Dinosaurer eller Gazelle?

SJÆLEKAPITALISME

Så er turen kommet til hjernemassen, sjælen, dine skjulte ressourcer. Det er dem arbejdsgiverne nu vil finde, kortlægge, opdyrke og udnytte. Det griber ind over intimsfære og privatliv, og kodeordet er medarbejdernes engagement og begejstring. At blot passe sit arbejde er det samme som at gå i stå, som er det samme som at være (socialt) død.

Som bekendt er dinosaurusen uddød, men efter erhvervslivets opfattelse findes den i bedste velgående på arbejdspladserne. Her passer den sit arbejde som den altid har gjort, og i fagforeningerne forfægter den regler og rettigheder for andre dinosaurer. Gazellerne derimod er de susende og fleksible medarbejdere, de evigt under 25 år, som arbejdsgiverne eftertragter og forgæves forsøger at holde på. Deraf erhvervslederes evige klagesang om at det er så svært at holde på gode medarbejdere. Arbejdsgiverne vil nemlig have fat i dem der suser, netop fordi de suser, dem der vil blive og gøre hvad de plejer, ja, dem ser arbejdsgiverne slet ikke.

Så vidt antropolog Karen Lisa Salamon, kulturforsker med egne ord. Hun har forsket i ledelsesopfattelser og trends. Derfor har hun fulgt både konsulenter og ledere tæt gennem årene, og deltaget i erhvervslivets kurser sammen med dem, så hun ved hvad hun taler om. Og talte gjorde hun på specialområdets årsmøde, om krav om omstillingsparathed, konstant vækst, udvikling, korpsånd og selvansvarlighed som et ideologisk fænomen set i sammenhæng med markedsliberaliseringens krav om målbarhed. En underholdende og noget skræmmende beskrivelse af og advarsel mod det hun kalder værdibaseret sjælekapitalisme.

Og hvad er så lige værdibaseret sjælekapitalisme? Nu hvor man-power er flyttet til Østen, er mind-power sagen. Det vil sige det som sidder mellem ørerne på os – sjælen. Fokus på udholdenhed, tidsstudier og effektivisering gennem tidsstempling er passé, nu skal sjælen effektiviseres. Human ressource management er navnet, kilden mellem ørerne er »den sidste hvide plet på landkortet«, og en effektivisering og udnyttelse af medarbejdernes sjæl kræver at disse såkaldt skjulte ressourcer findes og kortlægges. Ganske som guldminer tidligere.

Værdiledelse

Men hjernemassen er ikke så håndgribelig og beregnelig som guldet i Afrika. Der skal tages højde for familie, for behov, for rettigheder og for irrationalitet. Siden 70’erne har forskellige trends derfor forsøgt sig med effektiviseringen af sjælen: først via psykologi, derefter via virksomhedskultur, tanken om at alle virksomheder skal have sin egen kultur. I de sidste ti år har kodeordet været værdibaseret ledelse.

I modsætning til tidligere sidder produktionsmidlerne nu inde i vores hoveder, og arbejdsgiverne får adgang til dem gennem vores begejstring og engagement. Det gamle skel mellem det private og det offentlige liv ønsker de derfor fjernet, for de skjulte, endnu ikke udnyttede ressourcer ligger gemt i det private liv, i kolonihaven, der hvor vi har vores hobby, vores lidenskab osv. Og nu er det arbejdsgiverne, som er modstandere af fremmedgjorthed i forhold til produktionsmidlerne. Det var fagbevægelsens parole, dengang produktionsmidlerne var arbejdsgivernes ejendom, og mange fagforeninger reagerer stadig positivt på det – anti-fremmedgørelsesbevægelsen har sejret, mener Karen Lise Salamon.

Nu skal vi leve op til virksomhedens værdier. Det gør vi ved at producere mere, ved at vise at vi tror på værdierne, og ved at vise at vi ikke skelner mellem arbejde og privatliv. Men kan man forlange af en hvilken som helst lønmodtager at de skal investere sjælen? Spørger hun videre.

I de nyeste trends – og idéerne siver nedad, advarer hun, bare vent, I skal nok komme til at møde dem – afhænger alt af hengivelsen til forbedring.
»Og jo større engagementet er, jo større er kravet til ledelsen om et eksistentielt nærvær. For hvis man som medarbejder kender sit hvorfor, kan man sluge et hvilket som helst hvordan. De ledere som integrerer medarbejdernes eksistentielle krav vil vinde de bedste medarbejdere, for de vil lægge livet i arbejdet. «

Syv veje til effektivitet

Tonen har overskredet grænsen til det religiøse i de amerikanske guruer for erhvervslivet: konsulenter og præster går op i en højere enhed. »Du har det i dig selv« lyder det, ganske som i religionerne.

Det er amerikaneren Steven Covey, en tidligere prædikant, et godt eksempel på. Han er en succesrig forfatter af bøger hvis mål er at skabe effektivitet. Skriv hans navn på en søgemaskine, og der popper et hav af referencer til bøger, videoer etc. op. Steven Coveys mest berømte bog og mange erhvervslederes bibel er »7 gode vaner for yderst effektive mennesker«. De syv vaner opstilles som eviggyldige sandheder, og de vil ændre hele dit liv. De er som følger: Vær proaktiv (dvs tag ansvar og ejerskab). Begynd med tanke på slutningen (dvs vision). Sæt det vigtigste først (dvs integritet og prioritering). Tænk i vind/vind (dvs gensidig respekt). Forsøg først at forstå derefter at blive forstået (lær at lytte). Skab synergi (kreativ). Hvæs saven (fornyelse).

»Og det bruger erhvervsledere, som har forrygende travlt, dage på et seminar på at høre om«, undrer Karen Lisa Salamon sig. »Vind/vind-tanken er da smuk, og man kan gå ind i fx en forhandling med den, men at hævde, at alt bare er vind-vindsituationer, det er for meget. For hvorfor er der så massakrer…. «

Et kodeord er »self-management«. Adfærd styres af værdier, og det starter indefra. Steven Covey opstiller fire »fødselsgaver «, vi alle har fået (og der accepteres ingen undtagelser, hverken fattigdom, undertrykkelse eller krig): frihed og magten til at vælge; fire intelligenser: at lære, at elske, at leve og at efterlade en arv, altså en etisk sådan; hold hvad du lover og følg din samvittighed. Karen Lisa Salamon beretter om et kursus, hun deltog i sammen med en stribe erhvervsledere, hvor de blev sat til at skrive deres egen gravtale; det de gerne ville huskes for, skal de se som motoren, missionen i deres liv i dag.

Tidsrøverne

Den største synd i dette halvreligiøse univers er at holde på regler og pukke på sine rettigheder. For så demonstrerer man at man ikke er fleksibel, ikke er omstillingsparat, at man ikke tænker vind/vind, og at man afviser at fiasko er ens egen skyld. Alt er op til en selv; der ligger en tro på at kulturen skaber organisationen snarere end at organisationen skaber kulturen: hvis jeg indfører en positiv kultur, får vi en positiv virksomhed.

»Der foregår et angreb på rettigheder for øjeblikket, og de som står fast på rettigheder anses for at være tidsrøvere. Fagforeninger fx. Det beskrives som et opgør med bureuakrati, men det er ikke sandt, for der er masser af bureaukrati i de nye trends, bl.a. masser af spørgeskemaer! Hvis man fx ikke ved hvem man er, kan man tage en test og få det at vide. Eller beslutte hvem man vil være: »det jeg tror på bliver jeg.««
>Tid er et nøglebegreb. Karen Lisa Salamon citerer Benjamin Franklin for at have sagt, at tid er penge. Men han sagde også at uden regler og bureaukrati holder samfundet ikke. Dengang skulle man spare tid for at få tid til at gå i kirke. Nu sparer vi tid for at få mere tid.

Tid er i dag i sig selv en økonomisk størrelse, nu hvor vi ikke har guldvægten som målestok mere. Over 90% af værdiskabelsen kommer fra køb og salg af aktier; og det handler om tid: hvor hurtigt kan en aktie nå rundt om jorden og købes og sælges.

Her ligger en ny kompetence, fortæller Karen Lisa Salamon: det at vide hvornår tid er lige til tiden. Dvs hvornår der er optimal vinding, og hvornår det er for sent. Eksperter siger at det er uforudsigeligt, men vel ikke mere end tidligere, mener hun.

»Tid ses som en værdiresere, vi sælger af den og bruger af den. Og der er et etisk krav om konstant forandring. Så brugen af vores tid er stadig et moralsk anliggende, blot bruger vi ordet etisk for at fjerne de religiøse overtoner ved det moralske. «

At gå i stå er at være socialt død. Og hvis man ikke udvikler sig og forbedrer sig hele tiden, så er man gået i stå. Det handler om hastighed, om tid og om værdi – vi konkurrerer med tiden. Vores identitet skal også helst være hastig og hurtig, og vi skal have travlt. Magt kan måles i hvem der venter på hvem, i hvis tid der er mest værd, og hvis tid der er værdiløs. Gamle mennesker venter fx en hel dag på en hjemmehjælper, som er hos dem i få minutter. Patienter venter i timevis på en læge som ser på dem i få minutter. Og hvem er det der får lov at springe ventelister over….

Karen Lisa Salamon understreger, at hun ikke synes, at fagforeningerne skal nægte at tale dette sprog og disse idéer. Tværtimod skal fagforeningerne bruge dem strategisk fx omkring stress. Sige fx »Ja der kan I se, folk går ned, kurven knækker herude.«