Debat

Åbent brev til Socialminister Henriette Kjær

Kære Henriette Kjær.

Jeg skriver til dig med en anmodning om at forfremme Den Sociale Ankestyrelse til den endegyldige retsinstans i anbringelsessager uden samtykke.

Der har i den seneste tid har været nogle markante udsagn omkring børns anbringelse udenfor hjemmet. Først kom Socialforskningsinstituttet med deres undersøgelse omkring »Tærskler for anbringelse«, og derpå kom en udmelding fra seks jyske borgmestre, som ønskede indførelse af tvangsadoption.

I den første undersøgelse viste det sig at der var vidt forskellige bud på 10 fiktive sager, som 38 sagsbehandlere i 11 kommunale forvaltninger skulle forholde sig til. Cirka 40 procent af sagsbehandlerne ville hjemgive pigen til sin mor, mens godt 50% ville genanbringe pigen hos en ny plejefamilie.

Dette resultat fremstod særdeles alarmerende, men det er ikke desto mindre et illustrativt billede af hvorfor der findes så mange svingdørsbørn, som oplever at blive anbragt alt for mange gange på forskellige steder i løbet af deres barndom. Dette er en logisk følge af at hele dette beslutningsområde i høj grad er mineret af forskellige holdninger omkring etik og moral samt menneskesyn, og at de trufne beslutninger således altid vil være farvet af de mennesker som træffer dem.

Men det er også en følge af de lovmæssige rammer, som såvel sagsbehandlere som politikere i landets Børne- og ungeudvalg arbejder efter. Og ønsket fra de seks borgmestre kan tolkes som et ønske om mere tydelige retningslinier. De kommunale politikere har en vanskelig opgave, når sagerne om anbringelse uden samtykke forelægges for dem, og der efterspørges initiativer omkring retslig regulering indenfor dette område.

Her er det så, at der forekommer mig at være en meget nem løsning på dette problem, idet Den Sociale Ankestyrelse i mange år har vist sig særdeles kompetent indenfor dette område.

Hvis du Henriette Kjær virkelig vil forbedre børnenes retsstilling foreslår jeg dig at forfremme Den Sociale Ankestyrelse til at stå som sidste og endegyldige retsinstans i forhold til sager om anbringelse uden samtykke. I Den Sociale Ankestyrelse er der gennem årene indsamlet erfaringer på landsplan og på et meget højt fagligt niveau, der kvalificerer denne styrelse til at træffe sådanne vanskelige beslutninger på et forsvarligt grundlag. En styrkelse af Ankestyrelsens position kan også medvirke til at der udstikkes retningslinier indenfor dette område, der i høj grad trænger til etiske råd.

Som det er dig bekendt kan disse sager i dag ankes til såvel Landsretten, samt ved dispensation til Højesteret, og dette er medvirkende til at de anbragte børn lider en meget usikker skæbne, idet der såvel blandt socialrådgivere som blandt advokater og dommere findes vidt forskellige syn på familiernes problemstillinger.

Jeg udtaler mig på baggrund af 14 års erfaring i den offentlige forvaltning med børnefamilier og anbragte børn. Såfremt forslaget vedtages vil det spare såvel børn og børnefamilier som det offentlige, for mange menneskelige og økonomiske omkostninger. Endvidere vil der blive frigjort ressourcer i landets socialforvaltninger, der i dag bliver brugt til administrative opgaver i forbindelse med ankesagernes sagsfremstilling.

Jeg står naturligvis gerne til rådighed, hvis du ønsker en nærmere uddybning af mine synspunkter.

Med venlig hilsen
Lise Lotte Reiter