Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Ved Elisabeth Lockert Lange
Ny vuggestue på Østerbro
En ny vuggestue er på vej på Carl Nielsens Allé 25 på Østerbro. Den 1. marts blev der holdt rejsegilde over vuggestuen, som får plads til i alt 60 børn og ligger på det tidligere Øresunds- hospital. Dels i over 100 år gamle bygninger, dels i en nyopført bygning i en let trækonstruktion, der knytter bygningerne sammen til én sammenhængende institution.
Det var Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaards første rejsegilde for en vuggestue.
»Det er meget svært at finde byggegrunde til at bygge nye institutioner, så ikke mindst derfor glædede det mig at kunne deltage i rejsegildet.«
De eksisterende bygninger, der lejes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, bliver renoveret, ombygget og indrettet til grupperum, mens nybygningen indrettes med bl.a. køkken, fællesrum, kontor, vaskeri og soverum.
Vuggestuen tages i brug omkring 1. juni 2002.
FORBUNDET AF OFFENTLIGT ANSATTE
Forlig om specielle krav Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og de (amts)- kommunale arbejdsgivere har indgået forlig om de specielle krav ved overenskomstforhandlingerne.
Forliget dækker de områder, hvor FOA som den eneste lønmodtagerpart har overenskomsten, og det dækker cirka 90 procent af FOAs medlemmer. Der er fordelt lidt over 153 millioner kroner fra forskellige puljer, og beløbet anvendes primært til at forhøje grundlønnen. Oven i de specielle lønstigninger skal lægges generelle lønstigninger. Forhandlingerne om de generelle krav på KTO-området fortsætter i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden har indkaldt parterne til den 18. marts.
»Det er et godt og fornuftigt delresultat«, siger forbundsformand Poul Winckler fra FOA og fortsætter:
»Jeg føler, vi er godt på vej, og det er vores håb, at de generelle forhandlinger kan afsluttes i næste uge. Vi har i de specielle forhandlinger fået rettet op på nogle skævheder, og vi har også fået tilgodeset nogle udsatte grupper. Vi har også ønsket at gøre det attraktivt at arbejde i ældre- og sundheds- sektoren«, siger Poul Winckler.
FOAs hjemmeside www.foa.dk informerer yderligere om udmøntningen af forliget om de specielle krav.
Plejekollektiv for hjemløse stofmisbrugere
Københavns Kommune har fået midler fra Socialministeriet til at hjælpe hjemløse med kroniske lidelser.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen går nu i gang med at finde en placering til et plejekollektiv med 12 pladser til syge hjemløse stofmisbrugere, som har svært ved at klare sig selv og har brug for pleje.
Hjemløse stofmisbrugere ældes ofte før tid og har et omfattende plejebehov længe før de når pensionsalderen. Misbrugerne er typisk i alderen 35-55 år og er derfor aldersmæssigt og mentalt ikke indstillet til ophold på almindelige plejehjem - desuden bliver de ofte afvist i de eksisterende plejeformer.
Ideen er, at de hjemløse skal tilbydes et sted, som sætter dem i stand til at leve et så almindeligt liv som muligt. Stedet skal give dem tryghed, stabilitet og et socialt tilhørsforhold – noget de savner i dag. Til stedet skal være tilknyttet sygeplejerske og andet plejepersonale, og der skal desuden tilbydes en række sociale tilbud.