Overenskomstkonference:

Det centrale overenskomstsystem:

KTO, dvs. forhandlingsfællesskabet for kommunale og amtskommunale tjenestemænd og overenskomstansatte forhandler på vegne af alle forbundene i KTO en overordnet ramme for lønstigning m.m. på plads sammen med arbejdsgiverne.

Fordelen ved en sådan samlet forhandling om rammen er, at ingen enkeltgruppe kan »løbe fra« de andre. Det er dette vilkår, som har fået sygeplejerskerne til at melde sig ud af forhandlingsfællesskabet for nylig. Den solidariske fordel i fællesskabet er at grupper, som ikke står så stærk, på den måde også får del i rammen. En opløsning af fællesskabet kan føre til enkelte meget lavtlønnede grupper.

Omvendt bliver alle begrænset af den fælles ramme. Ved sidste overenskomst blev rammen fordelt med 70% som blev forhandlet af KTO, 11% som blev lagt ud til de specielle forhandlinger hos forbundene og 19% som blev lagt ud til decentrale forhandlinger i afdelinger og på den enkelte arbejdsplads.

Indenfor den aftalte ramme sikrer reguleringsordningen, at lønstigningen på det private arbejdsmarked ikke løber fuldstændig fra det offentlige arbejdsmarked. Forskellen i lønudviklingen udmøntes med 80% året efter.

Når der ikke udmøntes 100% er forklaringen, at der tages udgangspunkt i en gennemsnitsudvikling på det private, hvor nogle grupper måske slet ikke er steget, mens det der udmøntes til de offentligt ansatte fungerer som en generel lønstigning til alle, uanset om den sammenlignelige gruppe på det private rent faktisk er steget i løn. I systemet har man valgt at forudsætte, at stigningen på det private er større end i det offentlige, derfor aftaler man en udmøntning forlods, den såkaldte forlodsfinansiering.

Denne forlodsudmøntning er aftalt til Ny løn, og det skønnede beløb er steget gennem årene. Dette beløb skal arbejdsgiverne udmønte inden for overenskomstens år – samlet set. Det vil sige kommunerne i fællesskab, og ikke den enkelte kommune.

Derfor kan en kommune helt undlade at udmønte beløbet og satse på, at andre kommuner gør det. Når for mange kommuner melder ud og siger, at de ikke har penge til at udmønte Ny løn, bliver der ballade både i organisationerne og i de andre kommuner, fordi det betyder, at lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked dermed bliver lavere end den kunne have været i forhold til det private. Og det skal derefter udmøntes via reguleringsordningen. Reguleringsordningen hænger alle kommunerne på, også de kommuner som allerede har udmøntet forlodsfinansieringen, og den udbetales til alle grupper. Derfor kommer nogle kommuner til at betale to gange, så at sige – og nogle grupper i de »gode« kommuner får derfor også penge to gange, først ved forlodsfinansieringen og dernæst ved reguleringsordningen.

Desuden opgøres det kommunerne har forpligtet sig til for hver overenskomstgruppe, og hvis en kommune »skylder« gruppen noget, skal den ved den næste overenskomst. give gruppen 80% af det den skulle have brugt. At det er 80% skyldes, at reguleringsordningen allerede har givet noget til alle.

Inden for den fælles ramme diskuteres også en række tværgående emner, såsom ferie, feriedage, barsel, lavtlønsprojekter, højtlønsprojekter og pension. Flere af disse tværgående emner er afhængige af, at alle er med, lavtløngrupper ville fx ikke have »råd« til at gennemføre dem alene.

Forbundenes egne temaer, de såkaldt specielle krav, bestemmes af forbundet, FOA for LFS' medlemmer. Endelig er der rammeaftalerne, som ligger inden for den ramme, som KTO forhandler sig frem til sammen med arbejdsgiverne. Det er bl.a. senioraftaler. Fælles for rammeaftalerne er, at der skal være enighed om dem, og at der ikke er bundet penge på. Kun i ganske få kommuner er rammeaftalerne implementeret, da kun få har villet finansiere dem. Det bliver diskuteret, om rammeaftalerne i stedet skal flyttes til de specielle forhandlinger dvs. organisationens direkte forhandlinger med gruppens arbejdsgiver.