Socialpsykiatri

Af Elisabeth Lockert Lange

Fælles faglighed savnes

Hjemmevejledergruppen på Ydre Nørrebro står efter omstrukturering og teamdannelse tilbage med mange spørgsmål til en fælles faglighed. Men gruppen er på rette vej og har nået en ny stabilitet.

Udgangspunktet er menneskesynet, midlet er faglighed, og målet er brugerens evne til selv at mestre sit liv. Sådan kan man meget kort opsummere hjemmevejlederens arbejde med de psykisk syge brugere i socialpsykiatrien. Men hvad er fagligheden, og hvordan kan den bedst bevares og udvikles?

Det har vi talt med to hjemmevejledere fra Bispebjerg lokalcenter og en hjemmevejleder fra Ydre Nørrebro lokalcenter om – som fortæller ud fra forskellige vinkler på arbejdet. Alle tre er medlemmer af det faggruppeudvalg for ansatte i socialpsykiatrien, som for relativt nyligt blev nedsat i LFS. Et af udvalgets erklærede formål er at sikre og højne fagligheden hos hjemmevejlederne.

Med til historien hører, at hjemmevejledernes struktur for tre et halvt år siden blev ændret sammen med omstruktureringen af socialcentrene. Fysisk blev de flyttet fra ét samlet fagligt fællesskab til at indgå i tværfagligheden i de nye teams på socialcentrene. Og erfaringer med tværfaglighed viser, at når den er bedst, bliver den samlede gruppe mere fagligt righoldig og kompetent. Når den er værst, mister alle deres særlige faglighed, og den samlede gruppes fagligheder udvandes.

Hjemmevejleder i socialpsykiatrien Anna Oldenburg blev ansat i Ydre Nørrebro lokalcenter for to år siden. På det tidspunkt havde »Sommerfuglerapporten« om teamstruktur og teamdannelse været grundlaget for lokalcentrenes arbejde i ét år.

De to år har været både konstruktive og frustrerende. Konstruktive fordi stabiliteten vokser, og tilfredsheden i hjemmevejledergruppen går den rigtige vej. Frustrerende fordi vilkårene for faggruppeidentiteten og fagligheden ikke har været optimale.

»Jeg mener ikke, at man kan se fagligheden adskilt fra strukturen. Og med de tværfaglige teamgrupper er faggruppeidentiteten blevet udvisket«, siger Anna Oldenburg, som fremhæver, at det først og fremmest handler om, at gruppen savner uddannelse og supervision.

»Den undervisning med foredrag og debat med kolleger, som vi fik i den gamle struktur, er ikke blevet erstattet af et tilsvarende tilbud. Faggrupperne fik tidligere fagsupervision, hvor der var mulighed for en dyb og intensiv supervision. Det er erstattet af tværfaglig teamsupervision, som man ikke kommer så dybt med, især fordi alle faggrupper ikke taler samme sprog. Det har været et savn for mange her«, siger Anna Oldenburg, som er plejer- og sosuuddannet og tillidsrepræsentant. Hun har arbejdet i socialpsykiatrien i ni år.

»Vi savner kontinuitet, og vi savner uddannelse til at sikre vores faglighed. Sektorplanen for området stiller faktisk krav til uddannelse, men det er svært at leve op til, for hele lokalcentret er under samme økonomi.«

Stor udskiftning

Da Anna Oldenburg blev ansat for to år siden, oplevede hun en meget frustreret hjemmevejledergruppe. Nu er der kun én tilbage fra dengang.

»Men vi, som er kommet til senere, har selv søgt job her i huset og i denne struktur. I forhold til da jeg kom ind, er der nu en meget tilfreds gruppe. Som især er meget tilfreds med måden, vi får lov at arbejde på med en stor frihed og selvstyring.«

Så selvom det har været en frustreret periode, står hun ikke med et negativt billede – bl.a. fordi et negativt syn kolliderer med hende som person.

»Jeg har et humanistisk menneskesyn, jeg tænker fremad, og jeg elsker udvikling. Man skal ville teamdannelsen og kunne se teamtanken udført i praksis. Hvis man ikke har lyst til det,så er man kommet på den forkerte hylde. Og der er også kommet mere ro i lejren med et stabilt personale.«

Stor udskiftning har ellers kendetegnet hjemmevejledergruppen i de lidt over tre år med omstrukturering.

»Teamgrupperne i vores center er geografisk opdelt på både brugere og personale, og det har vist sig vanskeligt i praksis. Vi har brugt meget tid på teamstrukturen, netop fordi der været så meget udskiftning. Vi har også brugt tid på at opbygge et rådgivningscenter, så en tværfaglig gruppe kunne være udstationeret i lokalsamfundet, og den gruppe fungerer heldigvis rigtig godt.«

Få ny stærk fagidentitet

Der er otte hjemmevejledere i hjemmevejledergruppen, men de mødes kun én gang om ugen. Det betyder, at basen i stedet er teamgruppen, og i den er der ikke samme fagidentitet for hjemmevejlederne.

»Det skal vi lave om på, så vi på ny kan få en stærk fagidentitet. Det er en udfordring. Før var vi ét netværk sammen, men nu er vi sammen med andre i blandede netværk. Det har været svært at få en fælles socialpsykiatrisk kvalitetsforståelse dels på grund af teamdannelsen, dels flowet blandt hjemmevejlederne. Mange nye hjemmevejledere er kommet til uden at have tilsvarende socialpsykiatrisk erfaring. Der mangler en fælles faglighed, og gruppen er præget af individuelle fortolkninger af hjemmevejlederbegrebet«, siger Anna Oldenburg og tilføjer:

»Til gengæld er det rigtig godt her, at der ikke er begrænsinger for ens arbejde som hjemmevejleder. Der er mulighed for at tænke og arbejde i nye baner fx bygge værksteder op.«

Hun fremhæver, at den koordinerende hjemmevejlederfunktion blev fjernet i nogle lokalcentre, bl.a. Ydre Nørrebro, og de kompetencer er spredt ud. Og hjemmevejlederne er glade for kompetencerne og den større individuelle ansvarlighed for at planlægge og koordinere, men det betyder, at der skal bygges en helt ny struktur op.

»Og teamdannelsen er stadig under opbygning. Det kræver, at vi tænker og arbejder visionært. Som hjemmevejleder i det tværfaglige team kræves der nytænkning og åbenhed, og at vi vil og kan samarbejde med andre faggrupper.«

Efterlyser uddannelse

Et vigtigt element i al udvikling er undren og refleksion, men det kræver erfaring med arbejdet, og det kræver faglighed.

»Jeg savner den professionelle undren og refleksion over egen praksis. Det er jo ikke kritik, når vi spørger os selv og andre, hvorfor vi gør tingene netop sådan. Tværtimod er det noget, vi skal gøre hele tiden, spørge os selv og hinanden, om vi kan gøre arbejde bedre og anderledes«, siger Anna Oldenburg og tilføjer:

»Det er utrolig vigtigt at højne kvalitet og faglighed, men det kræver ordentlig uddannelse, og at man ved, hvad det vil sige at arbejde med denne gruppe syge mennesker. Det er vigtigt med tværfagligheden, og teamdannelsen giver os bestemt også noget, især i samarbejdet med sagsbehandlerne og hjemmeplejen. Men vi savner uddannelse, kurser og mulighed for faglig og kollegial udveksling, os udegående medarbejdere imellem og centrene imellem«, siger hun og fortæller, at hjemmevejlederne tidligere fik lov at mødes i byen med kolleger over faglige spørgsmål. Men det må de ikke mere, det skal ske i fritiden.

Hun efterlyser også, at man udnytter folks faglighed mere, sådan at de personlige ressourcer bruges bedre, men mener også, at den enkelte selv er ansvarlig for at søge ny viden på det socialpsykiatriske område.

»Der er ikke så stor socialpsykiatrisk erfaring i gruppen her, som der var, og det betyder, at vi som har erfaringen, savner nogen at sparre med. For vi taler ikke alle i gruppen samme sprog, og det er svært at tale om socialpsykiatri med nogen, som ingen kendskab har til det. Og det kræver erfaring med arbejdet at være en god hjemmevejleder, og det kræver modenhed. Det er vigtigt at fastholde den pædagogiske faglighed, og det er også vigtigt at forstå, hvad psykisk sygdom er, at forstå brugerne. Ellers bliver arbejdet med dem for handlingspræget.«

Alligevel er Anna Oldenburg fortrøstningsfuld over for fremtiden. Der er mange nye ansat nu i hjemmevejledergruppen, og der er kommet en følelse af ro i lejren. Og så tænker hun i visioner og nye mål.

Hun fortæller om arbejdet med brugerne: ture, pædagogisk spisetræning, aktiviteter både gruppevis og individuelt. Der er meget pædagogik i det, og de inddrager brugerne. Alt sammen for at finde deres ressourcer og dyrke dem.

»Og det er netop nogle af de forcer vi har. Jeg mener også, at vi skal have brugere endnu mere med og også de pårørende. Involvere dem endnu mere«, siger hun og sukker over, at nogle af brugerne nu er stofmisbrugere. Det er svært, fordi hverken botilbudene eller medarbejderne er gearet til den gruppe. Problemet er at der mangler boliger og tilbud til gruppen.