Freds- og solidaritetsmøde

Den håbløse dagligdag

Af Elisabeth Lockert Lange

Palæstinensernes dagligdag under den israelske besættelse er domineret af militær overvågning, ydmygelser og evig kontrol, fortæller Jan Mathisen.

Der er helt stille i salen et godt stykke tid efter lysbilledapparatet er slukket. Derefter stiger en forfærdet mumlen i lydstyrke.

Forfærdelsen skyldes de lysbilleder, Jan Mathisen, næstformand for de københavnske Hotel- og Restaurationsansatte, har vist 40 af LFS’ medlemmer ved et medlemsmøde om konflikten mellem Israel og Palæstina.

Billederne er fra Hebron, Gaza og Østjerusalem. Af bosættelser og flygtningelejre, af vejspærringer, folk som skal bære deres varer gennem områder, øde lukkede gader, sønderskudte huse og militær overalt. Af afmagt, ydmygelser og håbløshed.

Jan Mathisens ærinde er ikke at fremlægge et neutralt indlæg om konflikten men at fortælle om det palæstinensiske folks dagligdag og vilkår under den israelske besættelse. Og denne artikel er heller ikke en beskrivelse af selve konfliktens baggrund og udvikling, men en formidling af hvad Jan Mathisen så og hørte under sine besøg i selvstyreområderne. Efter hans oplæg diskuterer deltagerne på medlemsmødet, som er arrangeret af LFS’ Freds- og Solidaritetsudvalg, deres egne handlemuligheder.

Jan Mathisen har taget sine billeder dels for halvandet år siden, da palæstinenserne efter Oslo-aftalen stadig havde et håb om fredsløsninger og opbyggede selvstyreområderne, dels fra maj i år, hvor det håb – omgivet af det israelske militær – næsten er ikke-eksisterende. Forskellen er meget tydelig. En forskel som han mener ikke kommer til udtryk i mediernes dækning af konflikten.

»Palæstinenserne var optimistiske efter fredsaftalen, men derefter satte desillusionen ind. Og de har ingen forhåbninger nu om, at Oslo-aftalen bibringer noget positivt. Og derfor er den nuværende såkaldt anden intifada et oprør mod den totalt mislykkede fredsproces.«

Palæstinensernes fire krav

Palæstinenserne kræver, at fire ting skal opfyldes, for at der kan skabes fred: israelerne skal ud af de besatte områder, alle bosættelserne skal væk, flygtningenes rettigheder skal anerkendes, og Jerusalem skal være delt hovedstad.

Oslo-aftalen opdeler området i tre zoner. En zone hvor palæstinenserne har selvstyre, men zonen består af små enklaver afsondret og lukket af fra hinanden fx Hebron og Gaza. En zone hvor palæstinenserne har civil kontrol og Israel militær kontrol. Disse zoner ligger udenom selvstyreområderne, så der på den måde ligger en militær ring rundt om selvstyreområderne, som derfor er afspærret fra hinanden, og hvor beboerne er uden bevægelsesfrihed. Og endelig er der zonen under total israelsk kontrol.

»Det der slår én, når man rejser i området, er, at de palæstinensiske områder er lukkede og uden forbindelse med hinanden, og at der er masser af checkpoints ved byerne og mellem byerne. Der er ingenmandsland, hvor alt skal omlæsses og bæres igennem, og der er mobile checkpoints, som pludselig bliver stillet op og flyttet rundt«, fortæller Jan Mathisen og fortsætter mens han viser billeder af kontrolposter:

»Det er ydmygende for palæstinenserne, at de hele tiden skal igennem en kontrol – i deres eget land. Og det har besværliggjort al palæstinensisk transport, de ved aldrig hvor lang tid det tager for dem at bevæge sig fra et område til et andet. Adskillelsen mellem de palæstinensiske områder og de mange bosættelser har store konsekvenser for palæstinenserne. Når de skal krydse en »bosættervej«, holder de i en alenlang kø i flere timer, for alle skal undersøges nøje. Israelsk militær kontrollerer al trafik, alle skal vente, også palæstinensiske ambulancer.«

Bosættelser for fuld kraft

Jan Mathisens billeder taler deres tydelige sprog. Bosættelserne bygges i højden, bevogtet af militær, så »palæstinenserne altid har en bosættelse og israelsk militær i ryggen, hvor de end går.«

»Der er over 200.000 bosættelser i området, placeret strategisk militært. Og der bygges mange bosættelser, der bygges for fuld kraft. Et sted var der engang en stor palæstinensisk olivenplantage, men buldozerne kom, og nu er der bosættelser. Østjerusalem er palæstinensisk område. Men den israelske regering vil have Jerusalem som deres hovedstad, derfor bygger de ovenpå de palæstinensiske huse, de køber dem ud og presser dem ud. Der sker en form for etnisk udrensning.«

Østjerusalem indeholder vigtige religiøse områder for både Israel og Palæstina.

»De ortodokse jøder bruges af regeringen som spydspidser til bosættelser i særlige områder, og det er med til at polarisere samfundet. Samtidig har civile bosættere lov til at bære og bruge maskinpistoler.«

Tidligere pendlede ca 250.000 palæstinenserne dagligt som daglejere for at arbejde i det israelske område. Jan Mathisen viser billeder af både de før så livlige og nu så tomme gader og pladser.

»Nu kommer der ingen, for de skal have en særlig tilladelse. Arbejdsløsheden er på 60-80%, og palæstinensernes tidligere forholdsmæssigt høje uddannelsesniveau er blevet undergravet. Den dermed manglende arbejdskraft berører også det israelske samfund kollosalt økonomisk.«

Sønderskyder husene

Hebron er en selvstyreenklave med 250.000 palæstinensere. Midt inde i byen er der 400 bosættere omgivet af en sikker- hedszone beskyttet af 2000 soldater. Begrundelsen for bosættelsen er, at området også er et helligt sted for israelerne. De svært bevæbnede soldater ligger oppe på husene, også de palæstinensiske huse.

»Palæstinenserne har totalt udgangsforbud i sikkerhedszonen, og de lever af nødhjælp udefra, som den israelske regering ind i mellem åbner for. Det betyder tomme gader, børn som ikke kommer i skole eller ud at lege, voksne som ikke kan passe deres butikker. Kun bosætterne får lov at gå på gaden. Alt livsgrundlag for palæstinenserne fjernes for at tvinge dem væk. Jeg kender kun en episode som ligner det her, og det er ghettoen i Warszawa under 2. verdenskrig«, fortæller Jan Mathisen og viser billeder af gader, hvor palæstinenserne har net hængende ud fra deres huse, fordi de ellers får smidt både det ene og det andet ned fra de israelske soldater.

Et billede viser bosættelser som ikke kunne bygges i højden og sønderskudte huse i nærheden.

»Bosætterne valgte at skyde ind i de palæstinensiske huse, da de mente, de lå for tæt på deres bosættelser. Og man kan samle projektiler op overalt. De lukker også for gas og vand, og det er endnu en måde at nedbryde det palæstinensiske samfund på. Her er ingen fremtid og de får ingen hjælp«, sagde Jan Mathisen.

Boykot

Hvad kan vi som enkeltmennesker og som fagforening gøre? Det var udgangspunktet for den efterfølgende debat.

En af vejene er oplysning, var der stor enighed om. Få folk derned og fortælle om hvad de har set, når de kommer hjem. En anden vej er at lave boykot. Bruge erfaringerne fra boykotten af Sydafrika under apartheid, som en deltager sagde. Og siden medlemsmødet er en boykotbevægelse blevet etableret via Palæstina-initiativet. Gøre noget for børnene, som LFS i forvejen gør gennem at støtte Kalifanifonden for palæstinensiske flygtningebørn. Nogle nævnte tilfredshed med det åbne brev, som 50 israelske reserveofficerer har skrevet, hvor de klart melder ud, at de ikke længere moralsk ville fortsætte med at behandle palæstinenserne på en måde, som intet har at gøre med forsvar af Israel. Og at en af vejene er at støtte de bevægelser i Israel, som er modstandere af besættelsen og for en fredsløsning.

Også spørgsmålet om den manglende opbakning fra vesten blev diskuteret – og især hvordan Europa kan lægge pres på USA for at gribe ind og stoppe besættelsen.