Det rummelige arbejdsmarked

Af Elisabeth Lockert Lange

VI LØFTER I FLOK

Vuggestuen Smørklatten fortæller, hvordan det lykkedes dem at skabe et flexjob til en af deres medarbejder.

Holdninger som »hvor der er hjerterum er der husrum« og »det handler om at ville det« lever i bedste velgående i vuggestuen Smørklatten. Også selvom det koster noget. Det vidner den vilje til rummelighed om, som ledte frem til pædagog Connie Uths ansættelse i et 15 timers flexjob i vuggestuen.

Smørklatten ligger smukt ud til Christianshavns Vold. Her er 22 vuggestuebørn sammen med fem pædagoger, fire medhjælpere og en køkken/rengøringsansat. Connie Uth har været en af de fem pædagoger i 21 år. I alle 21 år har hun on and off haft sygeperioder, efter hun helt tilbage i 1979, lige da hun var blevet færdig som pædagog, blev kørt over af en lastbil. Så voldsomt at hun blev delvist lam i venstre side og tilbudt invalidepension. Hun takkede nej trods det at hun har problemer med at gå langt, sidde længe og løfte. Alt sammen vigtige funktioner i en daginstitution.

Alt det var kendt af lederen, som selv har været i vuggestuen i 22 år, da Connie Uth blev ansat på 30 timer. Undervejs har der været behov for at kollegerne tog hensyn, og det har de gjort, bl.a. ved at skåne hende for løft.

Sådan gik det lidt op og ned gennem årene. Men med tiden og alderen blev hendes fysik dårligere, smerterne blev kraftigere, og for et år siden gik det helt galt. Hun var sygemeldt i knap tre måneder, og hverken Connie Uth selv eller institutionen troede hun vendte tilbage.

Problemer med bopælskommunen

Men så let lod hun sig alligevel ikke slå ud. Hun ringede til sin bopælskommune Tårnby kommune for at tale med dem om mulighederne og fik tilknyttet en sagsbehandler.

»Jeg ville gerne have et flexjob, for det var vuggestuen indstillet på. Det syntes sagsbehandleren først lød helt rigtigt, men bagefter undrede hun sig over, at hun ikke havde nogen sygejournal på mig. Men det havde hun ikke, for jeg havde jo klaret mit arbejde i alle de år. Sagsbehandleren var ikke til nogen hjælp; hun tog ingen initiativer i forhold til at bede mig om at skaffe lægeerklæringer eller de andre ting, jeg skulle fremskaffe for at kunne få et flexjob. Jeg ringede flere gange og spurgte om flexjob, men nu mente hun det kun var sidste udvej. Hun talte i stedet om omskoling, men jeg kan jo slet ikke sidde ned så længe som det ville kræve, hvis jeg skulle omskoles. Så jeg skrev et langt udførligt brev til hende om, præcis hvad jeg kan og ikke kan«, fortæller Connie Uth.

Både Christianshavn lokalcenter og LFS var kontaktet, og her var holdningen stik modsat. Connie Uth og institutionen fik stor opbakning til beslutningen om et flexjob. Og både lokalcentret og fagforeningen ringede med mellemrum til Tårnby kommune. Men der skete intet.

Den 2. januar vender Connie Uth tilbage som deltidssygemeldt. Lederen ringer til sagsbehandleren og forlanger en stillingtagen og forklaring. Sagsbehandleren begynder i stedet for flexjob at tale om mere administrativ tid til Connie Uth, men dér sætter lederen foden ned. Det er ikke sagsbehandleren i Tårnby kommune som skal bestemme, hvordan de tilrettelægger arbejdet i vuggestuen! Hun ønsker også et møde med Connie Uth alene, men både lederen og LFS insisterer på, at de skal med. Connie Uth fortsætter:

»Behandlingen var uprofessionel. Sagsbehandleren var helt uforberedt, og jeg måtte gentage alt, hvad jeg allerede havde skrevet i mit brev. Sagsbehandleren talte fortsat om revalidering, og tilsidst gav LFS hende et ultimatum: Enten lå der en mail inden to dage med klar besked, eller vi gik videre til hendes chef. To dage efter kom mailen, at jeg kunne få mit flexjob. Jeg har for øvrigt valgt at klage til Tårnby kommune over behandlingen af sagen.«

Lokalcentret, som havde støttet tanken hele vejen igennem, regnede økonomien ud og stod i det hele taget for alt det formelle omkring jobbet. Ikke mindst Karina Hesselfeldt fra lokalcentret får stor anerkendelse for indsatsen.

Kræver tilrettelæggelse

Den 1. juli trådte aftalen i kraft. Flexjobbet er på 15 timer om ugen, fordelt med tre timer om dagen. De forsøgte med flere timer på samme dag, så Connie Uth kunne få fri en dag om ugen, men det gik ikke, hun blev for træt. Det samme gjaldt om eftermiddagen. Men det er også vigtigt for både Connie Uth og resten af personalet, at hun bibeholder kontakten med både forældre og kolleger, derfor har de indrettet sig, så der også er dage der går hen over frokost.

De andre i personalegruppen løfter børnene, lægger dem ud i krybberne og den slags, og Connie Uth tager kun med på ture, når hun synes hun kan klare det.

»Det kræver da noget planlægning og tilrettelæggelse. Der er to stuer her med hver 11 vuggestuebørn, og der er altid to, der arbejde sammen med Connie på stuen, så den fysiske belastning ikke hviler på kun en person. For selvfølgelig har det nogle omkostninger med større belastning for resten af personalegruppen «, siger vuggestuens leder.

Også økonomisk er der omkostninger. Institutionen har søgt og fået penge fra en central pulje i kommunen, men den dækker ikke hele Connie Uths løn. For da Connie Uth gik fra sin stilling som souschef til flexjobbet, gik hendes løn ned på begyndelsestrinnet for assistenter. Men det synes institutionens personale ikke var rimeligt, så de valgte at betale hende hendes hidtidige løn. Det koster selvfølgelig ekstra, og det er der fuld opbakning til i personalegruppen.

Skal ikke kasseres

Nogle institutioner er betænkelige ved at have en kollega i flexjob og ved det rummelige arbejdsmarked i det hele taget, normeringerne og belastningerne i institutionerne taget i betragtning. Og jo mindre institutionen er, jo færre bliver der at fordele den ekstra belastning på. Hvordan kan det så lade sig gøre i en lille institution som Smørklatten?

Vuggestuens leder mener, at rummelighed er et spørgsmål om at ville den. Hvis man vil, kan man også, og så må man tilrettelægge dagen, så det kan lade sig gøre.

»Connie Uth har været her i 21 år, og man kan ikke bare kassere en kollega, når hun har brug for støtte. Så dårlige er vores normeringer heller ikke, at vi ikke kan få dagen til at køre. Der skal være plads til alle, og vi tror på at man kan. Vi er bevidste om, hvordan vi planlægger og tilrettelægger, så det fungerer. Det har jo under alle omstændigheder været en del af vores rutine i mange år, og selv om Connie nu har færre timer, så er der jo til gengæld timer til at andre tager over. De fleste af os pædagoger her i vuggestuen har været her i en del år, mens medhjælperne kun er her i et par år, for de skal ud og have en uddannelse. Og måske tager de så et større fysisk slæb i de år, end de ellers ville«, siger hun.

Institutionen synes det er vigtigt at beholde Connie Uth både som kollega og på arbejdsmarkedet. De ser også det menneskelige aspekt i det: »Hun skal da ikke hjem og kede sig som 50-årig, når hun hellere vil på arbejde. Vi løfter i flok. Og Connie har klaret 30 timer i 20 år, det skal da påskønnes, at hun valgte arbejdsmarkedet fremfor invalidepensionen, da hun fik den tilbudt.«

Det handler med andre ord meget om holdning og indstilling til arbejdet – om man tager den negative eller den positive indfaldsvinkel, mener de to pædagoger, og »vores job er jo både givende og positivt.«

»Vi har et kollegialt sammenhold med en ansvarlighed over for os selv og hinanden, og folk kan være her med det, de nu har at byde på, så længe de udviser gensidig respekt for hinanden. Der er også plads til at man er sær ind imellem, for det er vi også.«

For Connie Uth har den støtte, hun har oplevet fra især kollegerne, men også fra lokalcenter, fagforening og forældre betydet meget.

»Støtten er utrolig vigtig i en proces som denne, og jeg har fået enorm støtte. Hele personalet gik ind for ordningen. Jeg kender da godt andre steder og pædagoger, hvor jeg hører at det er svært at få det til at lykkes. Men når det kan lade sig gøre i så lille en institution som vores, må det kunne gøres andre steder også.«

Institutionens leder er enig: »Selvfølgelig er det en ballast i sådan en situation, at personalet er med, og at flexjobbet vil lykkes, hvis der ikke kommer problemer andre steder fra. I dette tilfælde har det været Tårnby kommune, som har været problemet, men lykkes gjorde det alligevel.«

Flexjob er til medarbejdere, som har en varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. Ved flexjob kan der i ansættelsesvilkårene tages hensyn til den ansattes nedsatte arbejdsevne fx ved at den ansatte har mulighed for hvilepauser i løbet af arbejdstiden, udeladelse af specifikke funktioner, eller at den ansatte arbejder på nedsat tid, men får fuld løn.

Det er bopælskommunen, i Connie Uths tilfælde Tårnby Kommune, som konkret vurderer og bevilliger flexjobbet. Og det er også bopælskommunen, som betaler lønrefusionen til arbejdsgiveren. Lønrefusionen kan være 1/2 eller 2/3 af lønnen. Selve lønnen betales af arbejdsgiveren, i dette tilfælde institutionen. Den 1/2 eller 2/3 refusion gives ikke af den flexjobsøgendes hidtidige løn, men af den mindste overenskomstsmæssige løn, dvs. grundtrinnet for assistenter.

Københavns Kommune har en pulje til flexordninger, som institutionerne kan søge på. I en ansøgning skal de økonomiske konsekvenser begrundes. Men det er svært for ikke at sige umuligt for institutionen at beregne den endelige økonomiske konsekvens af et flexjob, da Københavns Kommune ikke tager stilling til en sådan ansøgning, med mindre bevillingen fra bopælskommunen allerede foreligger. Institutionerne skal med andre ord beslutte sig for at tilbyde en medarbejder flexjob, før de har mulighed for at beregne de økonomiske konsekvenser.

At det er sådan, begrunder Københavns Kommune med, at den refusion som bopælskommunen beslutter at give, spiller ind i forhold til, hvor meget Københavns Kommune yder fra pujlen.