Efterdønning af Sammenlægning

Af Elisabeth Lockert Lange

Mange daginstitutioner rundt om i byen slæber rundt på underskud efter en sammenlægning og de ekstra lønudgifter som det gav. Brolopperne i Lundtoftegade er en af dem. Og nu kommer de nye besparelser oveni.

Brolopperne i Lundtoftegade er en stor institution. Den er normeret til 168 børn, de 60 af dem er vuggestuebørn, de 108 børnehavebørn. Af dem er 20 halvdagsbørn.

For tre år siden var der fire selvstændige daginstitutioner, som i 2007 blev lagt sammen med Susanne Elling som leder for de i alt 47 ansatte.

Hun har ikke haft problemer med at regne ud, hvad institutionen skal spare, for hendes budget blev brugt til at fremlægge besparelserne i distrikt Nørrebro. De vil koste Brolopperne 1,3 millioner kroner.

Den integrerede institution har i forvejen et underskud fra sammenlægningen, det afdrager de på over fem år. Susanne Elling har som ”gammel” leder ellers ikke tidligere haft underskud, men ganske som mange andre af de sammenlagte institutioner i byen er det kommet i kølvandet på sammenlægningen.

”Vi er mange som tidligere var helt driftssikre. Det er med andre ord sammenlægningen, som er årsag til vores underskud. Rammen var for lille. Man valgte bl.a. at bibeholde tidligere ledere på deres lederløn, og det giver en kæmpelønudgift for den nye sammenlagte institution lang tid frem”, siger hun og tilføjer:

”Det er fair nok at forvaltningen vælger at en tidligere leder i en sammenlægning bibeholder sin løn, men det er ikke fair at man skubber udgiften over på den enkelte institution. Man kan ikke forvente at en sammenlægning ikke koster noget. Det kan ikke lade sig gøre med en besparelse de første år efter en sammenlægning, der skal investeres. Og derfor har vi underskuddet, som eskalerede i 2008.”

Nu står Brolopperne altså med en gæld, som skal afdrages og med en ny besparelse på tæt på tre procent. Nedskæringer som går ind i det store sorte underskud. Hvad gør de?

Først satte ledelsen sig ned og talte om regnskab og budget, og om hvad de gerne ville fremadrettet. De meldte deres tanker ud i teamudvalg og i samarbejdsudvalg, og der blev diskuteret.

Max børn

Det overordnede udgangspunkt er at der ikke skal spares mennesker, det gælder om at holde fyringer fra døren. Til gengæld sætter de flere børn ind. I børnehavedelen mangler de børn op til normeringen, men der er til gengæld mange vuggestuebørn, som gerne vil ind, og som integreret institution har de mulighed for at flytte rundt på grupperne. De kan desværre ikke regne med at beholde børnene, for de kommer ofte fra andre distrikter og forsvinder lige så snart der er frie pladser tættere på deres bopæl. Men også svingdørsbørn tæller i regnskabet.

Om det maksimale antal børn så overhovedet er nok til at der er råd til tre fuldtidsansatte til 22 børnehavebørn i grupperne er dog slet ikke sikkert.

”Måske er tre voksne til 22 børn på grænsen af hvad vi har råd til, selvom vi sørger for at der aldrig er huller. Der er i hvert fald ingen tvivl om at de ansatte løber stærkere”, fortæller Susanne Elling.

Så de trimmer. Hele vejen rundt i driftsbudgettet.

”På indkøbssiden skæres der dybt. Alt det sjove er væk, friheden til at gøre noget spontant er væk. Det er der ikke noget at gøre ved, der er ikke plads til noget spontant, alt skal planlægges nøje, eller koste meget lidt. Det giver en anden hverdag. Årets koloni, som er så vigtig for både børn og voksne, bliver måske den sidste. Næste år kan den være væk”, fortæller Susanne Elling.

Rengøringen er skåret, ledelsesstillinger er sat ned til tre (uden afskedigelser). Og så er der madordningen, som er kommet oveni. Den er både institutionen og dens forældre rigtig glade for. Det er ikke der problemet ligger. Men institutionen er fordelt på tre adresser og på grund af bygningernes fysiske forhold er der fire køkkener. De tre af dem godkendt til madlavning, det fjerde bliver bagekøkken.

”Alle køkkenerne skal besættes med køkkenassistenter, men i ordningen er der kun tænkt penge til halvanden køkkenassistent. Så den del er også løntung. Samtidig er det svært at få lov til at lave mad til børnene i vores små køkkener. Og så er der en del logistik i forbindelse med maden, varerne skal leveres til tre adresser, ting skal bæres op og ned. Og dette er en skal-opgave, vi kan ikke vælge noget fra. Vi har ændret det vi kan i forhold til opgaven, men det er svært at transportere varm mad op og ned af trapper, det skal laves på stedet.”

Så de skærer ned på selve maden. De kigger tilbud, både i forhold til indkøbsaftaler og levering. De satser på det årstidsbestemte og på at udnytte råvarerne til det maksimale, så alt kan genbruges dagen efter i en ny ret. ”Det er noget af en kunst at rationere, så vi ikke får for meget ind og ikke skal smide noget ud, og der udvises stor opfindsomhed. Standarden skal holdes, men der skal husmodertænkes. Og det er ikke kun i forhold til maden alle forsøger at være opfindsomme. Hele personalegruppen bakker op om at der skal gøres alt for at det ikke rammer personaletimer. Men der er også en stor mathed i at vi skal skære alt det sjove væk, alt det spontane”, siger Susanne Elling beklagende.

Personalepleje er fx en saga blot, ingen tilskud til jubilæer og andre store arrangementer. Det gav ellers en stor vi-følelse og fælleshed til en nysammenlagt institution, fortæller hun, men når der skal trimmes, synes de ikke de kunne forsvare det. Ærgerligt for det kræver noget at forene fire vidt forskellige kulturer til en fælles fagligt kvalificeret holdning i et område med mange sociale vanskeligheder.

Skåret

Den eneste indtægt daginstitutionen har, er børnene, så børnetallet skal holdes uafbrudt. Der er ganske vist mange udgifter, men den største er medarbejderne, lønudgiften. Så selvfølgelig tænkes der i hænder og kroner. Og det kan stille store krav til personalet.

Fx hvis en erfaren medarbejder går på efterløn, vil de da nok overveje at genbesætte med en billig uerfaren. Vikardækningen skrues ned på et absolut minimum.

”I vuggestuen er der nødt til at være hænder, det kan ikke være anderledes, men vi regner med nul vikarer i børnehavegrupperne. De pædagogiske ledere har skullet ud og være panikvikarer under sygdom i børnehavegrupperne, og jeg har også selv været med. Men det betyder jo noget et andet sted, for så ryger ledelsestænkningen”, peger Susanne Elling på.

Brolopperne er også blevet skåret i kompensationsmidler i sammenlægningen, de blev reduceret til ét sæt i stedet for hver sit. Sociale kompensationsmidler til børnehavedelen, hvor der er mange børn med sociale problemer, er skåret væk ved sammenlægningen. Sammenlagt med vuggestuedelen ses det nu under ét, og vuggestuebørnene har ikke den samme sammensætning som børnehavebørnene. Men det faktum ændrer jo ikke på børnehavebørnenes problemer. Det samme gælder midler til sproglige tiltag.

Susanne Elling giver et eksempel, som hun en dag satte sig ned og regnede på. Et barn i institutionen skulle mandsopdækkes og kostede en halv million alene i lønudgift. Og ødelæggelserne har hun ikke taget med i sit regnestykke. Penge som institutionen bare skal afholde.

”Barnet skal jo have den omsorg og gå her i Brolopperne, det er ikke det jeg siger, men vi skal have penge til de mange ekstra timer. Dette blot for at illustrere at det er noget helt andet at drive institution i Lundtoftegade, end det er så mange andre steder. Han går her ikke mere, men han er jo ikke den eneste. Men han er den eneste jeg har beregnet udgiften på. For fremtiden vil jeg lave særskilt regnskab for denne type opgave, for når forvaltningen strammer tingene som de gør nu, så sker der et skred for os, og disse børn kræver meget”, siger hun og tilføjer at der jo også er skåret på støttepædagogtimerne. Fuld tid er nu 18 1/2 time, så hvis de har brug for ægte fuld tid må vi betale resten selv.