunikationen er mere kompleks, hvis der er flere end to deltagere i kommunikationshandlingerne. Med flere end to deltagere kan der indgås koalitioner, og en af dem kan sætte de andre op mod hinanden osv.
Dette er – i praksis – yderst velkendt for personalegrupper.

Kommunikative redskaber

Hvis kommunikationen skal fungere, må en række forudsætninger være opfyldt. En nødvendig forudsætning for god kommunikation er en vis evne hos deltagerne til at indleve sig i den andens perspektiv og forstå den andens præmisser.

Når fx små børn fortæller noget, har de en tendens til ureflekteret at tro, at andre har set og oplevet akkurat det samme som de har. Voksne kan til tider gøre det samme.

Også du-tager-fejl og jeg-har-ret tænkningen kan præge en kommunikation, hvis der er en stor uenighed. Modstand og konflikter i forhold til andre kender vi alle til. Vi kan selv gøre meget for at bidrage til en løsning, selv når vi mener, at det er os, der har ret og modparten uret. Bl.a. kan vi kommunikere og lytte på en måde, der viser, at vi respekterer modpartens følelser og behov, så hun oplever sig hørt og forstået.

Her kommer kommunikationsredskaber og -teknikker ind i billedet. Det kan være anerkendende eller værdsættende samtale, empatisk kommunikation eller girafsprog, assertiv kommunikation, mediation eller andre måder at kommunikere på, som kan forvandle anspændte situationer til fredelige dialoger. Det handler bl.a. om at sige sin mening uden at det lyder som en anklage, møde kritik og krav på en måde, der fremmer gensidig forståelse og sige nej, uden at modparten oplever sig afvist.

Hvordan taler vi med hinanden, så vi opnår både dialog, forståelse og udvikling? Hvordan ser den gode supervision eller det gode personalemøde ud? Hvordan undgår vi mobning og dybe samarbejdskonflikter? Over de næste numre af LFS Nyt ser vi på flere af disse teknikker og redskaber til et bedre samarbejde.

Vi lægger ud med værdsættende eller anerkendende samtaler. Som den tyske socialfilosof, Axel Honneth siger, kan mennesket kun udvikle en stabil og holdbar identitet, hvis det møder anerkendelse fra sine omgivelser. Mennesker har et iboende behov for anerkendelse fra artsfællerne, mener han og skelner mellem tre former: den man opnår gennem følelsesmæssig kontakt i intime relationer, den der opnås ved at man betragtes som et moralsk tilregneligt samfundsmedlem, og endelig den anerkendelse, der knytter sig til en social værdsættelse af ens præstationer og evner.