Få blik for kønnet

Styrk mangfoldigheden

Af Tine Selbæk

I Danmark er vi mere ”kønsblinde” – også i det pædagogiske arbejde – end i vore nabolande. Men hvis drenge og piger skal have lige muligheder for at udfolde sig, er det vigtigt at udfordre nogle af de stereotype forestillinger om køn, som de fleste af os bærer rundt på. Det mener Julie Bjerrum Fischer, der er nyuddannet pædagog og en af bidragyderne til en helt ny antologi om køn og pædagogik.

E r en ”rigtig” dreng i dine øjne sådan én, der utålmodig, støjende og stort set kun leger med andre drenge – typisk lege, der handler om superhelte, politi og røvere? Er en ”rigtig” pige én, der er rolig, overholder reglerne, er sprogligt dygtig og gerne hjælper de voksne med praktiske gøremål? Er den måde, børn gebærder sig på som køn, noget, vi ikke kan eller skal påvirke – drenge er nu engang drenge, og piger er piger? Og er du selv som pædagog kvinde eller mand på en forudsigelig måde?

Det er nogle af de mange spørgsmål, pædagog Julie Bjerrum Fischer og andre bidragydere i antologien ”Åbne og lukkede døre” opfordrer til at tænke over.

Udgangspunktet for bogen er, at der i Danmark er en højere grad af ”kønsblindhed” end i andre nordiske lande. I Sverige har der f.eks. gennem mange år været fokus på køn og ligestilling i pædagogiske miljøer, og man har lavet undersøgelser, der viser, at daginstitutioner medvirker til ”pigeliggørelsen” og ”drengeliggørelsen”, der sker i løbet af børns opvækst.

”Som nyuddannet pædagog i Danmark savner jeg i den grad fokus på køn og ligestilling såvel på pædagoguddannelsen som i den pædagogiske debat i fagblade og ude i daginstitutionerne. Vi støder i vores arbejde hele tiden på forestillinger om køn, der virker begrænsende for både drenges og pigers udfoldelsesmuligheder. Men vi mangler viden om, hvad der forårsager de mønstre og forestillinger. Og ikke mindst mangler vi redskaber til at forandre mønstrene”, siger Julie Bjerrum Fischer, der til daglig arbejder i vuggestuegruppen i den integrerede institution ”Harmonien” på Frederiksberg.

”Ligestillingsdiskussionen her til lands handler meget om målbare forhold – f.eks. om hvor mange af hvilket køn, der tjener hvor meget. Men en anden mindre håndgribelig side er hvilke forventninger, vi knytter til kønnene. Der eksisterer mange ideer om, hvad det vil sige at være dreng og pige – og de ideer betyder noget for, hvordan vi møder børn, og hvilke muligheder vi giver dem. Uanset om vi vil det eller ej.”

Det er som om, der er en feminist-forskrækkelse i Danmark, mener hun.

”Der er en insisteren på, at vi er frie og lige – derfor er der ingen, der skal fortælle os, at vi ligger under for normer om køn. Men der er begrænsninger og ideer om, hvad der sig hør og bør for de to køn. Og den blindhed for kønnede strukturer smitter også af på det pædagogiske arbejde. Hvis ingen i samfundet ser kønnet, kan man heller ikke forvente, at pædagoger gør det”, siger Julie Bjerrum Fischer.

”En af holdningerne, også blandt pædagoger, er: ”drenge og piger er jo forskellige fra naturens hånd”. Så konsekvensen bliver let: vi skal ikke gøre noget som helst, det klarer naturen. Hvilket er et paradoks, når man tænker på, at målet for pædagoger ellers er at støtte børn til at udvikle sig alsidigt. Vi kan åbenbart godt lære børn at være gode kammerater, selv om de ikke er det fra naturens hånd, men vi kan ikke lære dem at være drenge og piger på mere mangfoldige måder!”

Den gode pædagog kan det hele

Julie Bjerrum Fischer oplever køn som noget, man ”gør” – ikke noget, man bare ”er”. Noget, der er skabt i et samspil med omgivelserne. Hun mener, at man som pædagog kan begynde allerede i vuggestuen, hvis man ønsker at give de to køn mulighed for større mangfoldighed.

”Man kan starte med at se alle de meget forskellige drenge og piger, der er. Og man kan som voksen prøve at aflægge sit syn på piger som søde og drenge som vilde og frække. Jeg oplever som pædagog i en vuggestue, at begge køn både er til det vilde og til det nære.”

”De leger det hele, så som pædagoger skal vi øve os i at se det hele og understøtte hele bredden. Vi skal også være bevidste om, at vi befinder os i en kultur, hvor langt flere drenge i forvejen hører ”Øj, hvor løber du stærkt”. Og flere piger hører ”Nej, hvor er du fin”. Derfor skal pædagoger være ekstra opmærksomme på også at give piger positiv opmærksomhed, når de er stærke. Og at se drenge for at være søde.”

Man skal også som pædagog have et bevidst blik på, hvordan man selv ”gør” sit køn.

”Det handler om at vise børn, at det at være kvinde indebærer alt muligt – både det såkaldt feminine og maskuline. Så børnene også ser den kvindelige pædagog klatre i træer og smøre døren med olie, når den binder. Og også ser den mandlige pædagog nusse og give omsorg.”

Julie Bjerrum Fischer mener, der har været en tendens til at tænke ”Det er godt, vi har nogle mandlige pædagoger til at spille fodbold med drengene og give noget mandligt modspil”. Underforstået: at ”mandligt modspil” er noget særligt, som kun mænd kan.

”Og det er jo noget vrøvl. For den gode pædagog kan det hele. Den gode kvindelige pædagog kan også tumle. Og den mandlige pædagog kan også det nære.”

Mere ok for piger at bryde normen

Julie Bjerrum Fischer oplever helt klart, at det er mere acceptabelt for piger at overskride de forestillinger, der er til deres køn. Det vil sandsynligvis vække mindre bekymring, hvis en pige møder op i børnehaven klædt ud som Spiderman, end hvis en dreng ønsker at gå i pigetøj.

”Det, vi opfatter som maskulint, har generelt mere status end det, vi opfatter som feminint. Derfor kan det sagtens være sejt for en pige at spille fodbold og lege med drengene. Der er mindre værdi i at være en dreng, der pusler med dukker eller leger med pigerne”.

Hvis en dreng går i kjoler, vil det klassisk afføde den kommentar, at ”det er da bedre, han lever det ud nu end senere.”

”Jeg tror, der ligger en angst for homoseksualitet, som er ekstra stærk, når det gælder drengebørn.”

Julie Bjerrum Fischer mener, at pædagoger skal værdsætte, når børn træder ud af de vante rammer – f.eks. hvis en dreng ønsker at gå i kjoler, eller en pige leger ”vildt”.

”Det er en vidunderlig chance for at tale med børnene om, at man kan være pige og dreng på mange måder.”

Når man ser på børns opførsel, kan man som pædagog også nogle gange spørge sig selv: hvordan havde jeg reageret, hvis barnet havde haft et andet køn? ”

Det er en ”reminder” til én selv om at prøve at tænke lidt omvendt. Man kan også være opmærksom på: Hvad hører det her barn ikke så tit? Hvis en dreng er meget til blåt tøj og biler – og hvis forældrene mest støtter det ”maskuline” i ham – så er det jo vigtigt, at jeg som pædagog støtter ham, når han er ked af det og viser andre sider. Hvis en pige af forældrene kun bliver dyrket for at være en prinsesse, kan jeg støtte hende i også at mærke sin styrke og vrede”, siger Julie Bjerrum Fischer.

Når man først får blik for, hvor kønsopdelt alting er, virker det så indlysende at brede de to køns muligheder ud, mener hun.

”Og selvfølgelig er det min opgave som pædagog at være med til det – netop fordi jeg skal være med til at sikre, at børn udvikler sig alsidigt. Det kan aldrig være en pædagogs opgave at understøtte en kønskonform adfærd”, siger Julie Bjerrum Fischer, der, mens hun har været med til at skrive antologien, nærmest har haft dårlig samvittighed over at introducere endnu et fokusområde – køn – som daginstitutioner må forholde sig til.

”For er der noget, som daginstitutioner oplever i disse år, er det en stigning i antallet af opgaver, der skal løses. Samtidig med, at der spares og effektiviseres.”

Alligevel har hun ikke kunnet lade være.

”Vi bliver som pædagoger nødt til at forholde os til køn og ligestilling, fordi en stor del af menneskelivet struktureres af køn, og fordi kønnet har så stor betydning for, hvilke kompetencer vi får mulighed for at udvikle”, siger hun.

Julie Bjerrum Fischer er med i det tværfaglige ”Netværket for køn i pædagogik”. Se hjemmesiden: www.konipaedagogik.dk. Folk fra netværket tager også ud i institutioner og laver workshops om køn og pædagogik.

Bogen ”Åbne og lukkede døre” er udkommet på Frydenlunds forlag. De fleste bidragydere er med i ”Netværket for køn i pædagogik”. Bogen koster 299 kr. og er på 226 sider.