Samarbejde

Det svære tværfaglige

Af Elisabeth Lockert Lange

Der er behov for et godt tværfagligt samarbejde mellem pædagoger, lærere og sagsbehandlere for at skabe helhed og løse opgaverne med børn og unge bedst muligt. Men det er lettere sagt end gjort. Der er en række barrierer, som det kræver dialog at overvinde, mener to pædagoger, som har kortlagt barrierer og mulige veje frem.

Der er brug for tværfagligt samarbejde mellem pædagoger, lærere og sagsbehandlere. Men tværfagligt samarbejde er sjældent let. Forskellige faggrupper har forskellige kulturer og forskellige selvopfattelser, en hel del fordomme om hinanden og meget lidt reel kendskab til hinanden og hinandens arbejde.

Det mener pædagog Jytte Larsen, leder af daginstitutionen Kernehuset, og pædagog Dorthe Thorbech, faglig sekretær i LFS og med 21 års erfaring fra daginstitutionsarbejde. De har sammen skrevet et speciale om emnet som led i deres efterud- dannelse på Danmarks Forvaltningshøjskole.

Vejen frem hedder dialog. Specialets kortlægning af især de usynlige faktorer, såsom fordomme, holdninger, normer og roller, der indgår i ethvert samarbejde, viser, at der er brug for en dialog og bevidsthed om, hvorfor barrierer opstår. Denne problematik sætter Almenområdets bestyrelse derfor på dagsordenen for at skabe debat om det tværfaglige samarbejde, og hvordan man kan fjerne barriererne. I fire udvalgte bydele vil Jytte Larsen og Dorthe Thorbech holde oplæg for alle bydelens daginstitutionsansatte her i foråret.

»Når der tales så meget om det tværfaglige samarbejde, er det først og fremmest på grund af moderniseringen i den offentlige sektor. Det har sat fokus på service og helhed i opgaveløsningen, og på hvor vigtigt det er, at flere fag samarbejder om at løse opgaverne«, siger Dorthe Thorbech.

De betegner det tværfaglige samarbejde som en metode til at løse opgaver bedst muligt. En metoden hvor hver fagperson med sine menneskelige ressourcer indgår med hver deres faglige kompetence til at løse en fælles opgave.

Et formål med samarbejdet

Det tværfaglige samarbejde har aldrig fungeret, mener Jytte Larsen og fortsætter:

»Man skal skelne mellem det kontinuerlige samarbejde og ad hoc samarbejdet om problemer – især bekymringsbørn. Og især i forhold til bekymringssagerne fungerer det ikke. Først og fremmest er det utrolig vigtigt, at vi får defineret rollerne, for en af barriererne i dag er, at rollerne ikke er ordentligt defineret. Og dermed heller ikke forventningerne til hinanden. Vi har også alt for lidt kendskab til hinandens arbejde, og derfor har vi fordomme. Og når vi ikke kender hinandens arbejde, kan vi ikke gøre det bedste for barnet.«

Dorthe Thorbech fortsætter:

»Nogle mener, at forudsætningen for tværfagligt samarbejde er, at man er forankret under den samme ledelse. Det mener vi er forkert. Vores undersøgelse viser, at forudsætningerne for samarbejdet er, at hvert fag oplever sig som en ressource og bliver respekteret, og at der er en motivation, et formål, og at man er med i beslutningerne og får anerkendelse.«

De præciserer:

»Tværfagligt samarbejde kan hverken defineres som fælles faglighed eller en tredje faglighed. Vi mener, at forskellige fagligheder sammen skal løse fælles opgaver. Styrken ligger i, at vi hver især kan noget. Et fags særkende og værdier er unikke og bør derfor være umistelige. Et tværfagligt samarbejde bygger på flere fags værdier, der indgår som grundfaktor i et kvalitativt og berigende samarbejde.«

Manglende kendskab

Et fags særkende dannes og påvirkes af uddannelsen, de orga- nisationsmæssige sammenhænge, af de faglige organisationers fagpolitiske holdninger og ikke mindst af samfundets og deres egen opfattelse af fagets status.

Inden Jytte Larsen og Dorthe Thorbech startede på deres undersøgelse forestillede de sig selv et hierarki med sagsbehandleren øverst, derefter læreren og nederst pædagogen. Helt så enkelt var det ikke, viste det sig i de kvalitative interviews, de lavede med de tre faggrupper: lærere, pædagoger og sagsbehandler.

»I interviewene udtrykte lærerne meget frustration og usikkerhed over, hvad deres opgave er. Skal de undervise eller lave socialpædagogisk arbejde. De beskrev, at de er dårlige til at skabe fælles fodslag og samhørighed, og det er småt med sparring fra en kollega om et problem. For at man kan bruge metoden tværfagligt samarbejde eksternt, skal samarbejdet først fungere internt«, vurderer Dorthe Thorbech.

Jytte Larsen fortsætter:

»Sagsbehandleren placerer også sig selv øverst i hierarkiet, de sidder med magten. Mens både lærere og pædagoger udtrykker frustrationer over, at de bliver informeret og ikke samarbejdet med. Både pædagoger og lærere efterlyste en tilbagemelding på underretninger. Sagsbehandleren tog det som en selvfølge, at »jamen selvfølgelig sker der noget«, selvom de ikke melder tilbage. De to andre grupper oplever det som manglende respekt for deres viden. Og vi laver altså ikke indberetninger for ingenting. Der går mange iagttagelser og diskussioner forud, og der kan være store omkostninger fx i forældresamarbejdet. Og den manglende tilbagemelding får pædagogerne til at tvivle på, om de har skrevet indberetningen godt nok.«

Brug for klare roller

Pædagogerne i undersøgelsen siger, at de er stolte af deres fag, men samtidig lader de sig byde hvad som helst.

»De har svært ved at markere den faglige stolthed de har. De oplever, der er meget kritik af pædagoger, men samtidig over-lader forældrene dem uden problemer det kæreste de har«, siger Jytte Larsen og efterlyser klarhed i roller og arbejdsgang.

»Det kræver helt klare rammer fra forvaltningens side med klare roller, en klar handleplan for bekymringssager og indberetninger med hvem der gør hvad osv, og det kræver en plan for, hvordan vi kan få et større kendskab til de andres arbejde og styrke de kollegiale og sociale relationer«

Hun fremhæver, at institutionerne har et stort problem i forhold til det tværfaglige samarbejde, nemlig tid. Samarbejdet skal organiseres, så det ikke bliver på bekostning af tiden til børnene.

Dorthe Thorbech:

»Der er altså brug for en målrettet indsats fra arbejdsgiverne til at støtte op om det. Så fagene får en viden om hinanden og får mulighed for at danne netværk. Så de kan berige hinanden, uden at miste det der ligger i deres eget fag.«

Uden klare rammer bliver det for tilfældigt, om samarbejdet fungerer, som man har kunnet se ved den spæde begyndelse af samtænkningsprojekter, hvor der blev brugt meget tid på at afklare rammerne.

Forsøg i fire bydele

Det kontinuerlige tværfaglige samarbejde er et godt grund- lag for at styrke kendskabet til hinanden.

»Vi tror, der ligger en frygt for, at andre går ind og »overtager«, og at man mister status og respekt. Jo mindre selvrespekt jo større er frygten for, at andre skal overtage. Så fagenes selvforståelse skal styrkes, så vi tør blive bedømt og stole på, at andre ikke overtager«, siger Jytte Larsen.

»Man skal have motivationen til dette samarbejde, og den tror vi er der. Nu vil vi have debatten i vores faggruppe om, hvilke barrierer de ser, tale om hvorfor vi har svært ved at samarbejde med andre fag og gøre vores for at løse det. Det er vigtigt at udnytte det unikke. Og alle tre fag kan godt være stolte«, siger Dorthe Thorbech.

De fire bydele hvor daginstitutionspersonalet nu får mulighed for at debattere det tværfaglige samarbejde er Ryvang, Ydre Nørrebro, Ydre Østerbro og Brønshøj-Husum. Når almen- bestyrelsen har udvalgt disse fire bydele, er det fordi der i forvejen kører forsøg med netværksgrupper der.

»Dialogen skal i gang på kryds og tværs af fag, også for at tage fat på sprogbrugen, som er så forskellig i institutioner, på skoler og i forvaltningen. Vi kommer ikke med løsningen, men vi vil gerne medvirke til at starte en debat.«