Fritidshjemsundersøgelse

Barndommens gade

Af Elisabeth Lockert Lange

Det bliver kunsten for os i København at modstå udviklingen på landsplan og gøre samtænkningen til det bærende, så det er tydeligt for begge parter, at der er tale om to forskellige opgaver, som begge er vigtige for barnet.

Hvordan ser det gode fritidshjem ud? Hvad er fritidspædagogikkens særlige karakteristika og værdier, og hvordan har fritidshjemmene og fritidspædagogikken det netop
nu i Københavns Kommune? Hvordan ser fremtidens fritidspædagogik ud, og hvilken rolle får samarbejdet med skolerne?

Det forsøger en undersøgelse sat i gang af LFS i samarbejde
med de andre københavnske organisationer at give svar på.
Et af rapportens tilbagevendende modsætninger er opfattelsen
af fritidshjem som en kompensation for mangler og negative
aspekter ved hjem og især skole. Når børnene skal nævne
det bedste ved fritidshjem, er det især det at være sammen om
noget, og friheden til at gøre (næsten) hvad man har lyst til.
De ansatte taler om sig selv som rammeskabere for børnenes
udfoldelser og deres opgave som udviklere af sociale kompetencer og som en modvægt til børnenes øvrige opvækstvilkår.

Også forvaltningen beskriver fritidspædagogik kompensatorisk
især i forhold til skolen.

Fritidshjem, samtænkning og KKFO

Københavns Kommune forsøgte i budget 2000 at fjerne fritidshjemmene som selvstændige institutioner med egen ledelse og økonomi. De ansatte på de københavnske fritidshjem mente,
at fritidshjemmene og deres pædagogik har værdier som for
enhver pris ikke må gå tabt, så i efteråret 1999 strejkede de i
tre uger for at forhindre Københavns Kommune i at nedlægge
dem.
Det lykkedes som bekendt at bevare institutionerne, men det
blev besluttet at udvide skoletiden med en time om ugen og
samtidig kræve et forpligtende samarbejde mellem fritidshjem
og skole i form af den såkaldte samtænkning.

Skole og fritidshjem skulle samarbejde aktivt og målrettet med børnehaveklasser og 1., 2. og 3. klasse. De skulle have fælles planlægning og møder, fælles aktiviteter og fælles koordinering af pædagogiske mål for børnenes udvikling.

Samtidig oprettes der løbende KKFO'er i kommunen, som nu er oppe på otte. Fremtiden vil vise om politikerne alligevel anser fritidshjem og deres særlige pædagogik for en dødssejler, som gradvist skal udskiftes med KKFO'er. Her kommer undersøgelsen ind i billedet som et grundlag, det pædagogiske personale og organisationerne kan tage principielle diskussioner om fritidshjemmenes opgaver, funktioner, udviklingsmuligheder og fremtid.

Undersøgelsesarbejdet, som er resulteret i rapporten »Fritidspædagogik fortid - nutid - remtid«, er lavet af Udviklings Forum I/S, nærmere betegnet Søren Gundelach, Kjeld Rasmussen og John Andersen.

Målet har været at gøre status over fritidspædagogikkens situation i Københavns Kommune, og rapporten henvender sig til både politikere, forvaltning, ansatte og organisationer.

Den bærende samtænkning

Forfatterne har dels interviewet børn, ansatte, forvaltning og organisationer, dels analyseret eksisterende undersøgelser og litteratur om emnet.

»Vi har med rapporten fået et samlet og godt materiale om fritidspædagogik, som vi kan arbejde videre med. Nu er der brug for en intern diskussion af bl.a. samtænkningens funktion «, siger Pia Bah fra LFS’ forretningsudvalg og fortsætter: »Rapporten viser, hvad feltet mener om fritidspædagogik og fritidshjemmenes deltagelse i samtænkningen. Den giver også nogle gode bud på samtænkningen, som kan være værdifulde i det fortsatte samarbejde, bl.a. med lærerne.«

Rapporten peger meget tydeligt på skole og fritidshjem som to helt forskellige ting, hvor fritidshjemmet er vigtigt i forhold til børns frirum, sociale kompetencer og venskaber.

»Jeg tror ikke på en lang skoledag, og at man så kan lege lidt ind imellem og lære sociale kompetencer. Det opfatter børnene som det det er, arbejde med pauser - og de vender tommelfingeren nedad«, siger Pia Bah og henviser til en anden rapport offentliggjort for nylig om børns vurdering af den lange skoletid.

»Det bliver kunsten for os i København at modstå udviklingen på landsplan og gøre samtænkningen til det bærende, så det er tydeligt for begge parter, at der er tale om to forskellige opgaver, som begge er vigtige for barnet. Derimod er jeg helt uenig i det kompensatoriske syn, det er ikke fritidshjemmets primære opgave. Og intet i rapporten giver noget argument for at nedlægge fritidshjemmene.«

Bedst som selvstændige enheder

»Med rapporten kan vi bedre dokumentere og synliggøre fritidshjemmenes og fritidspædagogikkens kvaliteter og problemstillinger. Vi i almenbestyrelsen mener, at fritidshjemmene udvikler sig bedst, når de er selvstændige enheder med egen økonomi og ledelse«, siger formand for almenområdet, Kirsten Annette Christensen og understreger:

»Forvaltningens antydninger af fritidshjem som lukkede enheder er helt hen i vejret. Langt de fleste fritidshjem har altid været åbne i og over for samfundet, de samarbejder meget med hinanden og med forældrene, og mange har også før samtænkningen samarbejdet med skolen.«

Hun ser en af rapportens hovedpointerne i mange af de interviewedes fremhævelse af fritiden som noget andet end at gå i skole.

»Vi har skolepligt her i landet, men lovmæssigt er der ingen pligt til, at børn skal lære sociale kompetencer i et fælleskab som fritidshjemmet. Det mener jeg, der burde være, jeg mener man burde tage fritiden ligeså alvorligt som skoletiden, for det er her de også lærer at begå sig i fællesskabet. Dybest set er det et børnesyn, der kommer i spil.«

Fritidshjemmet som en kompensation for skolens (negative) sider er hun ikke enig i.

»Fritidshjemmet og dets pædagogik skal ses som sig selv med sine muligheder og ikke i forhold til skolen. Fritidshjemmet giver en mulighed for udvikling af børns personlighed i et fællesskab, og de voksne er guider i det rum. Derimod skal fritidspædagoger være samarbejdspartnere til skolen fordi de har fælles børn, som de på den måde kan skabe udviklingsmuligheder for. Det skal hverken være for skolens eller for fritidshjemmets skyld.«

Hun peger på, at fritidspædagogikken har det svært for tiden, mange synes det er lidt luksus med fritidshjem, og at der er ikke sker nok konstruktiv og målbar læring.

»Men man kan ikke måle, hvad barnet har lært i en konflikt og konfliktløsning i fritidshjemmet. Fritidshjemspædagogerne skal ind og sige, at nogle ting kan måles og andre kan ikke - og det er dem der skal definere hvad der kan og hvad ikke. Fritidshjemmene er under pres nu, men jeg synes det er meget fattigt, hvis man forkorter barndomstiden. Og jeg er optimist, jeg tror vi klarer os. Men kun hvis vi kan formulere hvilke kvaliteter vi bibringer børnene. Og så håbe på at politikerne vil lytte og ikke kun lade økonomien styre.«