Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
1. maj – frihed - lighed - broderskab
Arbejderbevægelsens gamle kampslogan er stadig aktuelt. Frihed til at leve i fred og frihed til at have et sted at leve. Vi oplever Israels overgreb på palæstinenserne – en årelang krise der eskalerer. Verdenssamfundet må lægge pres på Israel for at stoppe overgrebene. Vi kan alle bidrage ved at boykotte israelsk producerede varer i det daglige. Boykotten af Sydafrika under apartheidstyret var med til at løse denne konflikt. Konflikten i Mellemøsten skal også løses ved, at vi markerer vores afsky mod militære overgreb på civile.
Lighed blandt folk og folkeslag
Der foregår stadig diskrimination på grund af køn, race, religion og politisk overbevisning. Selvom de værste eksempler skal hentes langt fra Danmark, er det vigtigt vi i det daglige er opmærksomme på at bekæmpe den snigende accept af racisme i medierne og blandt politikere ogøvrige meningsdannere. Nydanskerne er en styrke for Danmark, vi skal udnytte de multietniske kompetencer der er tilført os og afvise racisme og diskrimination overalt, hvor vi møder den.
Broderskab – solidaritet er et udvandet begreb i dagens Danmark vil nogen mene – vi er dog andre der stadig værdsætter dette begreb. Det er en af fagbevægelsens grundstene. En værdi vi skal være stolte af og markere, også når vi skal hverve nye medlemmer blandt de unge. Fagbevægelsen skal ikke »gemme « sig bag glittede foldere og »smarte« kampagner – solidariteten skal frem fra gemmerne og bruges i kampen mod den borgerlige regering.
Der er stadig noget at kæmpe for – vel mødt 1. maj.
Jens Andersen, kasserer