Folkeeventyr i Akaciehuset

Leg et eventyr

Mangel på dansk er ingen hindring for børnene i Akaciehuset, som leger og opfører folkeeventyr.

Fotoapparaterne blinker hidsigt, og forældrene prøver at fange lige netop deres barn i den helt rigtige positur. En mor forsøger ihærdigt at skubbe sine fire flot udklædte børn sammen, så de kan komme med på ét billede. Det lykkes ikke i mylderet af spændte og rastløse børn fra tre år og opefter.

Stedet er udstillingssalen på Valby Bibliotek, og de mange børn er fra Akaciehuset, en daginstitution i Valby med i alt 105 børn fordelt på vuggestue, børnehave og udflytter.

Børn og voksne er i gang med afslutningen på projekt »Børns eventyrlige verden«. Der holdes både fernisering på børnenes kunstværker, som alle tager udgangspunkt i folkeeventyr, og børnene gør sig klar til at opføre eventyret Rødhætte og ulven. De bliver sminket af pædagog Charlotte Christensen, pigerne har lyserødt prinsessetøj på, drengene ridderskjorte og kårde.

Rundt om på væggene hænger tegninger, malerier, masker, de tre Bukke Bruse i papmaché og halskæder, som børnene har lavet. For enden af lokalet sidder en heks med en kat på skødet og en trold med lang hale og haledusk på en stol hver. De er i naturlig størrelse, og børnene er lidt nervøse ved dem, på trods af at de selv har lavet dem. En pige i lyserødt tyl og prinsessekjole går dog modigt frem og præsenterer dem for mig som sine forældre.

Varmer vokaler op

Projektet »Børns eventyrlige verden« har varet i næsten to måneder. Emnet er, som navnet siger, eventyrenes verden, primært folkeeventyrene. Undervejs har de arbejdet med eventyr fra mange vinkler: oplæsning, lavet eventyrlige figurer, klædt sig ud, malet og lavet rollespil.

Daginstitutionen har valgt eventyr, fordi de opdagede, at børnene næsten intet kendte til dem.

»Akaciehuset er en institution, som har børn med mange forskellige nationaliteter, og som kommer fra mange forskellige kulturer. For mange af vores børn er den daglige sproglige kommunikation svært. Vi ville gerne give dem nogle værktøjer, hvor de ikke bliver begrænsede af deres manglende sproglige formåen, og derfor besluttede vi at introducere dem til drama, fortælling og billedkunst«, siger institutionens leder Kate Obeid og tilføjer:

»Ved at arbejde med eventyr stimulerer vi børnenes fantasi, og det kan de drage nytte af i andre sammenhænge og i deres videre udvikling.«

Skuespiller Tine Brix Davidsen er dramachef på projektet »Børns eventyrlige verden«. Hun er tilknyttet Valby Fortællerskole og Zone 2.

Mens forældrene kigger på, varmer hun op med børnene. Og det er ikke kun fysisk opvarmning, hun varmer også alle vokalerne i det danske sprog op efter tur – samtidig med at børnene bruger deres krop.

»At lege et eventyr udvider børnenes begreber, deres koncentration og deres samarbejdsevner. De får en følelse for det at deltage i et forløb og en sammenhæng«, siger hun.

Derfor må alle pigerne også gerne være Rødhætte, og det vil de fleste. De fleste af drengene er ulven og jægeren, mens pædagog Thomas Nielsen er bedstemor.

Ro og koncentration

I løbet af projektet har de haft seks eventyr på programmet: en blanding af kendte og ukendte folkeeventyr. Projektet blev født ved, at institutionen fastlagde emnet og derefter fandt to kunstnere, som de mente passede. Foruden Tine Brix Davidsen valgte de Ruben Calmer fra Kunstskolen i Vanløse.

»Det er lidt specielt, at vi overhovedet begynder på det, når over halvdelen af børnene her i institutionen ikke taler dansk. Men det behøver man ikke lade sig begrænse af. Man kan alligevel godt lave et projekt med et sprogligt udgangspunkt, som eventyr må siges at være. Og så er der jo en sprogstimulering i det«, siger Kate Obeid.

Arbejdet er lavet i forskellige værksteder med ret små grupper, og det er noget de vil fortsætte med. De små grupper giver både større ro og meget mindre støj.

Nancy Guzman er studerende og så heldig at være i praktik i Akaciehuset netop i disse måneder, og hun har været meget aktiv i projektet. Hun er begejstret for de små værkstedsgrupper:

»Børnene oplever en fordybelse og koncentration. På et tidspunkt var tre grupper fordelt på to rum, hvor der i den ene blev fortalt eventyr. Alle var så stille og lyttede. Jeg gik fra min gruppe på et tidspunkt, og de sad der helt stille samme sted, da jeg kom tilbage. De tog virkelig historierne ind. Jeg synes også, jeg har set andre sider af børnene, andre af deres evner og kompetencer gennem dette.«

Oplever succes

Institutionens pædagogiske retning er »den integrerende baggrund«, og til det passer projektet som fod i hose: at skabe en fælles historie i institutionen, de små værkstedsgrupper, at børnene selv vælger hvilken gruppe, de har lyst til at være i, at det hele bliver dokumenteret og vist frem bagefter, og at forældrene er så meget med i det.

Til de børn som har lyst til at lave noget helt andet, har institutionen en ordning med en »kaospilot«, som samler resten af børnene. Det giver ro til projektet, at andre voksne ikke skal gå fra.

Institutionen har mange gode erfaringer med eventyrprojektet. Først og fremmest har det givet alle børnene en succesoplevelse. De har oplevet, at de kan noget de ikke vidste, de kunne, og de har også fået øje på de andres ressourcer. Nogle af dem har fået andre roller og en anden status.

»De har knyttet andre venskaber under projektet, end de har været vant til. Grupperingerne er blødt op, og det er en styrkelse. De fleste bor her i området, og det har gjort det lettere at beholde den kontakt også uden for institutionen. Grupperne er nu mere blandede, både sprogligt og aldersmæssigt, og de er mere trygge ved hinanden«, fremhæver Thomas Nielsen.

Charlotte Christensen supplerer:

»Dramaet har jeg meget mod på at fortsætte med. Det udvikler dem tydeligvis meget. Fx ser vi, at tilbageholdende børn kommer ud med sig selv på en ny måde. Og de bruger det meget i deres leg, som sker mere på tværs end før.« Kate Obeid indskyder:

»De lærer masser af samarbejde, og de lærer at koordinere legen. De kan vente og tage hensyn til hinanden i legen, og de koordinerer, hvem der siger hvad, så der ikke er nogle få som dominerer.«

Professionelle med

Akaciehuset besluttede fra begyndelsen at søge om penge til professionel inspiration fra en skuespiller og billedkunstner. Det lykkedes: de fik penge fra Byens Børn, både lokalt og centralt. Og de siger samstemmende, at det er meget inspirerende at have professionelle med, det giver nye ideer, og pædagogerne kaster sig ud i mere. Fx de store papmachéfigurer ville de ikke selv have bundet an med.

»Det er vigtigt, at man kan gøre noget, som er ud over det daglige. Det er også inspirerende for børnene, at der kommer nogen, som kan noget andet end vi kan. Det giver dem noget ekstra. Og i en blandet børnegruppe som vores, er det vigtigt, at vi angriber et emne eller tema fra flere vinkler, sproglige, konkrete, aktiviteter hvor de skal turde noget og gøre noget med kroppen. Sådan arbejder vi også generelt med vores børnegruppe«, siger Kate Obeid.

De to kunstnere er der ikke mere, men institutionen arbejder videre med både de små værksteder og drama. For børnene leger teater hele tiden.

»I starten havde vi høje ambitioner med dramaet, men det at det er en leg betyder, at børnene glemmer, at de spiller. Det var tydeligt til ferniseringen, hvor de glemte, at forældrene var der«, siger Charlotte Christensen.

Forældrene har bakket op om projektet fra starten. Akaciehuset gør også meget ud at have en god kontakt med forældrene, som kvitterer med at være aktive og engagerede.

Det bliver ikke sidste gang, institutionen laver projekt omkring et tema. Men planlægning skal der til, for at det skal lykkes; tid til god planlægning og meget information undervejs. Og måske skal fremtidige projekter skal være lidt kortere.

Projektet har også haft den vigtige sidegevinst, at Akaciehuset og Akacieparken har fået meget positiv omtale.