Kommentar:

Af Per Bregengaard, Uddannelses- og Ungdomsborgmester

Decentralisering og demokrati

Spørgsmålet om, hvad der er mest demokratisk, tror jeg aldrig, man kan finde et absolut svar på. En afklaring vil ofte indebære et dilemma.

Beslutninger skal træffes tæt på dem, der skal leve med dem. Det er et godt demokratisk princip i diskussionen af såvel EU’s rolle i forhold til medlemslandene som kommunalbestyrelsens rolle i forhold til skole- og institutionsbestyrelser. Spørgsmålet er alligevel, om man blindt skal følge nærhedsprincippet, eller om det kan vige for andre demokratiske principper, eksempelvis: lighed og ansvar.

Institutioner og skoler skal have en pose penge i stedet for en bestemt normering, for de ved bedst. Dette synspunkt er ved at udvikle sig til et religiøst dogme, hvor man risikerer at blive kaldt stalinist, hvis man tillader sig at problematisere det.

Jeg mener, det er vigtigt, at der fastholdes et politisk ansvar hos Borgerrepræsentationen for normeringerne i skoler og institutioner. En væsentlig kritik af 4 pct. nedskæringen på daginstitutionerne i Københavns Kommune for et par år siden var netop, at det politiske flertal kun ville tage ansvar for pengene og ikke konsekvenserne i institutionernes dagligdag. Dem måtte de dybest set selv om. Grundlaget for dialogen var hermed pist væk, hvilket skabte et voldsomt raseri i forældrekredse.

Jeg mener, det er vigtigt, at de folkevalgte, som har magten over pengene, påtager sig et ansvar både for forbedringer - her er detaljeringsgraden aldrig et problem - og for nedskæringer. Er det normering, undervisningsmidler, bleer, inventar eller vedligeholdelse, der bedst kan undværes? Det kan så være i orden, at skole og institution kan flytte midler mellem forskellige konti eller udnytte lønmidler fra en ubesat stilling til andre formål.

Det er her et problem, hvis lønmidler lægges ud efter gennemsnitsløn, således som der nu skal åbnes for på skoler og fritidshjem i Københavns Kommune. Tabere og vindere samt ulighed i institutioner og skolers grundvilkår vil blive resultatet.

Ikke mindst den lille enhed skal overveje, om der er råd til at ansætte en uddannet eller en ikke-uddannet, en nyuddannet eller én med erfaring. Kvalitetsbetragtningen i den pædagogiske overvejelse bliver udfordret af økonomien. Det ældre og erfarne personale med en højere løn risikerer at blive stavnsbundet og miste muligheden for nye udfordringer.

En løsning ville være, at personalebudgettet blev justeret en gang om året efter faktisk løn. I Københavns Kommune er der iværksat et udviklingsprojekt for skolerengøringen, hvor personalet indgår i selvfungerende arbejdsteam med ansvar for arbejdets organisering, gennemførelse og økonomi.
Det indebærer bl.a., at når skoleåret begynder, aftaler teamet med skolens ledelse og lærere serviceog kvalitetsmål for den daglige indsats og en plan for hovedrengøringen. Det hårde fysiske arbejde afveksler med opgaver som at disponere ressourcerne, bestille varer hjem, indberette løn og løse problemer med lærere og elever.

Evalueringer viser, at projektet har været en succes. Det har skabt større effektivitet, bedre arbejdsmiljø og selvværd hos en personalegruppe, der har haft vanskeligt ved at gøre sig gældende på skolerne. Det vil blive et tilbageskridt, hvis skolen her kan anvende midlerne fra midlertidigt ledige stillinger til lærervikarer eller bøger. Respekt for rengøringspersonalets selvfungerende team kræver her, at decentraliseringen når helt ud til dette område, og altså går længere end til skolen.

Udviklingen af skolebetjentenes, medhjælpernes og gårdmændenes arbejde peger i samme retning, hvilket kræver etablering af team, der omfatter flere skoler og fritidshjem. Her er der ligeledes et behov for, at ansvaret for ressourcernes forvaltning følges op af en decentralisering til dette niveau.