Emdrupgård

En succes om dagen

Af Elisabeth Lockert Lange

På Emdrupgård har lærergruppen indrettet sig med to-lærersystem. Det giver sammenhæng og stærkt fokus på børnenes faglighed.

Anbragte børn får så dårlig undervisning de steder de er anbragt, at den ikke lever op til folkeskolens standard og krav. Det konkluderer en undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet »Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud« (omtalt i LFS Nyt nr. 10).

Undersøgelsen omfatter mere end 150 personer og ni institutioner, og flertallet af dem vurderer, at det hører til undtagelsen, at børnene er i stand til at vende tilbage til normal skolegang. Undersøgelsen viser, at undervisningen ofte bliver sekundær i forhold til den socialpædagogiske indsats, og at institutionerne sætter mere fokus på børnenes problemer og fortid end på deres læring og fremtidige kompetencer.

Det billede betegner to af lærerne på skole-behandlingshjemmet Emdrupgård i Københavns Kommune som realistisk.

»Vi kan sagtens genkende det rapporten beskriver, for forholdene strækker sig fra det helt groteske til det rimelige«, siger Karsten Højer Larsen og Kristian Sinding. Karsten Højer Larsen er tillidsrepræsentant for både lærere og pædagoger, og han har været ansat på Emdrupgårds interne skole i fire et halvt år, Kristian Sinding i seks år.

Men - tilføjer de straks, Emdrupgård er atypisk. De har fundet en løsning, så de opfylder kravene til undervisningen. For fire år siden derimod ville kritikken også have passet der.

Kravet om, at specialundervisningen af anbragte børn skal leve op til folkeskolens undervisning, blev vedtaget af Folketinget i 1998. En fin og god ide, mener de to lærere, men desværre tog det Københavns Kommune meget lang tid at reagere, og loven trådte her først i kraft i august 2001.

Styrke i gruppen

Før loven blev vedtaget havde børn på de fleste behandlingssteder kun 19-20 lektioner om ugen, det svarede til én lærer på fuld tid til én gruppe. Med loven blev der krav om yderligere 5- 6 lektioner mere, og 25 lektioner passer ikke med lærernes overenskomst om undervisningstimer. Det skabte problemer mange steder, og mange valgte forskellige løsninger, som i realiteten ikke gav mere reel undervisning.

På Emdrupgårds interne skole er der ansat fire lærere og én pædagog (og pt. en støttepædagog) til de i alt 20 børn, der er indskrevet i skolen. De kommer til Emdrupgård, når de er 7-8 år, og de går videre til andre steder, når de er 14-16 år. Lærergruppen valgte at gøre børnegrupperne større og sætte to lærere på hver gruppe. Og hver lærer er så alene med klassen i fire uger. Alle børn på skolen har 26 lektioners undervisning. Det, mener de, er også nemmere for resten af huset, for så er alle børn tilbage på samme tid, og pædagogernes tidsplaner kan passes ind i det.

Og for lærergruppen er det en klar fordel.

»Det er en styrke, at vi er samlet som gruppe, og at vi er sammen så mange timer som muligt. For her er det gruppen, som er det vigtige. Vi har hver vores rolle og styrker - og det er vores styrke. Vi begejstres sammen, og vi diskuterer meget. Alle tør sige noget, og alle bliver hørt. Alle forslag skal frem, mange bliver pillet ned, men vi er trygge sammen«, understreger Karsten Højer Larsen og Kristian Sinding.

Men det har også kostet noget. For at finansiere de ekstra undervisningstimer, skar Københavns kommune 1 mill. i støttelærerordningen.

»Det betyder, at vi ingen støttelærere har, og nogle børn er så dårlige, at de har stor brug for det. Det er et tilbageskridt vi kan mærke. Så mens man vil kvalitetssikre via Folkeskoleloven,forringer man samtidig vilkårene for børnenes undervisning«, siger Karsten Højer Larsen.

Faglige mål

På Emdrupgård er der kommet mere og mere skolegang i løbet af årene, både timemæssigt og kvalitetsmæssigt er undervisningsdelen øget. Med to-lærer-systemet vægtes undervisningen mere, og samtidig har lærergruppen indført faglige mål og principper.

»To af vores faglige mål er, at alle børn har krav på én succes hver om dagen, og at alle børn har krav på at lære at læse. Vi vægter en høj faglighed, og alle børn her kommer til at lære at læse«, understreger Kristian Sinding.

Successen kan være faglig eller adfærdsmæssig.

»Fx at de bruger et mindre grimt sprog. Og vi lægger mærke til det og kommenterer det. I det hele taget arbejder vi meget med refleksion og spejling: vi viser dem, hvad de gør, så de ser det selv.«

Med det nye system deles børnene op i tre grupper. En motivations- og indkøringsgruppe med de nye og yngste børn. Den fungerer som en velkomstgruppe, hvor børnene får deres første faglige succesoplevelser. Gruppen varetages af en lærer og en pædagog, som begge er undervisningsansvarlige.

Derefter flyttes børnene op i den strukturerede gruppe. Nu har de lært at gå i skole, og så skal der fyldes på. Her hersker oplyst enevælde, som Karsten Højer Larsen udtrykker det; her underviser han selv.

Den tredje gruppe er storegruppen, hvor Kristian Sinding er en af lærerne. Her udnytter lærerne børnenes potentialer, og de lærer dem at tage ansvar for deres egen læring, så de ikke bliver afhængige af lærerne og deres strukturering.

»Det har bl.a. den effekt, at når børnene rykker op i en ny gruppe, foretager de et kvantespring. De er stolte af det, og det udnytter vi. Vi undgår også den fare, der ligger i, at vi synes, vi kender barnet - og får skyklapper på. Og det spring opleves ikke som en fiasko af læreren i gruppen før, tværtimod ser vi det som styrken i vores system«, fortæller de to lærere.

Et af målene med den nye lov er, at flere elever skal tilbage til den almindelige folkeskole. Undersøgelsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at det er undtagelsen.

Men det mål er også højt sat for en døgninstitution, vurderer Kristian Sinding og Karsten Højer Larsen.

»Det er urealistisk at forestille sig, at alle elever kan vende tilbage til folkeskolen. Mange elever her klarer kun op til 4.-6. klasses niveau, og de skal have støtte resten af deres liv. Enkelte elever vender da tilbage til folkeskolen, andre kommer på efterskole, og så har vi en del, som kommer på specielle efterskoler. Det vi kan gøre er at sørge for, at gruppen, som går i stå på 4.- 6. klasses niveau, bliver så lille som muligt, men vi skal vide, at det ikke altid er lykken for en elev at vende tilbage til folkeskolen. «

Et frirum

Alt arbejde på den interne skole sker velovervejet og gennemdiskuteret. Hele tiden reflekterer de og diskuterer, hvad der virker i arbejdet og hvorfor.

»Vi ser på, hvad vi har gjort os af erfaringer, hvorfor noget lykkes, og vi arbejder dialektisk med teori og praksis. Tidligere skulle ungerne presses i skole, men nu er skolen et sted, de ikke kan holde ud at stå udenfor«, siger Kristian Sinding og fortsætter:

»Skolen her er et frirum for børnene. Her kan de lave noget matematisk og behøver ikke at tænke på en dårlig weekend. Nogle argumenterer for, at når man får meget dårlige børn, så skal det socialpædagogiske ind før undervisningen. Det mener vi kun er delvist rigtigt, her starter vi hurtigt med det faglige for at motivere dem i skolen.«

Men den interne skole har også socialpædagogiske mål for de tre grupper. De handler meget om, hvad de gør med konflikter.

»Vi plejer at sige, at de tre vigtigste ting her er samarbejde, samarbejde og samarbejde. Vi lærer dem at indgå i fælles projekter. Og i forhold til vores konfliktløsning har vi udviklet en måde, så vi altid er to voksne, også hvis det kun handler om ét barn. Vi to voksne reflekterer så i forhold til barnet, og barnet kan på et tidspunkt ikke lade være med at byde sin mening ind. Hvis jeg sad alene med et tavst barn, kunne jeg let risikere ikke at komme et skridt videre«, fortæller Karsten Højer Larsen og fortsætter:

»Vi har også et andet princip: det er forbudt at råbe af børnene. De har nemlig ikke brug for at blive råbt af, og vi har ingen handlemuligheder tilbage, hvis vi først har stået og råbt af dem. Det princip har betydet, at antallet af magtanvendelser er faldet.«

På den årlige lejrskole dyrker de meget det socialpædagogiske. De gør meget ud af gruppedannelsen og arbejder med temaer på tværs af skolegrupperne. Målet er at børnene samarbejder, får noget op at stå sammen, og at de lærer at relatere det de oplever til andre situationer. Og så kan man vinde betegnelsen: bedste leder og bedste kammerat.

Lixtal

Den interne skole består af fire lærere og én pædagog, som har arbejdet sammen i flere år. De er enige i mål og handling, de bakker op om hinanden, og deres sygefravær er i bund.

»Børnene ved, hvor de har os, og de lærer selv skolens regler videre til nye elever. Når de oplever, de får faglige successer med os, så vil de gerne have, at vi også skal hjælpe dem med at løse andre problemer. Så er det os de kommer til for at få støtte, og selvfølgelig hjælper vi dem. Enten via en pædagog eller selv. Her i gruppen har vi hver vores styrker, og det ved børnene. Og så er vi her hver dag«, siger Karsten Højer Larsen.

I undervisningen arbejder de med lixtal, en let metode til at afgøre, hvor svær en tekst er at læse. På den måde gør de fremskridtet målbart for børnene, som selv kan mærke og følge deres udvikling. Og til sidst ender de med Harry Potter, og så er de læsere.

Det lyder som en succeshistorie, men er det ikke kun, understreger de:

»For vi har også børn, som melder sig ud af skolen. Men vi satser på at have en høj faglig profil. Vi har valgt at lade otte ud af ti børn få et klart større udbytte af undervisningen, hvor vi for et par år siden brugte den største del af tid og opmærksomhed på de to sidste, som ødelagde undervisningen for resten af børnene. Det er klart et prioriteringsspørgsmål, man må tage stilling til på den enkelte institution.«