INDKØBSAFTALER: KOMMENTAR

Af Judith Ibsen, leder af Børnehuset, Nansensgade

DYRERE, DÅRLIGERE OG TIDSKRÆVENDE

Med nogen undren modtager vi en strøm af obligatoriske indkøbsaftaler. Konsekvenserne vender jeg tilbage til. Men, det rejser for mig allerførst nogle principielle spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på.

For det første: Hvad mener København med »værdiledelse«? Jeg ved godt, hvad ordet betyder, og jeg er enig i, at det bærende fundament må være ligeværdighed, tillid, respekt og dialog.
Men hvordan har det vist sig over for kommunens ansatte/- ledere i forhold til indkøbsaftalerne? Hvem er den respektfulde dialog ført med, inden aftaler på vores vegne er blevet indgået?

Det er i FAF næsten blevet en vane, at daginstitutioner og forældrebestyrelser inddrages i overvejelser, inden større institutionsrelaterede ændringer foretages.

Derfor virker det som et totalt stilbrud, at vi nu stilles over for den ene tvungne indkøbsaftale efter den anden – vi kan se, formålet er at spare penge, og det er godt nok – men de værste uigennemtænkte aftaler kunne måske have være undgået, hvis de i det daglige ansvarlige var taget med på råd?

Videre er det måske undgået Økonomiforvaltningens blik, at der på daginstitutionsområdet er indført selvforvaltning – økonomisk, personalemæssigt og driftsmæssigt?

Hvilket for mig at se betyder, at jeg og forældrebestyrelsen inden for det udmeldte budget og med iagttagelse af overholdelse af diverse rammer og regler, har råderum til at agere frit.Her følger nogle af de konsekvenser, som jeg umiddelbart ser (her er ikke medtaget alle de varegrupper, som bliver dyrere, fordi nuværende aftaler med institutionerne er billigere og bedre).

Om papir- og plastpose indkøb: Giver det højt miljømæssigt niveau, hvis endnu en diesellastbil skal holde for at læsse varer af til institutionerne? På de kommunale institutioner er det heldigvis den nuværende leverandør af rengøringsmidler, men når de selvejende kobles på systemet, risikerer man, at det bliver endnu en forhandler, hvis de iøvrigt har været så rationelle at have kun een leverandør til bleer, vask- og rengøringsmidler, løst inventar som kaffemaskiner, service etc., etc.

Altså to gange dieselos – fremfor én i byens gader.Om kontormøbler: Her har vi specialbyggede skriveborde, sådan at vi kan udnytte rummene optimalt – og skabe en smuk løsning – vi er ikke indstillet på et stilbrud i forhold til en eventuel udbygning af de eksisterende. Vil betyde et indgreb i vores smag og i udnyttelsen af de fysiske rammer.Om vinduespolering: Hvad er miljøgevinsten ved at fjerne eksistensgrundlaget fra de små selvstændige erhverv? En garanti for, at der bruges Svanemærkede midler kunne vel let opnås uden. Når man så læser i pressen forkromede tanker om at fremme små selvstændige erhverv for at mindske arbejdsløsheden, er der noget, der ikke hænger sammen her! Fostrer man en ny hær af arbejdsløse, der skal have kontanthælp?

Videre: Har I en garanti fra de tilladte firmaer for, at de optræder hensynsfuldt, når de har deres gang blandt små børn, eller risikerer vi, at de kommer bragende ind midt i f.eks. vuggestuebørns måltid eller middagssøvn?

Vores hidtidige vinduespolerer er nøje valgt, fordi han rummer den fleksibilitet, som gør ham velkommen hver gang. (Det kan tilføjes, at han nok må dreje nøglen om nu, da han ernærede sig ved vinduespolering på 25 daginstitutioner i København. Den sorg- og krisesamtale måtte vi bære her).

Om elevatorservice: Firmaet Thyesen har lavet vores elevator og vedligeholdt den siden, da de har reservedelene til eget produkt. Har I sikret Jer, at de nye aftalefirmaer kan skaffe reservedele i hele elevatorens levetid? Er bekendt med et eksempel fra et stort boligselskab, der skiftede firma, der godt kunne skaffe reservedele fra det gamle – men i løbet af et par år steg priserne på reservedele så meget at det blev langt dyrere end før, og man blev nødt til at vende tilbage til det oprindelige firma.

Om håndværkere: Det er jo fint, hvor mange af de »tilladte «, der ikke bruger PVC-materialer – men hvordan indkredser man begrebet kvalitet?

Det er – med mit mangeårige kendskab til håndværksarbejder på institutioner – næsten ubærligt at måtte bruge en håndværker, der måske nok kender fagets standarder, men ikke har sans for en bygning og en kundes forventninger.

Der findes altså, lige som inden for pædagogfaget, folk, der er dygtigere end andre. Inden for vores opfordres vi til den allerstørste grundighed ved ansættelser for at finde personen, der matcher netop dette arbejdssted.

Vi er ikke indstillet på at prøve os frem blandt de udvalgte, da netop håndværk har karakter af noget uopretteligt for en bygning. Måske burde man overlade ansvaret for dette til de lokalt ansvarlige? Og: Er tanken, at vi skal betale kørepenge til håndværkere, når der skal rekvireres til vores udflyttersted, hvor vi hidtil har brugt lokale?

Om udflytterkørsel: Behøver vist ikke yderligere kommentarer, da Økonomiforvaltningen nok er kommet i dialog med brugerne?

Forslag: Skær budgettet med det tænkte beløb, giv gode ideer, men overlad resten til de dagligt ansvarlige i respekt for deres evner!
Jeg har en stærk fornemmelse af, at dette bliver dyrere, dårligere og mere tidkrævende.