Når børn krænker børn

Unge krænkere

Af Tine Seibæk

Tal direkte med de involverede om det, hvis du tror, at et barn eller en ung har krænket en jævnaldrende – og lad være med at overreagere. Det er psykolog Mimi Stranges råd til pædagoger, der får mistanke om, at et barn eller en ung på fx en døgninstitution, et fritidshjem eller i en daginstitution krænker andre seksuelt.

»Når pædagoger skal kigge efter, om der har fundet et over- greb sted, skal de først og fremmest se på: »Har det, der er foregået, været frivilligt«? Børn kan jo sagtens lege seksuelle lege, der er frivillige – og det er positivt. Men hvis den ene part har følt sig tvunget, eller der er sket noget, der ikke har været helt frivilligt, er det en krænkelse.«

Det siger psykolog Mimi Strange. Hun har en fortid som psykolog ved Københavns Kommunes Børnerådgivningscenter, men siden starten af 2001 har hun på Socialforskningsinstituttet været i gang med den første danske undersøgelse af børn og unge, der krænker andre seksuelt. Projektet har til formål at skaffe forskningsbaseret viden om unge, som krænker andre, på baggrund af såvel litteratur som interview med unge krænkere mellem 12-18 år. Undersøgelsen, som offentliggøres til sommer, skal bl.a. give viden til professionelle, så de får mulighed for hurtigere at gribe ind.

»Det ser ud til, at problemet er større, end man først har antaget. Det bliver bekræftet af både internationale under- søgelser og af en stigende rapportering fra psykologklinikker. Men omfanget af, hvor mange børn og unge, der krænker andre i Danmark, kender man desværre ikke«, siger Mimi Strange.

Fra udenlandske undersøgelser ved man, at de børn og unge, der krænker andre seksuelt, ikke overraskende selv har været udsat for omsorgssvigt.

»Det er der jo ikke noget specielt mystisk i. Der er ingen grund til at kigge på seksuelle krænkelser mellem børn og unge som noget forfærdeligt specielt. Men min erfaring er, at nogle pædagoger slår deres sædvanlige viden fra, når det handler om seksuelle overgreb – vel fordi, at seksualitet på nogle måder stadig er lidt tabuiseret. Ofte kan man opleve, at personalet i dag- eller døgninstitutioner ret hurtigt kalder på eksperter udefra i den type situationer – istedet for at starte med at tale med børnene og høre, hvad der egentlig er foregået i situationen«, siger Mimi Strange.

Pædagoger mangler viden

Det er Mimi Stranges erfaring, at der blandt pædagoger både er nogle, der overreagerer og nogle, der modsat underreagerer – fordi de simpelthen mangler viden om området.

»På nogle døgninstitutioner og fritidshjem kan man for eksempel se store børn optræde relativt seksuelt krænkende over for andre. De tager voldsomt på hinanden og har et meget groft sprog. Men mange voksne er tilbøjelige til at sige, at det bare er tidens trend.

Mimi Strange mener, at hvis man som fagfolk har en mistanke om, at en ung laver overgreb på en anden ung, skal man spørge den unge så direkte som muligt.

»Og så skal man sætte sig ned på institutionerne og få nogle klare normer for, hvilken adfærd man vil acceptere. Man bør definere, hvad man vil have og ikke have. Det pædagogiske personale bør f.eks. gøre sig klart, at der nogle gange er et meget groft, seksualiseret sprog. Som voksen må man slå bremseklodserne i og sige, at det kan man ikke acceptere.«

Der er naturligvis forskellige typer og grader af overgreb – også bestemt af krænkerens alder. I den milde form er der tale om børn og unge med en bekymrende seksuel adfærd, og i den alvorlige ende drejer det sig om unge med seksuelt aggressiv og krænkende adfærd. Mimi Strange deler dem op i tre grupper: 1. Børn, som opfører sig seksuelt bekymrende over for jævnaldrende eller yngre børn, 2. Unge, som opfører sig seksuelt aggressivt/krænkende over for børn, 3. Unge, som opfører sig seksuelt aggressivt/krænkende over for jævnaldrende og voksne.

»Hvis man f.eks. ser på de tre til seks-årige børn, kunne det se ud som om, at der er en stigning i de sager, hvor daginstitutioner henvender sig til psykolog-klinikker og fortæller, at der foregår noget, der ikke bare var en seksuel leg. Problemet er, hvis der foregår en seksuel leg mellem to børn, der ikke er enige om det, og hvor den ene er mere magtfuld end den anden. Hvor den ene f.eks. er ældre end den anden. Normale børns lege foregår mellem jævnbyrdige. Og der kan være noget galt, hvis to børn, der normalt ikke leger sammen, er meget sammen. Der kan være tale om at det ene barn udlever sine egne erfaringer med at blive udsat for overgreb.«

Mimi Strange mener, at vi står over for et væsentligt problem, når der rapporteres om seksuelle lege mellem børn, som er »gået for vidt« – nemlig at adskille seksuel udadreageren fra seksuelle lege.

»Den væsentligste opgave er at finde børn, som udlever egne overgrebserfaringer eller anden alvorlig omsorgssvigt ved at forgribe sig på andre - ikke at frarøve børn retten til at udfor- ske deres seksualitet via alderssvarende seksuelle lege med jævnaldrende«, siger Mimi Strange, der erkender, at det kan være svært at skelne, fordi vores viden om børns normale seksualitet er mangelfuld.

»Det kan også være svært at skelne, fordi pædagoger og andre professionelle naturligvis har forskellige grænser. Derfor vil de tolke det, de ser, vidt forskelligt. Og derfor er det også vigtigt åbent at drøfte, hvor ens egne grænser går, og hvad man vil være med til«, siger Mimi Strange.

Målrettet behandling nødvendig

Hvis man fornemmer, at der foregår noget ufrivilligt og seksuelt krænkende mellem to børn eller fx. en ung og et barn, skal man ifølge Mimi Strange sætte sig stille og roligt og tale med de implicerede om det. Lige som hvis man har mistanke om, at der foregår vold mellem to børn.

»Det er som sagt vigtigt ikke at overreagere. Børn kan blive skadede af, at man reagerer for voldsomt og tilkalder politi og specialpsykologer osv. De føler, at det må være noget ganske forfærdeligt, der er foregået. Så man skal sætte sig ned og spørge dem: »Hvad er der foregået? Havde du lyst til det? Og hvad tænkte du om det?«. I første omgang skal man nøjes med at tale med børnene om det. Men i de tilfælde, hvor der er foregået noget alvorligt og krænkende, skal man selvfølgelig bede om hjælp og underrette forældrene.«

Selv om de seksuelt grænseoverskridende børn og unge næsten altid selv har oplevet omsorgssvigt, er det ikke nødvendigvis sket i form af seksuelle overgreb.

»Det ser mere og mere ud til, at i forhold til dét, der gør, at man bliver krænker, er seksuelle overgreb kun én risikofaktor. Andre faktorer er lige så påvirkende. F.eks. er dét, at et barn er vidne til eller offer for vold, en markør, der slår ret kraftigt ud.

Det er også en måde at få krænket sine grænser på, som er vigtig at være opmærksom på. Så man kan sige, at med en sti- gende opmærksomhed på, om børn mistrives, får man den sidegevinst, at de holder op med at have seksuelt krænkende træk. Hvis man skal forebygge seksuelle krænkelser, skal man forebygge omsorgssvigt. Hvilket gør det hele meget let – og samtidig meget svært!«

Mimi Strange mener, at det har taget for lang tid at indse, at der findes unge, der krænker andre – og at det måske medvir- kende til, at der ikke er nogen målrettede behandlingstilbud til dem.

»Men vi er ved at være mange, der synes, at det skal man have. I forhold til unge, der har lavet grovere overgreb, leder de sociale myndigheder jo med lys og lygte efter behandlings- muligheder. Man skal have etableret nogle klinikker, der tager sig af det her. Behandlingen skal ligne den, man ellers giver omsorgssvigtede børn og unge – men den skal samtidig udføres af nogle, som har en viden om seksuelle overgreb.

Vil vi minimere overgreb mest muligt for de kommende generati- oner, må vi finde og hjælpe børn og unge med krænkende træk. Var vi begyndt på det noget tidligere, havde vi formentlig kunnet »forebygge« nogle af de krænkere, som i dag er voksne«, siger Mimi Strange.

Hver tredje krænker er ung I Danmark ved man ikke meget om omfanget af overgreb begået af børn eller unge. Men i udenlandske (bl.a. engelske) undersøgelser er det angivet, at 30% af krænkerne er under 18 år. Voksne, som i barndommen har været udsat for seksuelle overgreb, oplyser, at 50% af krænkelserne i deres barndom er foretaget af en person, der var under 18 år. Kilde: Psykolog Nyt nr. 23, 2000.