Personlig beretning

»Føler det hele lidt uvirkeligt. Føler, jeg er blevet tildelt en rolle i et absurd teater, som jeg ingen indflydelse har på.

Af AØ

Anklaget

AØ, pædagogmedhjælper fortæller her via uddrag af sine dagbogsnotater, tanker og eftertanker om mistanker mod ham om seksuelle overgreb på børn i en daginstitution. Han har valgt at være anonym, men hans navn er redaktionen bekendt.

20. august. Møder som sædvanlig i børnehaven til åbningen tidligt mandag kl. 6.45. Kl. 9.40 bliver jeg ringet op af centerchef LBK. Jeg skal komme til tjenstlig samtale på lokalcenteret. 10.30 møder jeg til tjenstlig samtale. I mødet deltager faglig sekretær HC, børnehavens leder FL, centerpsykolog EJ og personaleleder AB. Jeg bliver gjort bekendt med, at et forældrepar den 17.8. – i fredags – har anmeldt mig for at have krænket deres dreng, K, seksuelt. K gik nogle år i institutionen indtil 98, altså for ca. tre år siden.

Jeg afviser, at jeg på noget tidspunkt har krænket K seksuelt. Jeg gør flere gange i samtalens løb opmærksom på, at institutionens samarbejde med familien havde været meget vanskeligt. Der må ligge notater og referater, som beskriver dette, ligesom børne- og familieafsnittet må kende familien. For at belyse så mange sider af familiens henvendelse som muligt opfordrer jeg til, at man indhenter disse oplysninger. Dette afvises.

Forvaltningen laver en kort rådslagning, hvorefter jeg bliver orienteret om, at de vil indgive politianmeldelse, da de ikke kan afvise, at hændelsen har fundet sted. Jeg er dybt forundret over, at min arbejdsgiver vil indgive politianmeldelse mod mig på dette grundlag. Jeg er med øjeblikkelig virkning fritaget fra tjeneste.

Selvfølgelig har jeg sammen med min kone talt om den skræmmende risiko for, at jeg i mit arbejde kunne blive udsat for denne slags anklager. Men jeg har hele tiden fastholdt, at hvis institutionslivet skal give mening for børnene, er man nødt til at forholde sig til dem uden frygten for disse anklager. Og hvis man i øvrigt kunne stå inde for sit arbejde, ville man vel også kunne tage hvad, der måtte komme. Men det skulle vise sig, at virkeligheden brød alle grænserne for vores værste fantasier.

Cykler hjem. Føler det hele lidt uvirkeligt. Føler, jeg er blevet tildelt en rolle i et absurd teater, som jeg ingen indflydelse har på.

Samme aften bliver personale og forældre orienteret af forvaltningen, dvs. centerlederen LBK, om at de har modtaget en anmeldelse om seksuelt overgreb mod et barn, der tidligere har gået i institutionen, at de har overgivet sagen til politiet, og at pågældende medarbejder er fritaget fra tjeneste. Personalet, mine kolleger, får samtidigt at vide, at det vil være hensigtsmæssigt, at de ikke tager kontakt til mig.

Fredag 24. august. Hvad er meningen med en sådan udmelding fra centerchefen – skal jeg isoleres? Der er i al fald ingen af mine kolleger, der har kontaktet mig endnu. Det skuffer mig og gør mig ked af det.

I går modtog jeg referatet af den tjenstlige samtale. I forvaltningens referat henvises der flere gange til, at familien i den aktuelle henvendelse fortæller om en »episode«, de i 98 havde med børnehaven og forvaltningen, idet de anmeldte et fysisk overgreb på deres søn. Sagen blev afsluttet med, at den pågældende medarbejder, B, blev overflyttet til en anden daginstitution. Forældrene fortæller nu, at de havde følt institutionens og navnlig min fordømmelse i forhold til deres henvendelse til forvaltningen.

Fredag eftermiddag. Jeg kan konstatere, at det min arbejdsgiver har kunnet give mig i den forløbne uge er, at de har indgivet politianmeldelse mod mig, at de på min anmodning har tilsendt mig et referat af mødet i mandags, og at de har henstillet til mine kolleger, at de ikke kontakter mig.

Hvordan kan det være, at en familie som denne i den grad kan få ting til at ske. Først får den forvaltningen til at fjerne en medarbejder, B, fra institutionen og skaber i det hele taget stor utryghed i personalegruppen ved sin uforudsigelige og truende adfærd.

B blev jo straks tilbudt et job i en anden institution, så forvaltningen kan vel ikke have ment, at B havde begået et voldeligt overfald. Og nu, mere end tre år senere, får de virkelig sat gang i forvaltningen med en fuldstændig vanvittig beskyldning mod mig for at have krænket deres søn seksuelt. Hvad er motivet? Hævn? Afmagt? Skal de have en ydre fjende? Er jeg blot en tilfældig, anvendelig brik i forældrenes spil? Kunne dette være undgået, hvis de sociale myndigheder havde taget ordentlig hånd om familien i forbindelse med sagen mod B? Der er mange spørgsmål, der trænger sig på.

Flere gange må jeg undre mig over hele forløbet, og især at forvaltningen valgte at politianmelde mig. Men både forvaltningen og min fagforening kan kun forsikre mig om, at de gældende procedurer bliver fulgt til punkt og prikke.

Mandag den 3. september. Bliver ringet op af kriminalassistent LL, det er ham der har sagen, og der vil blive forhør i næste uge. Han mente, at jeg skulle tage det ret afslappet, sagen var formodentlig snart afsluttet. Han kunne i øvrigt ikke forstå, at nogen ville have et job som mit, med det vi blev udsat for. Det kan jeg heller ikke i øjeblikket Jeg kontakter HC på fagforeningen, han sørger for advokatbistand.

Torsdag den 6. september. Bliver ringet op af en kollega fra børnehaven. Hun fortæller, at der er indgivet en ny anmeldelse om seksuelt overgreb. Bliver noget overrasket, jeg har intet hørt om dette. Ringer straks til centerchefen, som bekræfter det. Han prøvede at få fat i mig i går aftes. Siger, at han hverken kan fortælle mig hvem, der er kommet med anmeldelsen eller hvad den indeholder, da sagen er overgået til politiet. Jeg ringer straks til politiet, de har ikke set en anmeldelse. Det er mildt sagt noget ubehageligt at vide, at der ligger en anmeldelse, som jeg intet ved om. Men det får jeg nok opklaret i morgen.

Har i dag fået en dejlig buket af rengøringsdamerne og gårdmændene på institutionen. FL kan om aftenen fortælle mig, at den nye anmeldelse drejer sig om en pige, men intet om hvem eller hvad.
Fredag 7.september. Ringede til politiet for at høre om, hvad den nye anmeldelse gik ud på. De havde ikke haft tid til at se på den. Ringede til advokaten, som ville kontakte politiet.

Søndag 9. september. Jeg fatter ikke, at man i forvaltningen kan komme med en ny anmeldelse og lade mig gå i flere dage uden at ane noget om indholdet. Er det fuldbyrdet voldtægt denne gang?I morgen må jeg få noget mere at vide, men lige nu føler jeg mig bare så dårligt behandlet. Dette vanvid må standses, det er en fuldstændig rædselsfuld situation at være i.

Torsdag 13. september. Var i går til videoafhøring af K. Dren- gen gav helt klart udtryk for, at jeg intet krænkende havde gjort. Var bagefter på politigården til afhøring. Og her blev jeg omsider gjort bekendt med den anden anmeldelse. Og der er absolut heller intet hold i den. Det var meget ordentligt at blive afhørt, jeg følte mig både forstået og støttet. Nu venter jeg bare på, at politiets jurister arbejder hurtigt. Men hvor er det dog en lettelse at være nået så langt.

Onsdag 19. september. Siden i fredags har jeg været indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg har det ad helvede til, jeg føler mig så afmægtig, helt uden handlemuligheder. Jeg er tæt ved at give helt op. Men jeg må tro på, at jeg vil få det bedre. Lige nu virker det hele bare så håbløst. Jeg elsker min kone og mine børn, og jeg må holde fast i de positive ting.

Jeg opfatter mig selv som et rimelig roligt, robust og afbalanceret gemyt, og jeg ved også, at mine omgivelser oplever mig sådan. Men disse beskyldninger rakte langt ud over min arbejdsrolle og ind i min person og identitet som mand og menneske. Og jeg kunne intet gøre, jeg havde overhovedet ingen handlemuligheder. Afmagt, angst og vrede blev til en svær depression, og jeg så ingen anden udvej end at lade mig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

Fredag 21. september. I går fik jeg at vide, at der er kommet endnu en anmeldelse. Denne gang fik jeg da i al fald brev om anmeldelsen, og hvem det drejede sig om. Men det er stadigt ikke rigtigt. Jeg har aldrig nogensinde lavet noget seksuelt overgreb på noget barn. Få det dog nu til at standse. Mine morgener er rædselsfulde. Jeg savner min kone og mine børn. Og jeg har så svært ved at finde ro.

Midt i dette kaos forsøgte jeg også at få mening i, hvad det var, der foregik, og måske navnlig forstå, hvorfor det skete. Var det synet af en normaltbegavet mand der på 15. år lader til at være tilfreds med et ufaglært arbejde i en daginstitution?

Og forestillingen om, at han/jeg så måtte have skjulte motiver? Var det forældrenes forvirring over deres 4-5 årige børns seksuelle handlinger, forestillinger og fantasier? Med den seksualitet, som det er børnenes ret at have, ligesom det er deres ret, at den ikke konkretiseres af voksne, hverken i voksnes seksuelle overgreb, eller i at voksne tager dem bogstaveligt.

Jamen, børn taler jo altid sandt!? Ja, man skal altid tage deres oplevelser alvorligt, men ikke nødvendigvis som realiteter.

Var det den kendsgerning, at pædofile seksuelle overgreb jo rent faktisk forekommer, og det er noget af det, man frygter allermest skal ske for ens børn? Man frygter det så meget, at man til sidst må tro det sker og er nødt til at handle på sine foruroligende fantasier.

Var det institutionens indretning med »åben plan«/selvregu- lering, hvor forældrene ikke får et bare nogenlunde kendskab til de voksne, der tager sig af deres barn, og dermed viden om, at disse voksne ikke er monstre?

Fredag 28. september. Nu kom der så endelig brev fra politiet om de to første sager. De er totalt afvist, med den formulering, som politiet ifølge advokaten nu engang bruger for at afvise en anmeldelse: Efterforskningen er indstillet med den begrundelse, at »der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.«

Fredag 12. oktober. Og så det samme brev i den tredje sag!

Mandag den 23.oktober.Var til møde på lokalcenteret. Jeg er nu ikke længere fritaget fra tjeneste! Vi aftalte, at jeg er sygemeldt en måneds tid endnu, inden jeg starter i børnehaven igen. AB nævner muligheden for jobrokering, altså at jeg skal arbejde i en anden institution. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle forlade en arbejdsplads, jeg er glad for, når jeg intet forkert har gjort.

Forældregruppen vil snarest blive orienteret (»afmeldingen« af anklagerne sker dog ikke med samme hast som den første orientering, nu kan man godt tage den med ro i et par dage!).

Nu er det blevet torsdag 8. november. Jeg har været hjemme i små 14 dage efter ca. fem ugers indlæggelse for depression. Indtil i forgårs gik det stille og roligt fremad. Men så ringede centerchefen LBK. Efter forældrene forleden blev orienteret om, at politiet har afvist anklagerne mod mig, og at jeg ville genoptage mit arbejde i institutionen, vælter det nu ind med nye anmeldelser mod mig. Først to drenge, der skulle have set og rørt min tissemand i kælder og kaninhus. Og så endnu en dreng. Og så yderlgere tre drenge og en pige. Men det er stadig lige USANDT.

Så nu sidder jeg igen og kan bare vente på, at politiet skal efterforske sagen. Jeg bliver mere og mere ked af det, og også meget vred, for det hele kunne være undgået, hvis man havde grebet den første sag anderledes an, den som var så åbenlyst skør og fuld af hævnmotiver.

Hvor ville jeg dog gerne have kunnet tale med forældrene. Men det har ikke kunnet lade sig gøre. Hvorfor skal jeg og min familie i den grad udsættes for så meget smerte og lidelse, fordi en forældregruppe går i en form for panik. Det virker så ondt og modbydeligt. Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at det er vigtigt at få afkræftet et misbrug, men gad vide om de ved, hvor megen smerte, det medfører for mig og min familie.

9. november. FL fortæller fra institutionen, at flere og flere forældre ikke ønsker, at jeg skal vende tilbage. De føler sig usikre på mig.

14. november. Jeg har det dårligt. Kun min familie gør, at jeg holder ud. Har ikke hørt fra hverken politi, advokat, lokalcenter. Eller mine kolleger. Godt at venner, bekendte og familiemedlemmer giver så helhjertet og konstant støtte til mig og min familie.

Lørdag den 19. november. Har i dag været på institutionen for at tømme mit skab og aflevere mine nøgler. Jeg fik en mærkelig og vemodig trist fornemmelse i hele kroppen, og mange oplevelser igennem de sidste 15 år trængte sig på. Men det er vel ikke så mærkeligt, når jeg skal sige farvel til den arbejdsplads, som jeg altid har holdt meget af og mod min vilje skal skilles fra. Det var svært for mig at indse, at jeg ikke skulle tilbage. Men jeg var nødt til at beslutte det.

22. november. Det gik i dag op for mig, at den procedure, der er gældende i Københavns Kommune ikke er blevet fulgt. Hvis blot lokalcenteret havde fulgt notatet tror jeg, at meget havde været anderledes. Ialfald ville jeg ikke være blevet efterladt i den rædselsfulde og totale uvished i den anden anmeldelse. Jeg føler mig svigtet af min arbejdsgiver. Og forundret over at den faglige sekretær fra fagforeningen (som har fulgt sagen skridt for skridt) ikke har sørget for at være bedre informeret – og vred over, at han ikke har været i stand til at varetage mine interesser bedre.

4. december. Omsider til afhøring på Politigården. Fire timer. Som sidst en god oplevelse. Og godt at få detaljer på anmeldelserne, som tydelig viser det skøre og urealistiske.

Jeg skulle have tisset på et barn i kaninhuset, jeg skulle have lavet en akrobatisk opstilling, siddende på hug med en dreng på nakken og en på hvert knæ – og blive rørt på tissemanden – og to børn på vagt lidt der fra. Men måtte børnene da ikke fortælle nogen om det, havde forældrene spurgt. Orkjo, havde børnene sagt, det måtte de gerne fortælle til både børn og voksne. Det er svært at få styr på de forvirrede følelser over, at noget så skørt har været så stor en belast- ning for mig og min familie.

En sød historie? Lille Line på 4 år kommer hjem og fortæller, at Jytte (den voksne på stuen) har en tissemand. »Nåh, hvorfor tror du mon det?«, spørger far og mor. »Det har jeg selv set«, svarer Line. Og historien bliver siden fortalt til venner og bekendte som en sød og kær beretning om børns pudsige måde at opleve verden på. Men den dag, hvor der ikke er flere mænd i daginstitutionerne, er det en farlig historie. Så bliver de kvindelige medarbejdere de udsatte mål, som mænd er i dag, for forældres forvirring og børns seksuelle fantasier.

12. december. Siden den 8. november har jeg intet hørt fra mine kolleger. Hvorfor ikke? De nye beskyldninger mod mig var jo endnu mere vanvittige end de første. Hvad sker der i deres hoveder? Det er svært, men jeg må acceptere, at de tilsyneladende ikke ønsker at støtte mig. Ja, som kollega og menneske føler jeg mig svigtet af dem.

11. januar. Jeg har i dag fået besked fra politiet om, at de har indstillet efterforskningen …osv. med den samme formulering som sidst. Det var rart. Nu håber jeg bare, at galskaben ophører.

Hele forløbet har selvsagt været ekstremt belastende og omkostningsfuldt for mig, min familie, mine børn.

Blandt de mange følelser og tanker skal nogle få nævnes her. Det står klart for mig, at lokalcenteret, der pr. automatik anmelder selv groteske henvendelser fra forældrene, ikke kan varetage både forældre/børns og medarbejderes interesser. De har helt klart ikke varetaget mine.

Mine kollegers reaktion har rystet mig, eller rettere deres mangel på reaktion. Enten må de mene, at jeg har begået de uhyrligheder, jeg blev beskyldt for, eller også har de i den ophedede og panikagtige stemning mistet enhver fornemmelse af menneskelig anstændighed.

Jeg er overrasket over, at de pågældende forældre tilsynela dende fastholder deres opfattelse af, at deres børn er blevet seksuelt krænket og misbrugt, politiet kan bare ikke bevise det. Måske er det simpelthen en nødvendighed for at kunne retfærdiggøre over for sig selv, at man har skabt så meget ravage i et andet menneskes liv.

Men det er en rædselsfuld og næsten uudholdelig kendsgerning, at jeg resten af livet må leve med, at nogle mennesker er af den overbevisning, at jeg er seksuel krænker og pædofil.

Jeg skal som 45-årig mod mit ønske, men tvunget af nødvendighed, starte forfra i et helt nyt arbejdsområde. I den næste tid skal jeg og min familie slikke vores sår, og vi skal med gode venners støtte og professionel hjælp videre i vores liv, både hver især og i fællesskab.

Jeg spekulerer på, hvem der mon hjælper de børn, der gennem forældrenes – sikkert velmenende – udspørgen er blevet gjort til medofre i tidens heksejagt.

Når et medlem, en tillidsrepræsentant eller en leder henvender sig til LFS med en anklage mod en af de ansatte for seksuelt overgreb på et barn eller en bruger, behandles sagen altid som en akutsag. Det betyder bl.a., at en sagsbehandler stiller op til møde med øjeblikkeligt varsel. Det betyder også, at foreningen gennem forbundet FOA med det samme sørger for advokatbistand.

Foreningens sagsbehandlere tager også de samtaler med medlemmet, som vedkommende ønsker og har behov for, og rådgiver desuden om mulighed for psykologbistand. Som regel kontakter foreningen institutionen og ofte også forvaltningen i forhold til fritagelse for tjeneste og lignende, ligesom LFS efterfølgende forhandler fx fratrædelsesgodtgørelse.

LFS er for øjeblikket i gang med at revidere foreningens nuværende retningslinjer for arbejdet med sådanne sager. Herunder hvordan sagsbehandlerne bedre kan sikre sig oplysninger og ændringer i retningslinjerne fra kommunens forvaltninger, som for øjeblikket ikke automatisk underretter foreningen om, hvordan de griber sagerne an. I den kommende revision af foreningens retningslinjer bliver der også arbejdet med tættere løbende opfølgning og sikring af anmeldelse i forhold til arbejdsskadeforsikringsloven.