Dagplejeområdet

…i en krog

Af Elisabeth Lockert Lange

I en konflikt med et barn er det altid den voksnes ansvar at finde løsninger og ændre mønstre. Det kræver bevidstgørelse af ens egne gamle reaktionsmønstre, og det kræver, at den voksne tager ansvaret for rammerne for relationen og samværet. Det fortalte Hans Ehrenreich 60 engagerede dagplejere.

Et bidebarn kan på kort tid trænge en dagplejer op i en krog, men 60 videbegærlige og diskussionslystne dagplejere kan på endnu kortere tid trænge en – efter deres mening – lidt for teoretisk oplægsholder op i en krog.

Det fik vi at se ved dagplejeområdets café-debataften om kommunikation – med titlen »Når børn trænger os op i en krog«.

Hans Ehrenreich er exam.pædagog og har en terapeutisk videreuddannelse fra Kempler Instituttet. Han har arbejdet i daginstitutioner bl.a. med syge og udsatte børn. Nu holder han kurser og temamøder, og han giver supervision bl.a. til dagplejegrupper.

Hans Ehrenreich startede med begyndelsen, nemlig hvordan vores egen barndom er baggrund for vores praksis og reaktioner i arbejdet med børn. Det gjorde de 60 deltagere fra dagplejeområdet utålmodige. De ville vide konkret, hvad de skulle gøre, når børn trænger dem op i en krog. Og da han efter pausen gav udtryk for, at de bare skulle spørge og afbryde, benyttede de fleste af deltagerne sig af det, og der kom for alvor gang i debatten.

Det lykkedes for Hans Ehrenreich både at tage fat i de konkrete spørgsmål og problemstillinger og at give den teoretiske baggrund, som var vigtig for ham. At man som voksen erkender, at man er nødt til at tage udgangspunkt i sig selv, hvis man vil ændre sine reaktioner, og at man som den voksne må tage ansvaret for relationen til barnet.

Voksenansvar

Hans Ehrenreichs røde tråd var den afgørende betydning, som vores egen barndom og indlærte adfærdsmønstre har for, hvordan vi tackler en konflikt med et barn.

»En stor del af hvad vi lærer i barndommen, tager vi med os, og det får kolossal betydning i voksenlivet. Børn er i mesterlære, og de efterligner vores måde at være vred, glad, ked af det på – og at løse konflikter. De arbejder med at modellere sig til at kunne håndtere livet. Det kan være svært at huske, når man bliver vred på barnet. I konflikten med barnet bruger vi vores egen barndoms konfliktmønster – hvis vi altså ikke har bevidstgjort og ændret det.«

En dagplejer kommenterede: »Hvis der er problemer med et barn, ryger man lige ned i egne reaktionsmønstre og eget følesesliv.«

En anden sagde: »Hvis jeg siger, at jeg er irriteret, så får jeg en løftet pegefinger, snarere end en anerkendelse af at det er en normal følelse. Og jeg får dårlig samvittighed.«

Hans Ehrenreich understregede, at hvis problemerne er for store, skal man bede om hjælp udefra, fx supervision.

»Det er vigtigt at tillade jer selv at blive irriterede. Men I skal også gøre noget ved det, så I ændrer barnets mønster. Ansvaret for relationen lander hos den voksne hver gang.«

Han understregede, at han ikke har en fast »model« for konfliktløsning.

»Jeg ser på, hvordan jeg bedst opnår kontakt til det barn, som fx bider i netop den situation. Nogle gange vil det være rigtigt at trøste det bidte barn først, andre gange det bidende.«

Rammer og regler

Det bidende barn blev det stående eksempel i diskussionen om det barn, som trænger dagplejeren op i en krog. Og dagplejerne på caféaftenen kom selv med flere løsninger og kommentarer.

Én anbefalede, at man giver barnet opmærksomhed på en anden måde, end de er vant til, og især også i positive situationer. En anden foreslog, at man inddrog barnet i alle praktiske opgaver.

Hans Ehrenreich understregede, at vi skal afvise handlingen men ikke barnet.

»Sig til ham, at det må han ikke. Men tag ham også op og trøst ham. Børn bider, fordi de søger kontakt. Hvis vi bare skælder ud og sender ham hen i en krog, forstærker vi adfærden. Og når barnet gentager mønstret, så skaber vi myter om ham, allerede fra morgenstunden. Og børn er meget samarbejdsvillige, de læser vores kropssprog og afstandstagen. Vi understøtter ofte en adfærd, og giver dem problemet i stedet for at se dem og ændre relationen, så vi kan være sammen på en anden måde.«

En anden deltager forslog, at man indarbejder regler såsom »man bider ikke i dagplejen«. Det fik Hans Ehrenreich til at tale om grænser, regler og rammer.

»Ansvaret for konflikten ligger altid hos den voksne, og den voksne skal tage ansvar for situationen. Men jeg har arbejdet med grænsesætning gennem årene, og jeg kan ikke anbefale, at man sætter grænser i form af regler omkring barnet hele tiden. Så underkender man det. I stedet skal vi sætte vores egne personlige grænser. Jeg har gode erfaringer med at sige, hvordan jeg har det med det barnet gør, at jeg bliver bange, ked af det osv. Men jeg mener det er vigtigt, at den voksne tager ansvaret for at sætte rammerne, og at børn har frihed til at eksperimentere inden for de rammer. Det er ikke nødvendigvis det samme som regler. Min erfaring er, at de børn der bider og trænger os op i en krog, er de børn, hvis forældre har svært ved at sætte de rammer«, sagde han og uddybede:

»I en konflikt skal man flytte fokus fra at lave en regel til at se barnet. Når barnet driller eller bider, kommer den voksne i en handletvang for at stoppe det, og barnet kender forløbet med at få skældud og blive sendt ind på værelset. Det gælder om at se og anerkende barnet og dets behov, se hvordan det har det, og det som er baggrunden for, at barnet bider. Og så tale med barnet om, hvordan man gerne vil være sammen med det.«

Den skjulte del

Barnet oplever et grundlæggende dilemma i opvæksten: hvornår skal det vælge sig selv, og hvornår skal det samarbejde med de andre. Ganske som vi oplevede i vores barndom.

»Vores selv er splittet i opvæksten mellem en anerkendt/tilladt del og en forbudt/skjult del. Hvis den tilladte bliver for snæver, så den kun består i fx at gøre mor glad og passe lillebror, kan barnet blive alt for overansvarligt som voksne, noget som pædagogisk personale som dagplejere og pædagoger i øvrigt ofte er«, sagde Hans Ehrenreich og pegede på, at hvis man skal øget sit selvværd kræver det en øget selvindsigt, det vil sige, at man øger sin viden om den skjulte del.

En af deltagerne i caféaftenen sagde: »Når børnene ikke reagerer på det jeg gør, som børn normalt ville gøre, så bruger jeg mig selv, ser på min adfærd og forsøger at gøre noget andet.«

Hans Ehrenreich tilsluttede sig: »Ja, man skal forholde sig til den skjulte del og beslutte, om man skal gøre noget andet, end man plejer at gøre i bestemte situationer, eller om man vil undertrykke den. Men hvis man vælger det sidste, betyder det noget for relationen til andre, og hvis man vil arbejde med at ændre sine reaktioner og mønstre, så kræver det bevidsthed og selvudvikling.«