Debat

I løvens gab

Det er en underlig fornemmelse, sådan at være stået af ræset. Sidder i min seng, med en god kop kaffe ved hånden og har netop læst avisen færdig. Kigger ud af vinduet og bliver pludselig meget berørt af at følge en måges lette elegante flugt hen over himlen.

Jeg er sygemeldt. Arbejdsbetinget stress. Jeg skal restituere mig selv. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst havde en sygedag. Det er meget underligt.

»Du kan sammenligne det du har været ude for, med at have været alene på en savanne, omgivet af tolv løver. Nogle gange sultne, nogle gange mætte. Du, altid part til at skulle tage en hurtig beslutning; kamp eller flugt?«

Sådan siger psykologen fra psykologcentret Trekanten. Jeg har fået bevilget fem timers psykologhjælp af min arbejdsgiver. Det er stort nu tildags.

Jeg skal være egoistisk på en sund måde. Jeg skal tænke på min krop. Gøre det som jeg tror er bedst for mig. Det er en hel ny verden jeg bevæger mig ind i. Det startede med et besøg fra lokalcenterets nye sikkerhedsleder.

Der var meget at fortælle, når man som vi, har startet en ny institution for to år siden. Det blev hurtigt tydeligt i samtalen, at trods de sædvanlige problemer med arkitekter og byggeafsnit i forvaltningen, var der andre og tungere ting i vores historie.

Det var overraskende for souschefen og jeg, at opdage, hvor meget vi havde manglet nogen der spurgte til os og hvor meget vi havde brug for en der lyttede til os.

Da vi kom til det psykiske arbejdsmiljø, blev det for alvor tydeligt, at vi havde budt os selv urimelige vilkår igennem alt for lang tid.

Det var under denne samtale, at jeg for første gang tænkte, at jeg burde ha’ indgivet en arbejdsskadeanmeldelse. Kort tid efter besøget fra sikkerhedslederen, blev der igen ballade med et medlem af forældrebestyrelsen. Denne gang gik det på et opslag jeg havde sat op.

Som sædvanlig fik jeg ingen henvendelse selv, men måtte høre fra andre forældrebestyrelsesmedlemmer, at der var blevet bedt om et ekstraordinært bestyrelsesmøde på grund af opslaget.

På trods af, at jeg ikke havde vanskeligt ved at stå inde for opslagets ordlyd, på trods af at jeg ikke var i tvivl om min kompetence som leder i denne henseende, på trods af at jeg vidste at pågældende forælder var alene med sin holdning – gik jeg alligevel hjem med kvalme den dag. Da adskillige andre fysiske symptomer meldte sig kort efter, besluttede jeg at gå til lægen.

Hos lægen brød jeg sammen og satte for første gang ord på de sidste to års mareridt; chikane fra enkelte medlemmer af forældrebestyrelsen. Arbejdsskadeanmeldelsen blev indgivet af min læge; en formodet formodet arbejdsbetinget lidelse på baggrund af to års chikanerier fra enkelte forældre i institutionens bestyrelse. Symptomer: Kvalme, diarré, hovedpine, modløshed, opgivenhed, søvnløshed.

På opfordring af min læge, skrev jeg til teamchefen på lokalcentret og bad om hjælp. Hjælpen kom prompte, i form af indstilling til Trekanten, samt tilbud om deltagelse i nært forestående forældremøde, samt en beslutning om at tage en samtale med den pågældende forælder.

Det var en stor lettelse og jeg kan kun undre mig over, hvorfor jeg ventede så længe. Det er kun en eneste grund.

Det er svært selv at se, at man har brug for hjælp, når man står midt i det og der dybest set står overlevelse på ens dagsorden. Jeg kender det jo godt, i den situation, hvor jeg som leder, får øje på en medarbejder, der ikke selv kan se hvad hun er er ude i. Her kan jeg, som leder, gå ind og hjælpe med at få sendt vedkommende til lægen og indgivet arbejdsskadeanmeldelse. Min nærmeste overordnede er desværre ikke altid så tæt på mig i det daglige og det var kærkomment at den daglige sikkerhedsleder kom forbi og gav sig tid nok til os.

Jeg synes det er svært at være stået af. Jeg føler det som en svaghed, samtidig med at jeg ved at det vil styrke mig. Jeg føler det som et nederlag, samtidig med at det er en sejr. Jeg føler at jeg svigter personalegruppen, selvom jeg ved at de støtter mig i ikke at svigte mig selv.

Jeg ved, at jeg skal arbejde videre med, ikke at tage alting i ind, når der er utilfredshed blandt forældrene, at jeg skal blive bedre til at spotte de ganske få, der kunne finde på at udøve direkte chikane og blive bedre til at sige fra overfor den slags urimeligheder.

Men jeg ved også, at mine arbejdsforhold som leder i dag, i forvejen er dårlige. Alt for mange forskellige arbejdsområder. For mange arbejdsopgaver. For få ressourcer. For ringe rådgivning. For store krav. For dårlig uddannelse.

Så er det jeg tænker på hvor fagforeningen er henne i alt det her.

Jeg skal fortsat arbejde på, ikke at blive stresset, af alle de ganske almindelige arbejdsopgaver en leder har i dag. Uddelegering. Kompetenceudvikling af medarbejderne. Javel ja. Har nogen lagt mærke til at interessen er dalende? Har nogen tænkt på, at de seneste års vedvarende nedskæringer har betydet, at medarbejderne rent faktisk hverken har tid eller overskud til ret meget andet end at passe børn? For seks år siden blev der klappet i hænderne til min ansættelse som ny leder, da jeg fortalte at jeg var til situationsbestemt ledelse.

Min tanke var, at ledelsen kunne uddelegere mangt og meget i perioder hvor personalets ressourcer var til det. De perioder var der bare ikke ret mange af. For mig at se, er det slet ikke så svært.

For 10 år siden skete der et skift i forvaltningens opfattelse af lederens rolle. Det indebar to ting:

1. Lederen helt ud af børnenormeringen og souschefen ind i ledelsesteamet.
2. Uddelegering af en lang række administrative opgaver.

Det er da soleklart, at der skulle timer med denne ændring: 18,5 timer til lederen og syv timer til souschefen. Så var det ikke blevet en skjult nedskæring. Altså: Alle institutioner mangler i dag 25,5 timer. Det er nemt nok at omregne til lønsum og så gå efter til en overenskomst.

Omkring punkt to er det klart at der skal gives uddannelse til lederne. Det skal ikke være små hovsa-kurser. Hvis vi skal udføre vores arbejdsopgaver tilfredsstillende, skal vi selvfølgelig lære bogholderi, have udvidende kurser på PC og have en ledelsesuddannelse som alle andre mellemledere.

Det er da klart, at det skal være uddannelse med vikardækning, således at souschefen kan tage over og passe butikken imens, med ansættelse af vikar i souschefens stilling så længe. Det er da klart.

Når disse krav ikke blev stillet, når den kamp aldrig blev kæmpet, er det ikke underligt, at mange institutionsledere i dag kæmper med både frustration og fortvivlelse, det er rigeligt til at brænde ud på – selv uden løver på savannen.

Det sidder jeg lige her og tænker på. Fordi jeg har tid. Jeg er jo stået af ræset. Men om et par uger er jeg tilbage og så ved jeg at den ene opgave tager den anden, ligesom den ene dag tager den anden. Og jeg har ikke tid til at gøre noget som helst, andet end at kæmpe for at overleve.

Så tænker jeg på hvor fagforeningen er henne. – Hvor svært kan det være?

Mette Fabricius