Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Vinklen
Du bestemmer ikke her...
Af Elisabeth Lockert Lange
Fra små tyndvæggede værelser uden bad og toilet til egne to-værelses lejligheder med det hele. Fra mange konflikter og lille selvstændighed til stor selvbestemmelse og privatliv. Det har været udviklingen for en gruppe udviklingshæmmede unge mennesker, da de flyttede fra Spaniensgade til Thomas Laubsgade. Og for de ansatte har flytningen betydet helt nye pædagogiske muligheder.
For snart et år siden flyttede Vinklen, et bosted for unge udviklingshæmmede, fra Spaniensgade til Thomas Laubsgade. Bygningen var oprindelig en gammel fabrik, og da de ansatte så den første gang, forekom det dem utænkeligt, at den kunne blive gode boliger.
Nu bor her 29 udviklingshæmmede unge fordelt på tre levegrupper. Vinklen består desuden af et opgangsfællesskab i Tåsingegade med 12 beboere foruden ni beboere i Slesvigsgade.
Det okkermalede hus i Thomas Laubsgade indeholder 28 store to-værelses lejligheder med stort bad (så de er egnede til kørestolsbrugere), én et-værelses lejlighed, diverse køkkener og fællesrum bl.a. et rødmalet diskotek, kontorer og personalerum. Der er stærke farver, kvalitetsmøbler og beboernes egne malerier på væggene. Det er en gennemrenoveret bygning, som samtidig har bevaret de oprindelige konstruktioner og præg. Udenfor er der et gårdareal, som beboerne bruger om sommeren. Alle beboerne er unge, den yngste 17 år.
Forstander Tina Kejser og pædagogerne Helle Holten og Carsten Fender fortæller, at de havde stor indflydelse på byggeri og indretning af fællesrummene. Lejlighederne er alle meget forskellige, og dem har beboerne selv indrettet – med hjælp fra forældre eller pædagoger.
Tina Kejser har været forstander for Vinklen siden 1989: »Allerede da jeg startede var det besluttet, at bostedet i Spaniensgade skulle lukkes, fordi bygningerne var utidssvarende. Det var nærmest små celler uden bad og toilet og med lange gange. Men der gik altså 16 år«, siger hun og fremhæver, at de alligevel skabte et godt tilbud med gode rammer for beboerne.
Færre konflikter
En af de mest markante ændringer har været faldet i konflikter mellem beboerne og i forhold til de ansatte.
»I Spaniensgade var der meget lidt privatliv og mulighed for at trække sig tilbage. Vold og trusler om vold var stigende. Som samfundet har udviklet sig, har også udviklingshæmmede udviklet sig, og de yngre som ikke er vant til institutionslivet, har et større behov for at trække sig tilbage. Det var svært, og derfor blev konflikterne større. Samtidig var der så lydt, at alle kunne høre det, hvis der var en konflikt«, fortæller Helle Holten, som er pædagog hos beboerne i Tåsingegade.
Desuden fik Vinklen dengang pålagt beboere, når de havde ledige værelser. Til tider meget udadreagerende sådanne, som ikke egnede sig til bostedet.
»Beboerne her i Thomas Laubsgade er ganske almindelige lejere hos AKB. Kommunen ejer kun servicearealet her. Det er usædvanligt, og det betyder en stor forskel for beboernes rettigheder. Her kan de fx anmelde en beboer til AKB, hvis der er store konflikter. Noget af fokus er på den måde flyttet fra os«, siger Tina Kejser og fortsætter:
»Som i almindelige lejligheder er der indskud, og vedligeholdelsen er deres eget ansvar. Den enkelte betaler alt selv undtagen varmeforbrug som er fælles. På den måde mærker den enkelte beboer en direkte konsekvens af sin adfærd, de finder ud af hvad ting koster, og det giver dem en mulighed for at vælge, hvad de vil bruge deres penge til. Det er et godt pædagogisk redskab.«
»Første gang de fik deres el-regning, var der store diskussioner om, hvorfor deres var sådan og sådan i forhold til de andres. Det gør dem voksne«, indskyder Helle Holten.
Sætter grænser
Huset i Spaniensgade blev mere og mere forfaldent. Mange kan sikkert huske beretninger i dagbladene om vandskader og brandfælder. Så flyttede området fra Sundhedsdirektoratet til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og samtidig blev Serviceloven vedtaget. Det gjorde det muligt at etablere bostedet gennem almennyttigt byggeri.
En gruppe med repræsentanter fra de berørte parter blev nedsat. De ansatte havde deres prioriteringer, og LEV havde deres, og resultatet blev et godt kompromis. De ansatte var med i hele udviklingen, og farvevalget i fællesrummene er deres.
»Vi synes, vi lavede et godt arbejde i Spaniensgade, men vi har fået langt bedre rammer her, og det har fået endnu mere afgørende betydning, end vi kunne forudse. Vores mål er at hjælpe den enkelte beboer til at leve det liv, de gerne vil leve, og her har de friheden til det. Eget køkken med køleskab og eget toilet og bad handler om frihed. De havde de samme rettigheder tidligere, men i de gamle værelser oplevede de ikke, at de havde den ret til at bestemme selv, og de lod andre overtræde deres grænser. Nu siger de, at »du bestemmer ikke i min lejlighed«, fortæller Tina Kejser.
Helle Holten supplerer: »Beboerne kan have overnattende gæster, og de er blevet bedre til at være hos sig selv og til at have gæster og selv være gæster. Vi har også oplevet, at én som tissede i sengen tidligere ikke gør det mere
« Mange af beboerne køber nu selv ind og laver mad – med hjælp fra pædagogerne. Undtagen i den yngste levegrupper med beboere fra 17 til 21 år.
Her er Carsten Fender pædagog: »Vi tilbyder måltider, tøjvask, indkøb – omsorg, som de unge har brug for. Men også her giver det en helt anden respekt, at de kan lukke deres dør. De siger også langt mere fra, over for os, hinanden og forældrene.«
Større værdighed
De nye rammer skaber også mere koncentration i det pædago- giske arbejde. Når pædagogen er sammen med den enkelte beboer i hans eller hendes lejlighed, er der ro og fred til at for- dybe sig, vejlede og træne fx madlavning med dem.
»Rammerne gør det langt lettere at arbejde med den nye lovgivning, altså at være et tilbud, at spørge og at respektere beboerne og deres ret til selvbestemmelse. Og de har mulighed for at have og gøre de ting, de gerne vil«, siger Tina Kejser og fortsætter:
»Tidligere kunne alle beboerne høre hvor vi var. Nu er de mere spredt, og det er måske meget godt, det giver dem et frirum til at håndtere ting selv, også problemer og konflikter. De kan orientere sig via piktogrammer, så de ved hvor vi er og kan hente hjælp. Det er de nu begyndt at lade være med, de prøver mere selv. Nogle var lidt angste i starten, men det er de ikke mere.«
De tre pædagoger mener, at beboerne lærer at stole mere på en beslutning de selv har taget, fordi det er sværere for dem at spørge personalet.
»De laver mere selv nu. Vi kan høre deres diskussioner,og hvor-dan de selv fordeler arbejde mellem sig. Det giver mere værdighed for dem, at vi arbejder med dem på den måde. Og så er det genialt ved dette sted, at man ikke har nogen følelse af, at det er et stort sted – det giver familie«, vurderer Carsten Fender.
»Der er ikke så meget gruppeopdragelse mere, arbejdet er mere individuelt orienteret. Og de som har et godt netværk, trækker vi ikke ud i fællesrummet. Andre derimod har ikke det sociale netværk, og der går vi ind – især hvis de skal videre ud i noget mindre beskyttet senere i livet«, peger Tina Kejser på.
Flere forældrebesøg
Beboerne ser langt mere til deres forældre i Thomas Laubsgade, fordi det er langt rarere for dem at besøge deres børn og fx lave mad sammen med dem.
»Vi bruger også meget tid på forældresamarbejdet, bl.a. i forhold til beboernes grænser. Vi gør forældrene klart, at vi ikke bare kan låse dem ind i deres søns eller datters lejlighed, men at de har de samme rettigheder som andre til at bestemme selv.
« Den større fokus på beboernes rettigheder kan give problemer i det pædagogiske arbejde, vurderer de, hvis deres ret til at bestemme over sig selv står i modsætning til, hvad der kan være godt for dem. »Vi arbejder meget med den enkeltes rettigheder set i forhold til, at de også er en del af en gruppe og af samfundet. Vi skal respektere fx at de roder og samtidig lære dem at se konsekvenserne af det. At det måske ikke er rart at være gæst hos dem, når der ligger sure sokker på gulvet. Det ville være lettere for os bare at rydde op, men det er der ingen udvikling i for dem«, fastslår Tina Kejser og fortsætter:
»Vi kan godt være i konflikt med os selv om, hvad der er rimeligt, og hvad der ikke er rimeligt. Men de skal først have forudsætningerne for at overtage, vi skal give dem ansvaret gradvist. De bliver da også til tider vrede og skælder os ud. Der er meget pubertetsoprør i det.
« Nogle af beboerne skal sandsynligvis videre ud i mindre beskyttede boliger. Selvom det er uafklaret, hvad der sker, hvis de ikke ønsker at flytte, det er jo deres lejlighed.