Kvalitet koster

Af Elisabeth Lockert Lange

Det er tid til en diskussion af, hvad kvalitet er i daginstitutionerne. Og hvad kvalitet kræver. Det mener den integrerede institution Midgård på Nørrebro – her midt i besparelserne.

Midt i Mjølnerparken ligger Midgård – en integreret institution med 58 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn, fordelt på ni stuer med tre voksne på hver.

Året i Midgård startede med en influenzaepidemi blandt personalet. Det viste med al tydelighed, hvor sårbare de er.

”Selvom medarbejderne er gode til at dække hinanden ind, så var det hårdt og barsk. Vi kan være ildslukkere en tid, men man kan ikke blive ved med det. Det er jo ikke ligegyldigt, om der er to eller tre voksne på en stue”, siger Tinna Erichsen, som har været leder her siden 1997.

Så hun har prøvet turen med nedskæringer og besparelser før, og nu synes hun det er på tide at politikerne begynder at diskutere, hvad de vil med de københavnske daginstitutioner, hvad de mener kvalitet er, og hvad det kræver af antal medarbejdere. Institutionerne har brug for at tale kvalitet og kerneydelse frem for projekter, og kvalitet koster, det må politikerne bare erkende.

For ganske vist skal Tinna Erichsen som ansvarlig leder overholde budgetterne, det er selvfølgelig vigtigt. Men hun skal også kunne forsvare arbejdet med børnene over for børnene selv og deres forældre.

”Børnene må ikke lide under pasningen, og personalet må heller ikke køre ned. Det må bare ikke ske.”

Vikarbudget halveres

Midgård skal spare over 270.000 i 2010. Samtidig har de en gæld på grund af en misforståelse om et gårdmandsbudget og en tid i 2008 med tomme pladser. Den slags underskud skubber man foran sig, for fyringer kan jo ikke effektueres fra dag til dag. Samtidig har de refusioner fra barsler til gode, for i modsætning til regninger så udbetales refusioner for barsler et år først året efter. Denne gæld skal afvikles over fem år.

Da budgettet først kom ud på institutionen, satte ledelsen sig og udarbejdede et forslag. Så blev trioen, altså ledelse, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant indkaldt for at diskutere det. Og derefter var forslagene oppe på et personalemøde, hvor alle kom med deres bidrag.

”Alle medarbejdere ved hvad det her handler om, og der er ingen konflikter i forhold til det. Folk er meget engagerede og ansvarlige og arbejder for at det skal lykkes. De er også forstående i forhold til at få nye medarbejdere fra jobbanken. Men selvfølgelig er der en bekymring for, hvordan det kommer til at være. Fx om ledelsen bliver en ”det er der ikke råd til”-slags”, fortæller Tinna Erichsen.

Målet for planen var og er – ikke overraskende – at undgå fyringer af faste medarbejdere, og at fastholde så mange ressourcer til børnene som muligt. Derfor må alt andet stå for skud lige fra personalekurser til vedligeholdelse.

Der bliver tale om en kvalitetsforringelse. Det er Tinna Erichsen ikke i tvivl om.

Vikarbudgettet halveres, svarende til en hel stilling, og det er meget at miste.

”Det vil kunne mærkes. Og det er denne del, som medarbejderne er mest bekymrede for. Fx vil der ingen vikar være uanset sygdom, når vi åbner om morgenen, afspadsering skal dækkes af stuerne selv, og i perioder med færre børn må vi flytte rundt på personale. Og alligevel, mangler der mennesker, så mærker børnene det, så uanset hvad vi vælger, bliver der tale om en kvalitetsnedgang.”

Underlige regler

Maden bliver selvfølgelig skåret ned til så billigt og så enkelt som muligt. Påske- og julefrokost for børnene er skåret væk. Udflugter med børnene er skåret ind til benet. Den årlige forældreudflugt til udflytterdelen på landet er skåret væk, ærgerligt ja, men børnenes hverdag er vigtigere, siger Tinna Erichsen.

Forvaltningen har skåret i rengøringen, så den er omlagt til noget meget skrabet. Man må så håbe der ikke kommer mere sygdom på den konto. Den ene gårdmand, ham på landet, har de måttet fyre.

”Her i byen er der jo nødt til at være gårdmand, legepladsen skal efterses hver dag bl.a. for sprøjter. På landet? Vi aner ikke, hvad vi skal gøre deroppe, der er ingen til at fjerne sne, så hvad der sker når posten ikke vil aflevere breve, ja… men jeg må prioritere. Der er sparet på vedligeholdelse, og på sigt vil det selvfølgelig koste i håndværkerregninger. Det kan ikke betale sig, men det er nødvendigt her og nu.”

Tomme pladser skal for enhver pris undgås, men det er ikke altid så ligetil med de regler for pladsanvisning der er lige nu. Tinna Erichsen sukker:

”Politikerne må ind og ændre på reglerne for pladsanvisning, de fungerer ikke optimalt. Der bruges alt for meget tid og ressourcer på forældre, som står på venteliste og som afviser den ene plads efter den anden. Det tager tid fra alle.”

Også ansættelser kan få afledte virkninger. Fx har Midgård et barselsvikariat, de skal have besat, og de får derfor besøg af en ansøger fra jobbanken. Så langt så godt. Problemet kommer, når vikariatet slutter, for systemet er lavet, så institutionen ”hænger” økonomisk på medarbejderen, indtil jobbanken har skaffet hende et nyt job. De risikerer at stå med to ansættelser. Men nu er planen for besparelserne så lagt. Men holder den? Det kan ingen love.

Selvforvaltning… af hvad?

Man skal med andre ord have is i maven og ikke gå i panik.

Men de forhold som daginstitutionerne lever under, bør diskuteres, mener Tinna Erichsen. Lige fra kvalitet til selvforvaltning.

”Som politiker må man da også være interesseret i en diskussion af, hvad målet for vores arbejde er, hvad målet for vores institutioner er, hvad kvalitet er. Og hvad der skal til af personale til en børnegruppe for at drive en institution. Og selvforvaltningen bør diskuteres. For er det noget at selvforvalte mere? Disse diskussioner bør vi tage nu.”

Et eksempel. Tinna Erichsen skulle ansætte en køkkenleder, for første og måske sidste gang i sit arbejdsliv. Hun brugte oceaner af tid på at forsøge at finde ud af det.

”Det ville være dejligt, hvis en lønafdeling ville gøre den slags. Hele det administrative behøver i det hele taget ikke fylde så meget. Og så mange mennesker behøver heller ikke bruge så meget tid hver især på at lave hver deres politik på alle områder. Hvis forvaltningen mener vi skal have en beredskabsplan, jamen så lav dog én som er for os. Gør det så enkelt som muligt. Også i forhold til lønaftaler. Det er ikke rimeligt at vi skal flytte rundt med det, det tager for meget tid. Og når jeg ser mængden af papir om kurser og oplysning i forhold til madordningen, så tager jeg mig til hovedet, det er vanvittigt. Og alle de mennesker der har marcheret op og ned og ud og ind og målt op i institutionerne, det er helt vanvittigt, det er det rene spild af penge”, siger hun, tier lidt og tilføjer:

”Og gårdmanden. Vi skal jo have fejet legepladsen og området, det er alle vel enige i, og at der ikke skal være sprøjter, hvor børnene færdes. Men så må man vel også være enig i at der skal mennesker til det, timer til det!”

Og nu Tinna Erichsen er i gang med absurditeterne:

”Man opfinder steder at finde penge. Fx er vores selvrisiko for skader nu 25.000 kr. pr. skade, sidste år var det 7.000 kr. Det er jo bare en måde at spare penge fra institutionen på. Men vi kan rent faktisk komme til at stå i den situation at vi ikke har råd til at købe nye barnevogne, hvis de bliver stjålet. Vi er udsatte her i området, og der er ingen rimelighed i eller forklaring på en sådan selvrisiko. Det er jo kommunens egne huse, man vil vel gerne vil have dem vedligeholdt?”