Almenområdet

Det svære forældresamarbejde

Af Tine Seibæk

Forældresamarbejdet er fyldt med mulige konflikter, og det kræver stor pædagogisk faglighed at være med til at løse dem. Det er ikke mindst nødvendigt, fordi der er kommet flere »krævende« forældre og flere, der fralægger sig ansvaret for deres børn, mener pædagog og psykolog Margrethe Brun Hansen.

Det har aldrig krævet så meget at være pædagog som i dag. Ikke mindst i samarbejdet med forældrene skal man i høj grad være personligt engageret og professionel. Optimalt set skal pædagogen både være forstående og indlevende, stå ved sin pædagogik og kunne sætte grænser – og de kompetencer er bl.a. nødvendige, fordi der er kommet flere »krævende« forældre, end for bare 15 år siden, mener Margrethe Brun Hansen, der er psykologisk konsulent i Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem.

»I dag har vi også en virkelighed, hvor børn opholder sig så meget i institutioner, at deres udvikling og trivsel afhænger af de ressourcer, der er i deres daginstitution«, siger hun.

Når Margrethe Brun Hansen taler om »krævende« forældre, mener hun en lille men fyldig gruppe, der betragter institutionen som en serviceforanstaltning, der er til for dem. En gruppe af forældre, der er kommet flere af inden for de senere år. I sin bog »De kompetente forældre« beskriver hun dem som mennesker, der har svært ved at tage sociale hensyn og lytte til andre. Det er en gruppe af forældre, der ikke alene forventer, at pædagogerne skal drage omsorg for deres børn, de kræver også, at pædagogerne skal drage omsorg for forældrene.

»Når børnene sidder til en samling og synger, går sådan en mor f.eks. ind og tager hele fokus på sig. Hun vil have pædagogens opmærksomhed og tale om sit barn, selv om hun forstyrrer en stor gruppe børn. Det er mennesker med ringe social intelligens, som samtidig gerne vil have kontrol – f.eks. i form af skriftlig dokumentation for børnenes aktiviteter. Det er en gruppe, som er gode til at se sig selv og deres barn, men som ikke kan se institutionens og de andre børns behov.«

»Her kommer pædagogens evne til at tackle forældrene virkelig på en prøve. Pædagogen må spørge sig selv: »Hvor meget vil jeg lade mig forstyrre – f.eks. i situationen med samlingen? Hvis den mor betragter mig som et serviceorgan, har jeg ikke fået signaleret, hvornår hun kan bruge mig, og hvornår hun ikke kan bruge mig«.

Her handler det om at sige fra på en ordentlig måde. Og det gør man ifølge Margrethe Brun Hansen ved at være assertiv.

»Det betyder bl.a., at man ved, hvad institutionen står for. At man er sikker i sit bagland. Hvis man f.eks. har en regel om, at man ikke vil forstyrres, når der er samling, må man stå ved det. Hvis der så kommer en mor og snakker, skal pædagogen sige fra og fortælle, at vi vil ikke have forældre-samtaler, når vi sidder i en samling med 20 børn. At kunne være professionel er f.eks. at sige: »Jeg kan godt høre, at du har lyst til at tale om Oskar. Men vi har en regel om, at når der er samling, så forstyrrer man ikke. Du må vente udenfor, indtil samlingen er forbi«. Hvis man siger det sådan, nedgør man ikke moren. Hvis man skal være god til at lave en samtale, skal man også have arbejdet så meget med sig selv, at man ikke bliver irriteret på moren. Hun forstyrrer jo, fordi hun er så opfyldt af sit eget. Hun evner ikke selv at se, hvor grænseoverskridende hun er.«

Konflikter kan bunde i usikkerhed

Når forældresamarbejdet kan være problemfyldt, skyldes det også, at der er en indbygget konflikt, når to typer af omsorgspersoner, forælderen og pædagogen, mødes.

»For forældrene er det uhyre svært at aflevere det, de holder allermest af, til andre. Der er så mange følelser involveret, så barnet skal bare have det godt, mens de er væk. Og forældrene har selvfølgelig mest øje for netop deres barns behov. På den anden side står pædagogerne og skal tage sig af 22 sæt forældre, der afleverer 22 børn. Pædagogen skal ikke kun rumme lille Magnus, men også de 21 andre børn. Så der er en indbygget konflikt, når de to verdener støder sammen – en konflikt mellem det enkelte barns og gruppens behov«, siger Margrethe Brun Hansen.

»Det er en stor smerte at gå fra sit barn, og som forælder kan man være bekymret og f.eks. tænke: »Hvad nu, hvis de ikke ser ham? Holder de af ham? Og ved de godt, at han skal have sin bamse, når han skal sove middagslur?«

Ifølge Margrethe Brun Hansen handler en konflikt mellem en forælder og en pædagog typisk om noget andet, end den ser ud til på overfladen.

»Det kan f.eks. være en mor, der påtaler, at hendes barn skal have bomuldsbluse på inden under strikblusen, og det havde barnet ikke i går. Og nu har pigen ondt i ørerne igen. Pædagogen svarer, at det var så varmt, at hun skønnede, at pigen havde det bedst uden blusen. Moren siger så, at hun kender sit barn bedst osv. Konflikten varer måske flere dage, for næste dag synes moren ikke, at pigen er ordentligt skiftet, eller hun synes, at datteren har sovet for kort eller for lang tid.«

»I sådan en situation er det vigtigt, at pædagogen er i stand til at være professionel, dvs kan træde et skridt tilbage og se, at det ikke handler om bluser eller bleer. Det, moren i virkeligheden siger, er, at hun er usikker og bange – og meget af hendes kritik kan bunde i de følelser. I den situation skal pædagogen f.eks. kunne gå ind og sige: »Jeg tror, at vi skal have en snak om, hvordan du tror, din datter har det her i institutionen. Og jeg har lyst til at spørge dig: »Hvordan har du det med at aflevere dit barn? Og hvordan har du det med mig?« Så vil moren måske sige: »Hvis du vidste, hvor svært det er....« Moren har måske ikke før fået sat ord på, hvor frygteligt hun har det med at aflevere sit pus. I den situation skal pædagogen hjælpe med til, at der opstår en tillid, så moren bliver tryg ved at aflevere sit barn. Og pædagogen kan f.eks. prøve at tale med moren om hendes usikkerhed og evt. dårlige samvittighed over at aflevere barnet.«

Et andet typisk område for konflikter er ifølge Margrethe Brun Hansen, når forældrenes værdisæt kolliderer med institutionens. Forældrene kan f.eks. mene, at barnet skal holde op med at bruge sut eller ble, mens pædagogen synes, at det er barnet slet ikke klar til.

»Her betyder det meget, om pædagogen har evnen til at få forældrene til at forklare, hvorfor de synes, det skal være sådan. Samt at pædagogen begrunder, hvorfor hun eller han synes noget andet. Der kræves en utrolig evne til konfliktløsning i de situationer. At pædagogen har evnen til at leve sig ind i forældrenes synspunkt og samtidig er assertiv, så de i fællesskab kan lave en løsning.«

Stå ved jeres faglighed

Mange pædagoger har svært ved at sætte grænser for forældre - og det er svært. Margrethe Brun Hansen deler pædagogens arbejde op i de tre p’er: dvs man skal både kunne være professionel, personlig og vide, hvornår man er privat. Og grænsesætning handler ifølge Margrete Brun Hansen netop om den personlige del af pædagogjobbet, dvs om at tage lederskabet på sig, sætte grænser for sig selv og tage ansvaret for samspillet. Man skal vide, hvad man vil, mener hun og giver et eksempel på, hvordan det kan gå, hvis man ikke helt ved det:

En mor kommer løbende ind i daginstitutionen med barnets nye vinterstøvler i en papkasse. Hun forklarer hæsblæsende pædagogen, at hun ikke har kunnet prøve vinterstøvlerne på sit barn, for hun kunne ikke få dem på ham. Hun siger til pædagogen: »Kan du ikke lige prøve dem på ham - hvis de passer, må han gerne få dem på ud i dag. Der ligger også spray i papkassen, så bare du sprayer dem, er det i orden«.

Moren kysser barnet farvel og skynder sig afsted. Og pædagogen står tilbage og tænker: »Hvad f.... var dét. Her kommer hun og tror, at jeg skal prøve vinterstøvler på barnet, men nu slutter festen altså!!!« Men i eksemplet skete der det, at da klokken var 12, stod pædagogen alligevel irriteret og sprayede barnets støvler»

I den institution har der manglet en debat om: »Hvad skal vi, og hvad skal vi ikke?« Hvis moren havde været socialt svagt stillet med tendens til alkoholmisbrug, synes jeg godt, at man kunne prøve de støvler. Men efter som det handlede om en velfungerende mor, var det ikke institutionens opgave. Som pædagog er det ens job at samarbejde, give næring til børnenes lege og sprog osv – ikke at prøve sko. Når moren kommer om eftermiddagen, kan pædagogen sige: »Jeg blev virkelig taget med bukserne nede, da du kom i morges. Men vi prøver ikke tøj og sko hernede. Jeg hørte, at du sagde, at du ikke kan få ham til at prøve støvlerne. Jeg vil gerne tage en snak med dig om, hvordan du kan tage konflikter med dit barn vedrørende at prøve sko«. Så står pædagogen ved sin faglighed og viser personlig interesse.«

Ifølge Margrethe Brun Hansen kunne det lige så vel have været en jakke, pædagogen skulle prøve, eller forælderen kunne have bedt pædagogen om at smøre barnets madpakke. Og det er hendes erfaring, at der er flere af den slags situationer, end der var for f.eks. 15 år siden – at forældre fralægger sig ansvaret og beder institutionen om at tage huslige pligter på sig som f.eks. at prøve tøj eller tage konflikten om, at man ikke må have legetøj med i institutionen.

»Eller hvis barnets sprog er dårligt, kan forældre finde på at sige til institutionen: »Hvad vil I gøre ved dét?« Det skal pædagogerne selvfølgelig hjælpe med at stimulere, men det skal forældrene så sandelig også selv tage ansvar for. Mange fralægger sig ansvaret, og den nye holdning stiller øgede krav om at kunne sige fra og formulere, hvad der er institutionens ansvar, og hvad der er forældrenes ansvar.«

Pædagoger mangler almen viden

Mange i den nye forældregeneration er ifølge Margrethe Brun Hansen usikre på forældreskabet, fordi de mangler basal viden om børn.

»Meget af den viden fik jeg selv af min mor, der var hjemmegående og opfostrede fire børn. Hun vidste f.eks., hvad man gjorde, når et barn havde feber osv, så dér lærte jeg meget.«

Men den viden har de unge forældre ikke fået med hjemmefra. Og det er derfor tilladeligt, at forældrene spørger pædagoger til råds, mener hun.

»I daginstitutionerne er der aldrig blevet stillet større krav end i dag om almen viden hos pædagoger. Og pædagogerne mangler den almene viden. De skal efter min mening kunne deres grundpsykologi; f.eks. skal de vide, hvad et barn kan sprogligt, fysisk og psykisk, når det er et-to år og to-tre år osv. Efter min mening burde man opprioritere den almene viden på seminarierne. Man burde bruge det første år af uddannelsen på grundpsykologi og på, hvordan man stimulerer børn og derudover få sat ord på, hvordan man tackler forældresamarbejdet. Der er ikke mange, der har den almene viden om børn mere, hvis ikke pædagoger kan de ting«, mener Margrethe Brun Hansen og uddyber:

»Forældre kan f.eks. have spørgsmål omkring: »Hvornår går mit barn fra flydende kost til fast føde? Eller: Jeg kan ikke få mit barn til at tage tøj på – hvad gør jeg?« I det sidste tilfælde skal pædagogen støtte forælderen i at turde tage en konflikt og kunne tackle barnets vrede. Som pædagog kan man tænke: »Skal vi nu også rådgive forældrene om de ting!« Det er en vigtig debat at tage. Jeg mener selv, at pædagogarbejdet fremover også skal bestå i at rådgive om børns generelle udvikling. Hvordan den rådgivning skal indpasses i hverdagen kræver en diskussion i daginstitutionen.

Margrethe Brun Hansen er forfatter til bøgerne "Rød stue kalder" ( 1998) samt "De kompetente forældre" (2001).