Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Specialområdet
Tillidsrepræsentant for tr'erne
Af Elisabeth Lockert Lange
Karin Bengtsson, tillidsrepræsentant gennem 15 år, har virket som fællestillidsrepræsentant for specialområdets tillidsrepræsentanter i et halvt år.
»Det allervigtigste for mig at sige som fællestillidsrepræsentant er, at jeg er til for tillidsrepræsentanterne, og at jeg skal
bruges. «
Karin Bengtson er pædagog i aflastningsinstitutionen Skovsneglen med udviklingshæmmede børn og unge. Men 20 timer om ugen rådgiver og vejleder hun 90 tillidsrepræsentanter på specialområdet, som hun siden 1. februar har været fællestillidsrepræsentant for. Og det har hun gode forudsætninger for. Hun har selv været tillidsrepræsentant i sammenlagt 15 år på fire forskellige arbejdspladser.
»Jeg er frikøbt i 20 timer om ugen af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til at være bindeled mellem de lokale tillidsrepræsentanter, LFS centralt og forvaltningen.«
I opgaven ligger først og fremmest, at hun skal vejlede og informere om nye beslutninger og tiltag, bistå lokale tillidsrepræsentanter i små og store problemer, og orientere tillidsrepræsentanterne om udviklingen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Hun følger op på emner fra tillidsrepræsentantmøderne, og på lidt længere sigt vil hun også deltage i lønforhandlinger for medlemmer.
»Jeg mener selv, at jeg som fællestillidsrepræsentant skal være handlekraftig og give tillidsrepræsentanterne opbakning. Jeg synes det er spændende, og jeg vil gerne gøre en forskel, så tillidsrepræsentanterne på området føler, at de har en særlig person, de kan bruge og gå til. Jeg brænder for det, og både tillidsrepræsentanterne og de ansatte i huset i LFS har taget godt imod mig.«
Nye og gamle opgaver
Karin Bengtson ser sit job i sammenhæng med, at hverdagen er blevet meget mere presset for pædagogerne. »Tillidsrepræsentanterne har siden ny løn blev indført for tre år siden fået et langt større arbejdspres. Deres opgave er mere krævende, men det er også en større udfordring at være tillidsrepræsentant med en udvidet kompetence og større ansvar på grund af lønforhandlinger, selvforvaltning og rammeaftaler, der skal udfyldes.«
Hun peger på, hvor vigtigt det er, at tillidsrepræsentanterne kan matche den nye lederrolle og lederstruktur, og at de samtidig bevarer kontakten med kolleger og slås for de kollektive rettigheder.
»Der er meget, de skal sætte sig ind i, og det skal vi i LFS støtte dem i. Vi har bl.a. haft et par forhandlerkurser i LFS regi, og det var værdifuldt at lære noget om spilleregler, og om hvordan man bevarer dialogen.«
Samtidig med de mange nye ting er der stadig det traditionelle overenskomststof og serviceringen af kollegerne.
Karin Bengtson mener naturligt nok, at det er vigtigt at have en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Hun mener også, at behovet for en lokal tillidsrepræsentant er større end nogensinde.
»Desværre er det ikke alle arbejdspladser, der giver luft til, at tillidsrepræsentanten kan styrke tillidsarbejdet. De store arbejdspladser ser ud til at gøre, men på de små arbejdspladser får tillidsrepræsentanten ofte dårlig samvittighed over at bruge tid på tillidsrepræsentantarbejdet. Den udvikling skal vendes, for hvis man vil have og bevare dygtige folk, så må man gøre noget for det – om nødvendigt sætte vikar på. Og der er dygtige tillidsrepræsentanter på specialområdet. Så jeg bliver ked af, når gamle erfarne tillidsrepræsentanter stopper. For de har den ballast som uddannelsen og kurserne giver.«
Fælles og individuelle behov
Som fællestillidsrepræsentant deltager hun i nogle af LFS’ centrale udvalg bl.a. arbejdspladsudvalget og i hovedbestyrelsen. I arbejdspladsudvalget koordineres tillidsrepræsentantarbejdet og sikkerhedsrepræsentantarbejdet i samspil med det pædagogiske og udvalget kommer med forslag til at udvikle det.
»Vi er netop nu i gang med personalepolitikken, hvor man som tillidsrepræsentant skal være med til at udvikle arbejdspladsen, så der kommer kvalitet i arbejdet. Her kommer jeg også ind i billedet og kan arbejde for, at tillidsrepræsentanterne får de tilbud fra LFS, de har behov for. I arbejdspladsudvalget arbejder vi også med tillidsrepræsentantmødernes indhold og form, med uddannelsen og med kurser og møder. Tillidsrepræsentanterne har meget forskellige vilkår, så man må finde en balance mellem de fælles løsninger og mere individuelle behov, hvor LFS har en forpligtelse til at styrke den enkelte tillidsrepræsentant. En god tillidsrepræsentant er uundværlig, og det bør også være holdningen på arbejdspladsen.«
Hovedbestyrelsen forbereder netop nu forslag til repræsentantskabsmødet i november, bl.a. om tillidsrepræsentanternes rolle i forhold til LFS.
»Vi har sat en række mål op for tillidsrepræsentantarbejdet, bl.a. at tillidsrepræsentanten skal medvirke til at kvalificere udvik-lingen på arbejdspladsen, og at der skal sikres et optimalt samspil mellem tillidsrepræsentant, sikkerhedsrepræsentant og leder for at videreudvikle og sikre kvaliteten i arbejdet. Når de tre fungerer godt, så skaber det gode arbejdsforhold for alle. Og det er vigtigt, at vi i LFS er i løbende dialog med de tillidsvalgte, så arbejdet med området udvikles.«
Mere i løn
Lønnen på specialområdet er sakket bagud i den sidste periode. Både i forhold til hovedstadsområdet i øvrigt og i forhold til dagområdet. Det kom frem på en lønkonference, der blev holdt for tillidsrepræsentanterne tidligere på året.
»Det er tillidsrepræsentanterne naturligvis ikke tilfredse med, og det er jeg heller ikke. Det kæmper vi med, og det er min hjertesag. Det er svært at være lokal tillidsrepræsentant på de arbejdspladser, hvor ledelsen ikke vil tage midler andre steder i budgettet til ny løn. Her mener jeg, at vi i LFS skal se på, hvordan ny løn kan udmøntes, så der kommer flere kroner ud til arbejdspladserne. For hvis der ikke sker noget med lønnen inden næste overenskomst, kan jeg ikke garantere for reaktionen, for det kan vi ikke leve med«, fastslår Karin Bengtson.
Hun ønsker også, at tillidsrepræsentanter skal have tid til arbejdet og løntillæg, sådan som en del tillidsrepræsentanter allerede har fået. I det nye KTO-forlig er der da også nye muligheder for forbedringer for tillidsrepræsentanterne, som skal undersøges nærmere og forhandles lokalt.
Tillidsrepræsentanterne indkaldes til møder i fagforeningen. Møderne starter med en institutionsrunde, hvor arbejdspladserne diskuterer aktuelle emner.
»De runder er meget vigtige, så vi har føling med, hvad der rører sig på de enkelte arbejdspladser, for vilkårene og områderne er så forskellige. Jeg ved også, at tillidsrepræsentanterne er glade for den. På møderne informerere vi i LFS også om de nye tiltag og forandringer på området.«
På møderne rejses der ofte kritik af, hvorfor lønforhandlingerne går så langsomt.
»Det handler jo ofte om kommunens langsommelighed, men tillidsrepræsentanterne skal jo ud med deres frustrationer et sted, det gjorde jeg også selv da jeg var tillidsrepræsentant. Når forhandlingerne til sin tid lægges helt ud på arbejdspladsen, skal der bruges ressourcer her i huset til at støtte op om de lokale tillidsrepræsentanter i lønforhandlingerne. Men jeg går ind i den kritik der kommer på møderne og undersøger, hvad af det jeg kan gøre noget ved nu.«
Sikre indflydelse
Karin Bengtson har fast telefontid, hvor hun svarer på spørgsmål fra de lokale tillidsrepræsentanter.
»De spørger om et hav af emner, og der er mange presserende og alvorlige sager på arbejdspladserne. Der kommer også hele tiden noget nyt, de skal vide, og selvom der bliver orienteret på tillidsrepræsentantmøderne er det vigtigt, at de ringer til mig, hvis de er i tvivl, så de ikke siger noget forkert.«
Når tillidsrepræsentanterne ringer ind, handler det ofte om arbejdstidsregler, vagtplansskemaer, barsel og ny løn. Eller det kan være en opfølgning på tillidsrepræsentantmøder, hvor de ønsker noget uddybet. Der kan også være samarbejdsproblemer, og Karin Bengtson har allerede været ude til sine første tjenestelige samtaler.
»Jeg ønsker at gøre en forskel. Først og fremmest ved at være med til at sikre tillidsrepræsentanterne mere reel indflydelse. Bl.a. ved at udvide diskussionerne på tillidsrepræsentant-møderne, så jeg kan få tillidsrepræsentanternes bud på ting og lære arbejdspladserne bedre at kende. Hvis jeg forlanger, at de skal komme med deres bud, så skal de også have tid til at diskutere og have materialet på forhånd. Jeg vil også gerne arbejde for flere temadage og medlemsmøder. Alt det sker ikke på en gang, men det er mit mål. Jeg er valgt for to år, så hvis jeg ikke har gjort en forskel til den tid, så sidder jeg her ikke længere.« LFS som helhed og specialområdet deltager i et landsdækkende tillidsrepræsentant-netværk, som progressive fagforeninger har dannet for at skabe en modvægt mod tiden og for at få fornyelse, fastslår Karin Bengtson. »
Og man er enige om at stå sammen om det uanset partifarve. Det er vigtigt med et netværk i tider, hvor regeringen taler om tværfaglige a-kasser og ophævelse af ekslusivretten. Jeg ser et sådant netværk som en styrke, og vores tillidsrepræsentanter bakker op om det.«