Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
De første 100 dage
Den nuværende regerings første 100 dage er nu overstået, og ser vi tilbage, må vi konstatere, at aldrig før har nogen så effektivt rykket ved fundamentet under velfærdsstaten så hurtigt.
Finansloven er i skrivende stund endnu ikke vedtaget, men der er ingen tvivl om, at den i sin endelige udformning vil cementere regeringens 100-dages program yderst effektivt. Der lægges hermed yderligere bomber under den danske model; såvel arbejdsmarkeds- som arbejdsmiljø - og ikke mindst socialpolitisk.
En del af Finanslovforslaget er forslaget om økonomisk støtte til pasning af egne børn. Forslaget fremsættes pakket ind i »cellofan og kulørte bånd«. Det vil således være op til den enkelte kommune, om den vil indføre ordningen, og den giver kun mulighed for økonomisk støtte for et år pr. barn.
Dette til trods er forslaget udtryk for, at regeringen gerne ser småbørnsmødrene hjem til kødgryderne og ønsker princippet om alle børns ret til dagligt samvær med andre i et udfordrende miljø ophævet. Gennemføres forslaget vil forældre således for første gang kunne belønnes for at holde deres børn hjemme, hvilket vil få en lang række konsekvenser – også på langt sigt.
Generelt kvindepolitisk vil endnu flere kvinder stå i en situation, hvor de presses til at blive hjemme. Debatten om småbørns-mødrenes erhvervsaktivitet har de seneste år antaget karakter af et konstant pres på de kvinder, der vælger at gå på arbejde og aflevere deres børn i andres varetægt. Dagpasning omtales i visse medier efterhånden mere og mere som noget, der er direkte synd for det enkelte barn og har skadelige virkninger for børn på sigt.
I et integrationsperspektiv vil tilskudsordningen isolere endnu flere kvinder med anden etnisk baggrund, og ikke mindst vil børnene i større udstrækning end tilfældet er i dag, miste en værdifuld mulighed for integration.
Bliver forslaget vedtaget – og bliver det en succes, er der ingen tvivl om, at regeringen vil udvide ordningen. Det nuværende forslag er blot en »forsigtig« opstart. Efter min mening må oppositionspartierne i Folketinget formulere et bæredygtigt alternativ, og i kommunerne må politikerne på tværs af partipolitisk tilhørsforhold mødes om at sikre børns ret til et godt og trygt dagpasningstilbud.