Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Værdigrundlaget i København
Af Elisabeth Lockert Lange
Dialog
Netop nu kan man som borger eller ansat i Københavns Kommune give sin mening til kende om, hvordan et nyt værdigrundlag i kommunen skal se ud. En rundringning til en række institutioner viser, at ægte dialog er en central hvis ikke den mest centrale værdi for dem. LFS opfordrer alle medlemmer i kommunen til at give deres besyv med.
Københavns Kommune har et værdigrundlag, som i sin tid blev forfattet og vedtaget af kommunens top i 1998. Siden man ikke hørt meget til det. Nu har kommunen besluttet, at der skal laves et nyt, og denne gang vil man inddrage borgere, ansatte og brugere i kommunen. Alle inviteres til at bidrage til debatten.
Kommunen opfatter værdigrundlaget som en overordnet beskrivelse af kommunens opgaver og den bedst mulige løsning af disse opgaver. Det skal ses som en generel målsætning, som viser i hvilken retning politikerne ønsker, at kommunen skal bevæge sig. Formålet er at skabe fælles forståelse og fælles holdning til kommunen som virksomhed, og værdigrundlaget skal medvirke til at knytte de mange arbejdspladser og medarbejdere sammen.
Nu skal der laves et nyt. Ikke for at ensrette, tværtimod skal der være plads til forskellighed, understreger kommunen selv på sin hjemmeside, men »det fælles værdigrundlag forpligter arbejdspladsen til at forholde sig til de fælles værdier, når den beslutter de særlige holdninger og værdier, som er udgangs- punkt for beslutningerne på arbejdspladsen«.
Idérunden, som kommunen kalder den fase, hvor alle byens ansatte og borgere kan sende deres synspunkter på et nyt værdigrundlag ind til kommunen, går frem til 3. juni. Det er med andre ord nu.
Kig på Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk
Her ligger der idémateriale om værdigrundlaget og hvilke behov der er for at ændre det. Desuden er der en side ved navn »ledersupporten«, hvor man kan læse, hvad et udvalg af bl.a. andre ledere, medarbejdere, politikere og fagforeningsfolk mener om værdigrundlaget og en ændring af det.
Efter idérunden kommer høringsrunden fra den 1. september til den 31. oktober. Som start bliver et forslag til et fremtidig værdigrundlag sendt i offentlig høring. Høringssvarene samles og behandles i december af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, og det fremtidige værdigrundlag formuleres.
LFS bifalder, at værdigrundlaget sættes til demokratisk debat.
»To spørgsmål presser sig på for mig. Det ene handler om, hvordan et værdigrundlag kan øge demokratiet i kommune. Det andet er, hvordan det kan medvirke til udvikling og forandring. Med andre ord handler det om demokrati, indflydelse og dialog. For borgerne er det centrale, at kommunen ikke bare leverer afmålte serviceydelser, men at den er sine borgere og udgør et forpligtende fælleskab.
Og for ledere og medarbejdere, at de i kraft af deres arbejde er en del af dette fællesskab og har ret og pligt til at deltage i de demokratiske processer. Fx ser jeg gerne formuleringer om ytringsfrihed i et nyt værdigrundlag«, fremhæver Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS og tilføjer:
»Det andet spørgsmål er, om det rent faktisk bruges og respekteres eller blot pakkes ud ved særlig festlige lejligheder. Jeg mener, at et fælles værdigrundlag kan være en væsentlig faktor i udviklingen af arbejdspladserne, men det kræver, at værdierne giver sig udslag i konkret vilje og konkret handling på alle niveauer. Værdibaseret ledelse handler om, at demokrati og dialog gøres til en reel drivkraft på alle niveauer.«
Ulla Baggesgaard opfordrer alle medlemmer ansat i Københavns Kommune til at bidrage til debatten.
Definition på dialog efterlyses
Vi har spurgt nogle tilfældigt udvalgte arbejdspladser om deres opfattelse af og holdning til kommunens nuværende værdigrundlag og et kommende.
Lisbeth Ernst, leder af Caroline Amalie i Suensonsgade:
»Vi har brugt kommunens værdigrundlag som baggrund for at debattere vores egne værdier. Vi har prioriteret de fem vigtigste og debatteret, hvad vi forstår ved dem, og hvilke handlinger der hører til. I et kommende værdigrundlag mener jeg, at der er brug for værdier som team, dialog, deltagelse og handling. I sit nuværende grundlag lægger kommunen op til et individuelt syn bl.a. med ny løn. Men de er langt bagud, for både hos os og i det private arbejder man som team. Med hensyn til dialog ser jeg gerne, at det bliver defineret, for brugen af dialog er nok det mest frustrende for os i samarbejdet med forvaltningen.
For os er dialog, at der bliver lyttet, og at vi får en tilbagemelding. Det er ikke nok, at man bare bliver hørt, der skal ske en udvidelse af forståelsen hos den anden, uden at man nødvendigvis skal være enige. Og tilbagemeldinger skal der også til. Vi har defineret begrebet »konstruktiv dialog« så vi ved, hvad vi mener med det. Det har gjort vores egen kommunikation klarere. Også deltagelse er en værdi. Man lærer ved deltagelse. Det betyder også, at lokalforvaltningen skal deltage. Og så er det handlingen der tæller. Det er handling der forbinder det, vi har i hovedet med der, hvor vi vil hen.«
Birgitte Kiilerich er pædagog og tillidsrepræsentant i Tvebacken på Backersvej:
»Overordnet mener jeg, at det er en god idé, at en kommune har et værdigrundlag at arbejde ud fra, så borgere og ansatte ved, hvad kommunen synes er væsentligt at arbejde ud fra. Men vi mærker slet ikke det nuværende værdigrundlag fra 1998 i vores dagligdag. Nok fordi det synes at være mere ord end handling, der præger det. I et nyt værdigrundlag synes jeg, at dialog skal være et nøgleord.
I det ligger, at vi er samarbejdspartnere, og at vi har en gensidig respekt for hinandens ekspertise, og at der bliver lyttet til os. Kommunen har nogle mål og budgetter den skal overholde, men vores ønsker handler jo ikke bare om bedre normeringer. Vi har fingeren på pulsen, og der bør være en respekt for, at vi ved, hvad der er vigtigt i vores daglige arbejde.«
Bimala Møller er pædagog og tillidsrepræsentant i Vuggestuen Klerkegade 33 st.:
»Det er ikke nyt for os i institutionerne med et værdigrundlag. Når man arbejder med mennesker som vi gør, er det nødvendigt at arbejde med ligeværdighed, respekt, dialog og tillid til hinanden. Det har vi altid praktiseret. Men med kommunens nuværende værdigrundlag synes jeg, vi har fået et større frirum til at gøre administrative ting uden at skulle søge om det, fordi det er en del af værdigrundlaget, at vi sammen i personalegruppen finder løsningerne.
Men vi har altid haft de værdier og det menneskesyn. I et nyt værdigrundlag synes jeg først og fremmest, at medarbejderne skal mere i fokus. De bør gives tid til og mulighed for at sætte sig ind i værdibegreberne, så de kan videregive dem i deres arbejde med børn og brugere. Bortset fra det synes jeg, det nuværende værdigrundlag rammer godt hvad vi gør her. Vi lytter til forældrene, indgår i en dialog og ændrer via årsplanen, når forældrene ønsker ændringerne. Vi får også god opbakning fra lokalforvaltningen i problematiske situationer.«
Lone Post, leder af Den Grønne Ko i Gammeltoftsgade, siger:
»Da vi hørte om værdigrundlaget reagerede vi med, at det er jo den kultur vi allerede har, og den måde vi altid har gjort det på. Men det er fint, at arbejdsgiveren sætter ord på, og vi skal tage dem på ordet. Vi har taget værdibegreberne op i vores personalesamarbejde om det gode kollegaskab. Vi har defineret, hvad vi mener med de store ord som dialog, tillid og respekt, og hvordan det ser ud hos os ud fra konkrete situationer.
Vi brugte anledningen, men begreberne er ikke nye i vores arbejde. I et nyt værdigrundlag er det vigtigste nok, at begre- berne bliver defineret. Fx dialog – hvad er det for en slags dialog. Vores største problem har været, at vi ikke har kunnet se, at forvaltningerne anvender værdibegreberne i det konkrete samarbejde med os. Så jeg efterlyser, at de definerer, hvad de mener med ordene og selv tager begreberne alvorligt.«
Københavns Kommunes nuværende værdigrundlag:
København er som Danmarks hovedstad og centrum i Øresundsregionen et kraftcenter for menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag. Det giver Københavns Kommune nogle særlige forpligtelser og muligheder for at være udadvendt og udviklingsorienteret.
Københavns Kommune er en offentlig servicevirksomhed. Kommunens opgave er at yde en service overfor borgere og virksomheder, som gør det attraktivt at bosætte sig og investere i byen. Kommunen skal være bevidst om kvaliteten i sine serviceydelser, og kommunen skal møde brugeren med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid.
Københavns Kommune skal være en attraktiv arbejdsplads, der er præget af effektivitet, samarbejde og stadig udvikling. Kommu nen skal som arbejdsplads være kendetegnet ved et udfordrende og sundt arbejdsmiljø. Kommunen skal være en virksomhed, hvor medarbejdernes ansvarlighed, engagement og initiativ værdsættes, og hvor mangfoldighed betragtes som et aktiv.
(Vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation, oktober 1998).