KIK 2002

Lyst til at ændre verden

Af Tine Bjerre Larsen

Der tages afsæt i den enkelte person, i vaner og kulturer, der aldrig er helt ens, og på den måde lærer børnene, at det er sjovt og berigende at være sammen med mange forskellige mennesker, fortæller italienske pædagoger fra forskningscenteret Gusias i Firenze på årets KIK-konference.

Det er aldrig læreren, der fortæller børnene, hvad de skal lære og hvordan, men altid børnene selv, der går ud i byen eller naturen og undersøger, hvordan verden hænger sammen. Hver gang børnene får en ny viden om sig selv, kan de lidt mere og oplever, at de er med til at ændre noget i verden.

Det er meget kort fortalt den pædagogiske metode, som den nu 80-årige Idana Pescioli, tidligere professor ved Firenzes Universitet, er ophavskvinde til. Men det var to af hendes ”diciple”, som i foreningen Gusias har været med til at videreudvikle metoden, der var taget til Danmark for at præsentere deres erfaringer med interkulturel pædagogik.

»Vi har forsket i metoden og set ændringer i børnenes adfærd. Der er kommet nogle rigtig stærke og glade personligheder ud af det. Vi kan se, at de bliver gode til at indgå i større grupper, har overskud til mere og synes det er berigende at være sammen med mange forskellige mennesker«, siger Viera Casini, som er psykolog og folkeskolelærer.

Hvad for et miljø og kultur det enkelte barn kommer fra, gør man meget ud af at tale om, og den metode, som man arbejder med, får automatisk alle børns traditioner og kulturer ind i arbejdet. Gruppen er hele tiden fundamentet, og naturen, friheden, retfærdighed og fred er de fire hovedområder, som hele tiden er med i processen.

»Der er ikke tale om store slogans, men om fred i gruppen og retfærdighed i det miljø, børnene færdes i. Det er en meget kompleks metode, som er vanskelig at nå at gøre rede for, men udgangspunktet er det enkelte barn, selv om gruppen hele tiden er meget vigtig. Meningen er, at man lige fra 3-års alderen og op til universitet skal forsøge at få det frem, som personen indeholder og så bygge videre på det. Metoden lægger vægt på oplevelser gennem arbejde og leg, og tager udgangspunkt i kroppen. Det er gennem kroppen, at barnet sanser verden og gradvist får fat på de vanskelige begreber«, siger Viera Casini.

Som en flok opdagelsesrejsende drager børnene afsted med blokke, farver, fotografiapparater ud i byen eller naturen, hvor de ser og oplever, skriver ned, tegner og tager billeder af fx træer og dyr. Alt er nøje planlagt hjemmefra, hvor børnene selv har været med til at opstille hypoteser om det, de skal under- søge, forklarer Viera Casini.

»Vi gør aldrig noget improviseret. Vi tager aldrig på en tilfældig tur, hvor børnene ikke ved, hvad der skal foregå. Inden vi tager afsted, har vi brugt lang tid på at snakke om, hvor vi skal hen og hvorfor. Det er også vigtigt, at de ved, hvem de skal møde på turen, så de ikke bare blindt følger med. Vi taler også på forhånd om, hvor længe vi skal være væk, om vi skal med bus eller tog, om vi skal arbejde i grupper, hvem de skal være sammen med, og hvad de skal have med«, siger Viera Casini.

Både på turen og når de er hjemme igen i børnehaven eller i skolen for at bearbejde materialet og deres ny viden, er det lærerne, der følger børnene og ikke omvendt.

»Læreren stiller stimulerende spørgsmål og hjælper dem med at finde frem til en metode at undersøge tingene på, men grundlæggende handler det om at lytte til børnene. På den måde ser man, hvad de er optagede af, og det er måske noget andet end det, den voksne havde forestillet sig. Man taler om, at børn skal lære at fordybe sig, men det gør de allerede fra 3-års alderen. Vi voksne skal bare lære at se, hvad de fordyber sig i og giver dem tid til at stoppe op og nyde tingene«, siger Viera Casini.

Forskellige værksteder eller aktivitetscentre er indrettet, så børnene kan arbejdere videre med deres indsamlede materiale. De starter på det »kropslige center«, hvor de ikke bare ser og sanser, men synger og danser og bruger motorikken på alle mulige måder. Der er et »sprogligt center«, hvor de skriver digte, læser og snakker om det oplevede og et »grafisk aktivitetscenter«, hvor børnene maler og udtrykker sig artistisk.

Hele dagen kunne man se nogle af deres arbejder, fantastiske børnetegninger med mønstre og farver, som fyldte papiret helt ud, på plancher og i mapper, som lå på bordene udenfor KIK-konferences foredragsal. Men det er ikke tegningerne, der er det færdige produkt af den pædagogiske proces, forklarer Viera Casini.

»Ethvert maleri er flot, men vi giver os ikke af med at vurdere børnenes tegninger. Produktet handler ligeså meget om, hvordan de er sammen med andre, at de får lyst til at undersøge, hvordan tingene hænger sammen og at de oplever, at de ændrer sig selv og bidrager til at ændre verden«, siger Viera Pacinotti.