Cubas handicappede

Af Elisabeth Lockert Lange

INGEN OVERLADES TIL SIG SELV

Cuba: Hjertevarmen og den tropiske varme er vigtige ingredienser sammen med tidlig diagnosticering og individuel terapi på et hjem for udviklingshæmmede uden for Havanna.

Måske er det lyset, der falder så smukt ind i den cirkelformede gård. Måske er det palmerne i baggrunden, varmen eller de mange unge sammen på ét sted. Nogle der går, står, sidder eller hænger og kigger nysgerrigt ud fra værelserne, der støder ud til gården.

I hvert fald er det første møde med Benjamin Moreno, et psyko-pædagogisk behandlingssted for udviklingshæmmede, som ligger lidt uden for Havana, overvældende anderledes og fascinerende.

Som i en film med hurtige sceneskift indfanges øjet hele tiden af nye sekvenser: En pige i strutskørt står i en døråbning og klør sig under brystet. En ung fyr sidder på en stol med en ghettoblaster på skødet og en anden sidder og rokker frem og tilbage på gulvet.

Den hvidkitlede sygeplejerske midt i mængden forsøger at organisere en boldleg med gruppen på gulvet. Det er svært at få bolden til at gå på skift, fordi en af de unge fyre holder kærligt fast i hendes arm, men da det lykkes er latteren og begejstringen stor. Til sidst rejser alle sig op og klapper eftertrykkeligt.

Meget lykkes og kan lade sig gøre på Benjamin Moreno med små midler. Et fantastisk show med sang, musik og en gribende svanesø-ballet udført af to mongoler for eksempel. Det er en del af besøget og dirigenten med store Woody Allen-briller er ikke til at stå for, da han står med dirigentstaven og kigger striks på dem fra koret, der kommer dryssende til sidst og skal gelejdes ind på rette plads.

Han er en af de 225 børn og unge mellem 8 og 51 år, hvis hverdag og liv leves i institutionens gamle og nedslidte lokaler. Havde det været i Danmark, ville det have været »for dårligt« med væggene, der skaller i pastelfarvede kulører, men her er det bare smuk æstetik og en del af den afslappede atmosfære.

Varmen hjælper

Det gamle hus var oprindeligt for polioramte, og først efter revolutionen i 1959, da polioen forsvandt, blev det omdannet til hjem for psykisk og fysisk udviklingshæmmede og børn med multihandicaps.

Halvdelen af de unge bor på stedet, og som regel indtil de fylder 18 år. Derefter kommer de hjem, hvis forældrene kan have dem, forklarer den kvindelige leder.

»Hvis ikke de kan klare sig, tager Komiteen for Forsvar for Revolutionen sig af dem. Vi slipper dem ikke. Selv om vi er et fattigt land, så prøver vi at respektere menneskerettighederne og lader ikke bare folk gå rundt og klare sig selv. Jeg har besøgt et behandlingshjem i New York, hvor de havde alle mulige tekniske hjælpemidler, men jeg syntes ikke, at de fik fat i de handicappede«, siger Dra Aida Jordán Hernández.

»Der tror jeg vi kan noget. Jeg var ved at græde, da jeg hørte om de gamle mennesker, der var døde i Frankrig på grund af varmen. Det sker ikke her, hvor ingen bor alene og der altid er nogen, der holder øje med dig. For mig at se handler vores arbejde om kærlighed og respekt for det enkelte menneske.«

Varmen er vigtig og det er ikke uvæsentligt, at klimaet i Cuba kan give en hjælpende hånd, mener hun.
»Det er min filosofi, at det varme klima hjælper på det hele. Vi tager til havet og svømmer og leger på stranden, og når man ikke skal være inde hele tiden, så tænker man mindre. Det hjælper, tror jeg«, siger Dra Aida Jordán Hernández og smiler.

Fra det grove til det fine

I et lokale lidt længere nede af gangen i det store hus sidder tre børn sammen med en pædagog og er ved at lære at binde deres sko. I et andet lokale er nogle lidt større børn ved at øve sig på tal, farver og forme. De sidder som i et skolelokale og lytter til pædagogens spørgsmål om, hvem der har en rund eller firkantet figur, som så skal puttes ned i papkassen, som er placeret midt på bordet.

Træning af enkle praktiske og motoriske færdigheder er helt centralt på Benjamin Moreno. Åbner man dørene og kigger indenfor i de forskellige afdelinger i det store hus, foregår der mange forskellige aktiviteter. Et sted sidder en gruppe og dypper fingrene i lim og laver papmache-ting, andre syr kludetæpper eller andre former for håndarbejder, og nogle er i gang med at tegne og male. Aktiviteterne er tilrettelagt, så man bevæger sig gradvist fra udvikling af den grove til den finere motorik, fortæller Dra Aida Jordán Hernández.

En svært hjerneskadet spastiker viser stolt sin tegning frem. Den forestiller Che Guevara og Fidel Castro og sidstnævnte skal have tegningen, når den er endeligt færdig og farvelagt. Ved siden af hende sidder en meget koncentreret ung mand i hvid skjorte og maler et lille billede med tynd pensel på et stykke stof.

»Han arbejder fire dage om ugen, men kommer for at dyrke sin hobby den ene dag, hvor han har fri. Der er specielle specielle arbejdspladser, som aflønner udviklingshæmmede. Og hovedopgaven for os er at få de unge til at fungere så godt, at de bliver i stand til at komme ud at arbejde. Vi arbejder individuelt og i små grupper, og de unge er ikke inddelt efter handicaps. Det er en nødvendighed, fordi vi ikke har så mange institutioner, at vi arbejder med så brede grupper. Det giver både fordele og ulemper at sætte unge med hjerneskader sammen med mongoler og autister. Det kan være vanskeligt og forstyrrende, at nogle griner og griner, hvis vi fx ser tv, men omvendt er det også godt for autister at være sammen med andre mere udadvendte grupper og se, hvordan de reagerer«, siger Dra Aida Jordán Hernández.

Mange levede skjult

Udover sygeplejersker og læger arbejder der fysioterapeuter, ergoterapeuter, specialpædagoger, psykologer og socialarbejdere på Benjamin Moreno. De ansatte arbejder også ude i hjemmene og ikke bare med børnene, men i lige så høj grad med forældrene. At de kan komme og tale om deres problemer og få terapi er meget værdifuldt, understreger den kvindelige leder.

Hun lægger også stor vægt på at alle,både dem, der bor der, og dem, som benytter stedet som et dagtilbud, har været igennem en klinisk observation og fået stillet en diagnose af de mange tilknyttede specialister på stedet.
På det område er der sket fremskridt de seneste år, syntes hun: nogle af dem, som i dag bor eller kommer på stedet, levede skjult med deres handicap førhen. Inden for det sidste år har regeringen vedtaget en plan, der tager fat i alle børn og unge med problemer, så de ikke kan gemme sig mere.

»Det viste sig, at mange vi ikke kendte eksistensen af levede skjult med deres handicap, men dem har vi i dag fået opfanget og tilbudt hjælp og behandling. Det er meget vigtigt at få stillet en diagnose fra starten, for det er et stort chok at opdage at ens baby er handicappet. Moren giver faren skylden og omvendt, og alt det vil vi ud over ved at få stillet en diagnose fra starten og tilbyde forældre den service, at de kan komme her med barnet. Der er en lang vej at gå for familien, og det er vigtigt, at de ved, hvad der sker og kan acceptere barnet. Vi ved, at der er familier, der slet ikke vil have et handicappet barn, men hvis de ved, at der er hjælp at få, er det nemmere«, siger Dra Aida Jordán Hernández.