Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Socialpsykiatri
Af Elisabeth Lockert Lange
Faglighed i front
Hjemmevejlederne på Bispebjerg arbejder med kontinuitet og tryghed i de psykisk syge brugeres dagligdag.
De sætter deres faglighed i højsædet – derfor er det vigtigt med faglige input.
Hjemmevejlederne Pia Dreier og Lisbeth Andersen fra Bispebjerg lokalcenter er halvdelen af deres hjemmevejledergruppe. Pia Dreier er pædagog, mens Lisbeth Andersen er socialformidler. Resten af gruppen består af endnu en pædagog og en plejeruddannet.
For dem er fagligheden i socialpsykiatrien alfa og omega. Og de synes, gruppen og teamet bruger tværfagligheden efter hensigten: at de forskellige fagligheder supplerer hinanden, og at de bruger hinandens faglighed og særlige viden. I en turbulent omstrukturering holdt de fast i de grundlæggende tanker i arbejdet, som de førte videre og videreudviklede i den nye struktur. De er også så heldige, at de stort set er de samme ansatte.
»Den faglige bevidsthed er det vigtigste, at være bevidste om og reflektere over, hvad man laver. Det gælder også i teamet i forhold til, hvad der er ens særlige opgave – fx for os, at det er det sociale, vi arbejder med. Men det er vigtigt med en lang livserfaring til at arbejde med denne gruppe, og at være moden. Og så skal man kende sig selv, have sig selv med og vide, hvad man kan stå inde for«, siger de to hjemmevejledere og fortsætter:
»Vi har et fælles menneskesyn, og vi reflekterer hele tiden over vores faglighed. Vi holder den ajour med bl.a. bøger og tidsskrifter, og vi har brug for kurser og lignende til at videreudvikle den, så den passer med det samfund og de brugere, vi har lige nu.«
Støtte til socialt liv
Teamstrukturen stiller nye krav, bl.a. til viden om en række nye områder.
»Fagligheden skal ikke udvandes, sådan at alle skal vide alt, men det er vigtigt, at alle får den nødvendige faglige viden. Det stiller krav til både, at vi opgraderes, og at vi ikke drukner i al den anden viden. For mens nogle i teamet skal være helt up-to-date, skal andre blot snuse og vide, hvor de kan finde ekspertisen«, siger de to hjemmevejledere samstemmende.
Gruppen bruger teamet på lokalcentret, hvis de har brug for fx en boligsagkyndig eller socialrådgiver.
Ingen af de to hjemmevejledere er urealistisk beskedne. De kan noget med brugerne, og det ved de. Netop fordi de har så bred en faglig viden i gruppen. Hjemmevejledergruppen er også meget selvkørende i sit arbejde og vurderer selv, hvor der er et særligt behov for støtte.
Gruppen »har« ca. 20 brugere i to forskellige typer botilbud foruden en række brugere i eget hjem med behov for støtte. Brugerne i botilbud kan ikke frasige sig hjemmevejlederstøtten, den hører med, når de siger ja til en bolig der. Til gengæld er der ingen begrænsninger på, hvor længe de kan bo i botilbudet.
Fælles for brugerne er, at de har socialt svært ved at være sammen med andre mennesker, og hjemmevejledernes primære opgave er at støtte det sociale i deres liv.
»Deres ressourcer er svage, og vi skal føre dem tilbage til virkeligheden. Nogle har været indlagt længe, og nogle har dårlige erfaringer med egne lejligheder. Vi støtter deres sociale liv og er netværksskabende. I gruppen kan de kvaje sig og blive trygge. Og når de er trygge med hinanden og os, kan de møde andre ude i verden og ikke blot dem de kender.«
Støtten til brugerne gives således både som indviduel støtte til at strukturere dagligdagen og støtte til at gebærde sig i sociale sammenhænge og lære respekt og tolerance. Bl.a. har de åbent to aftener om ugen, hvor de laver mad og spiser sammen.
»Vi forsøger at lære dem rummelighed, accept af at vi er forskellige, men kan rumme hinanden. Og vi oplever, at de får meget tillid undervejs.«
Kontinuitet og etik
Pia Dreier og Lisbeth Andersen fremhæver, at det allervigtigste i deres arbejde er det helhedssyn de har på brugerne.
»Vi er bevidste om det etiske i forhold til, hvordan vi arbejder. Nogle af brugerne har været ude for forfærdelige ting i livet og har utrolige historier med sig. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i, hvilket menneske de er«, siger Pia Dreier og tilføjer:
»Det betyder at respektere brugerne som de er og hjælpe med til, at de får mere medbestemmelse for eget liv, så de får mulighed for at komme længere.«
Lisbeth Andersen supplerer:
»Vi fanger mange, inden de bliver for syge. Når de bor her, så er der færre indlæggelser og i kortere tid, end når de bor helt for sig selv.«
Det er brugernes behov der gælder, og de fire hjemmevejledere rykker sig i forhold til dem. De er fleksible og støtter der, hvor der er brug for det. Det kan være i forhold til aktiviteter i gruppen, og det kan være koncentreret om den enkelte, fx hvis det er svært at komme op om morgenen, og det hjælper hvis der er en, som har lavet kaffe.
»Kontinuitet er vigtigt i vores arbejde. Brugerne kender os alle fire, og de ser os næsten dagligt. De har også vores mobilnumre og kan få fat i os i dagtimerne. Det bliver ikke misbrugt, men det giver dem en sikkerhed, så de kan finde ressourcer frem og opleve en frihed til at handle. Målet er jo, at de bliver bedre til at mestre deres liv og dagligdag«, siger de begge.
Brug for supervision
Som hjemmevejledere kommer de rundt om brugerens hele liv.
»Vi har et helhedssyn på brugernes liv. Det handler om både uddannelse, sociale relationer, familie, privatliv osv, og vi er
nødt til at hjælpe rundt om det hele lige fra personlig hygiejne over lægebesøg til betaling af faste udgifter«, siger Lisbeth Andersen og fortsætter:
»Vi har meget brug for supervision i vores arbejde. Det er noget, jeg synes, det er meget vigtigt at prioritere. Vi står ofte alene og skal tage beslutninger, og vi er også fagligt rustet til det. Men vi kan alligevel have brug for at tale om det. Især hvor vi føler, vi må overskride grænser fx ved psykotiske brugere. «
Derfor er professionalismen så vigtig for hjemmevejlederne. Samtidig med at de skal være tillidsskabende, skal de være meget bevidste om sig selv og deres grænser. Og selvom de skal være tæt på brugerne, må de ikke blande deres private liv ind i relationen til dem.
»Og den fare kan være der, hvis man ikke er meget bevidst om det. Vi er tæt sammen med vores brugere og skal være bevidste om vores grænser for, hvor vi er private. Hvis vi bliver for kammeratlige, er vi ikke faglige, og hvis vi fanges ind i det private, går det professionelle fløjten. Og så kan vi ikke hjælpe dem«, siger Pia Dreier.
Lisbeth Andersen fortsætter:
»Jeg kan frygte for den professionalisme, hvis hjemmevejlederne af sparehensyn kommer til at bestå af for mange yngre sosu-uddannede i én gruppe. Det er fint med en spredning både i alder og udddannelse, men det er så vigtigt, at der er nok med livserfaring, arbejdsviden og bevidsthed om livet, og jeg tror, man får mere bevidsthed om livet og samfundet med de lidt længere uddannelser.«
De to hjemmevejledere efterlyser også andre faglige indspark end supervision; kurser, temadage og tidsskrifter.
»Det er så vigtigt med fagligt input, med ajourføring og opdatering. Vigtigt at der bliver lagt penge i det og tid, så det ikke kun er noget, vi skal gøre i vores fritid«, siger Pia Dreier og Lisbeth Andersen.
Og det er noget af det, det nye faggruppeudvalg skal sikre: så der bliver fælles fodslag i, hvad hjemmevejlederen er for en størrelse – også i forhold til andre faggrupper.