Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Uddannelse
Klubuddannelsen i fare
Af Elisabeth Lockert Lange
Regeringens planer om at nedlægge klubuddannelsen har bragt sindene i kog.
Det er endnu uvist, om klubuddannelsen rent faktisk bliver nedlagt, men hvis regeringen har magt som den har agt, så ryger uddannelsen, når finansloven vedtages.
Med nedlæggelsen af klubpædagoguddannelsen med et pennestrøg henviser man børn og unge i klubberne til medarbejdere uden den pædagogiske opkvalificering, som klubuddannelsen er. Mange af medarbejderne i klubberne har ikke en pædagogisk baggrund, de har derimod andre typer uddannelser, som er værdifulde i samarbejdet med de unge. Men de har brug for en pædagogisk overbygning og opkvalificering.
Klubuddannelsen er netop blevet evalueret fra flere hold, og den har fået en del kritik. Især er der peget på elementer i den, som bør forbedres, så den i højere grad kan leve op til de krav, der nu stilles til klubmedarbejderne. Derfor er der også gennem nogen tid blevet arbejdet med en mulig ny uddannelse. En mere kompetencegivende uddannelse med et bredere ungdomspædagogisk indhold og en mulighed for at gå videre i uddannelsessystemet.
»Det er grundlæggende et problem, at man nedlægger noget, uden at det bliver erstattet af noget andet. Og jeg er for en særlig klubuddannelse. Hvis man nedlægger den gamle, er der ingen andre alternativer end ingenting eller den egentlige pædagoguddanelse. Det synes jeg er problematisk, for der dukker hele tiden nye krav op om at løse stigende ungdoms-pædagogiske opgaver. Det er allerede nu et dilemma, at de, som har den laveste uddannelse, skal løse de opgaver. Men den almindelige pædagoguddannelse er heller ikke den rigtige i den sammenhæng, fordi det netop er nogle andre krav, der stilles til klubarbejdet. Så jeg mener, der bør være en særlig uddannelse til klubarbejdet, som tager udgangspunkt i erfaringer på området«, siger Pia Bah, medlem af forretningsudvalget i LFS.
I 2000 blev der lavet en rapporten om ny klubstruktur, og netop nu er en rapport om de socialt udsatte unge set i forhold til klubarbejdet til høring. Begge rapporter peger på mange nye opgaver og nye måder at arbejde på i forhold til integration af flerkulturelle, forebyggende opsøgende arbejde blandt unge, socialpædagogiske tiltag over for udsatte unge og SSP-arbejde.
»Til det arbejde er der brug for en særlig uddannelse. Desuden er den nuværende klubuddannelse en opgradering for de mange ufaglærte, som nu arbejder i klubberne, og hvis den nedlægges, har de ingen mulighed for opkvalificering. Alternativet er så ingenting«.
Demonstration
Tirsdag den 29. januar demonstrerede klubmedarbejdere og studerende mod den planlagte nedlæggelse af uddannelsen. På Christiansborg Slotsplads talte bl.a. Karen Jespersen og Per Bregengaard for at bevare uddannelsen.
Alle talernes udgangspunkt var, at det er vigtigt for klubmedarbejderne, som ofte kommer fra andre dele af arbejdsmarkedet, at de kan få en uddannelse som passer til klubarbejdet. Karen Jespersen pegede også på, at evalueringen af klubuddannelsen ikke havde anbefalet, at uddannelsen skulle nedlægges, men at den skulle forbedres.
Også LFS, som har ca. 60 daginstitutioner, som enten har tilknyttet klub eller udelukkende er klub, støtter som organisation op om de studerendes kamp.
»Og så vil vi tage en diskussion med klubberne selv om, hvordan de ser situationen, og hvad de mener, der er behov for af uddannelse«, siger Pia Bah.