Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Degnestavnen blev årets legeplads
Så er afstemningen om Årets Legeplads 2010 afsluttet, og vinderen er fun det. Det blev den bemandede legeplads Degnestavnen i Københavns nordvest, der løb med flest stemmer. Det blev fejret med en stor fest for alle, der havde lyst til at kigge forbi. Masser af musik var der, forfriskninger - og ja leg.
Legepladsen er i år blevet sat gennemgribende i stand og har fået en masse nyt og spændende, fx den nye svævebane med udsigtstårn. Der er også en kuperet birkelund med rutsjebane, tunnelsystem og små stier gennem bevoksningen. På to store, asfalterede boldbaner kan børnene spille fodbold, basket, hockey, tennis, volley mv. På en fritstående boldmur med store, runde ”målskiver” kan man skyde eller kaste til måls, mens boldmurens bagside er lavet som en grotteagtig klatrevæg med flere sværhedsgrader.
Her er også almindelig gynge og fugleredegynge, små legehuse, vippedyr og klatrestativ med reb. Og et lille soppebassin med vand om sommeren midt på legepladsen, hvor der også er lavet en lille ”vandlegeplads” til de mindste.
Legepladsen er bemandet alle hverdage fra kl. 9.30-17. Hos de ansatte kan børnene låne cykler, bolde, sportsredskaber og andet udendørs legetøj. Indendørs i klubhuset er der aktiviteter med brætspil, tegne-male, computere mv.
Undervisning i fattigdom
Undervisningsministeriet og Børnerådet er gået sammen om at udgive et undervisningshæfte, hvor der stilles skarpt på fattigdom og social udstødelse i Danmark anno 2010. For fattigdom og social ulighed lever i bedste velgående også i vores del af verden, og som bekendt er 2010 europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Inspireret af det sættes der i undervisningsmaterialet Fattigdom og social udstødelse - hvad er det? fokus på fattigdommen og den sociale udstødelse i både det nære og i samfundet generelt. Målgruppen for materialet er folkeskolens ældste klasser, men det kan måske også inspirere pædagoger til at tage temaet op.
Materialet er gratis, dog med 25 kroner i ekspeditionsgebyr + porto. Det kan bestilles på www.boerneraadet.dk
Sejr for deltidsansatte
Selvom man arbejder på deltid og får en arbejdsskade, så skal tabet af erhvervsevne i en række tilfælde beregnes ud fra en fuldtidsløn. Det siger en dom i en sag om en dagplejepædagog, og FOA har dermed vundet en meget principiel sag.
En dagplejepædagog arbejder 30 timer ugentligt og bliver ramt af en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afviser at tabet af erhvervsevne kan beregnes ud fra en fuldtidsansættelse, erstatningen skal beregnes ud fra de 30 timers deltid. FOA har påpeget at dagplejepædagogen på dette tidspunkt har børn på 2, 6 og 8 år, og derfor midlertidigt er på deltid. Hun har tidligere i en årrække havde arbejdet på fuld tid.
Højesteret giver FOA medhold. Tabet af erhvervsevne skal fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsansat dagplejepædagog. Samtidig har Dansk Sygeplejeråd fået medhold i en lignende sag, så de to domme får nu principiel gyldighed.
”Det er vi særdeles glade for. Vi går nu omgående i gang med at vende bunken af sager med deltidsansatte medlemmer med arbejdsskader,” siger forbundssekretær Inger Bolwinkel fra FOA.
Ingen penge?
Inden de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger (i 2011) overhovedet er gået i gang spiller finansministeren ud med at der slet ingen penge er at forhandle om. Det overrasker FOA at Claus Hjort Frederiksen på den måde spænder ben for forhandlinger, som FOA spår som historisk svære, på forhånd.
For første gang i historien skylder lønmodtagerne nemlig på forhånd arbejdsgiverne penge, på grund af reguleringsordningen i forhold til den private sektor, hvor lønnen i praksis står stille. Men da det offentlige, som altid, brugte finansministeriets prognose for de private ansattes lønudvikling, til at regulere ud fra, er FOA forundret over finansministeren ikke tager sin del af ansvaret. Dennis Kristensen forventer at en overenskomst som lønmodtagerne vil sige ja til, bør indebære en tryghedsaftale, et særligt løft for de lavtlønnede, en sikring af at lokallønnen kommer den enkelte faggruppe til gode og så de første skridt hen mod reel ligeløn.
Mobbe-hotlinen er populær
Arbejdstilsynets nye mobbe-hotline er populær, at den dækker et behov for nem adgang til råd og vejledning om mobning står klart siden den gik i luften i april i år. Siden da har Arbejdstilsynet modtaget omkring fire gange så mange henvendelser om mobning som tidligere. De fleste henvendelser er fra personer, der selv har følt sig udsat for mobning. Der har dog også været henvendelser fra vidner til mobning, pårørende til mobningsramte og virksomheder, der gerne vil vide, hvordan man forebygger mobningen.
Hotlinen er bemandet af medarbejdere fra Arbejdstilsynet, der har erfaring og viden inden for mobning og psykisk arbejdsmiljø. Hotlinen har fire primære målgrupper: Personer, der selv er udsat for mobning, pårørende til mobningsramte, virksomheder med akutte problemer med mobning samt virksomheder, der ønsker at forebygge mobning. Hotlinen kan kontaktes mandag til torsdag kl. 8-16 og fredag kl. 8-15 på tlf. nr. 70 12 12 88. Tast 4 for hotlinen.
Et aktivt fritidsliv
10 kommuner har med støtte fra Socialministeriet deltaget i et forsøg med fritidspas til udsatte børn og unge. Forsøget er evalueret, og både børnene og kommunerne har været glade for ordningen. Derfor bruger satspuljepartierne nu 81,7. mio. kr. på at udbrede erfaringerne til resten af landets kommuner. Støtten går bl.a. til fritidsaktiviteter og til fritidsvejledere, der fortæller udsatte børn og deres familier om muligheden for at gå til eksempelvis fodbold, svømning eller spejder. I forsøget giver mange af de unge udtryk for at fritidsaktiviteten har gjort en positiv forskel, og mange af dem fik nye venner.
Kommunerne kan frem til d. 20.september 2010 søge penge fra Socialministeriets nye pulje til udbredelse af erfaringerne med fritidspas.
Undervisning skal gøres bedre
Undervisningen af anbragte kriminelle børn og unge på landets syv sikrede institutioner kan blive bedre. Det konkluderer en ny rapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som Danske Regioner har fået lavet. Resultatet er kommet frem gennem interviews og observation, og rapporten konkluderer blandt andet, at de unge modtager for få undervisningstimer, og at der flere steder er behov for nye undervisningslokaler, hvor der kan gives holdundervisning. Desuden er den pædagogik der bedrives på institutionerne meget forskellig. Rapportens anbefalinger er derfor bl.a. flere undervisningstimer, bedre skolelokaler og endelig efteruddannelse og vidensspredning blandt underviserne. Læs rapporten på www.sl.dk
Børnefattigdommen eksploderet
Børnefattigdommen i de store byer København, Århus og Odense koncentreres i stigende grad i bestemte områder. Ghettoerne. Hårdest ramt er Gellerup i Århus, hvor hvert fjerde barn lever i fattigdom og Vollsmose, hvor hvert femte barn lever i fattigdom. I København er Tingbjerg samt Nørrebro hårdest ramt af børnefattigdom. I disse områder lever over 15 pct. af børnene i fattige familier. Dette står i stærk kontrast til de velhavende områder af København, hvor blot 2-3 pct. af børnene lever i fattigdom. Der er på få år tale om en tredobling af fattige børn i ghettoområder, der i forvejen er hårdt ramt af børnefattigdom.
Antallet af børn ramt af fattigdom fortsætter med at stige. Samlet er der nu næsten 65.000 fattige børn i Danmark. Det er en stigning på over 13.000 børn på bare ét år, hvilket svarer til en stigning på 26 pct.
Godt - men ikke nok
At unge, der har været anbragt i enten familiepleje eller på døgninstitution har svært ved at skulle stå egne ben bagefter, er der ingen der er uenige om. Det har fået Socialministeren til at afsætte 80 millioner kr. til efterværnsforsøgsprojekter i ni kommuner. Det er et godt initiativ at sætte fokus på, at indsatsen halter, mener Socialpædagogerne, men det er ikke nødvendigt med forsøg eller test. Vi ved, hvad der skal til, fortæller de hende, og der er brug for det i alle 98 kommuner.
Disse unge har ofte ingen netværk, og de har derfor virkelig brug for støtte og hjælp fra samfundet. Og socialministeren lægger da også bl.a. op til at de unge fx kunne kobles til særlige udslusningsordninger, hvor de er tilknyttet en familie, og hjælp lokalt med fx praktikplads. Gode og konkrete forslag, mener Socialpædagogerne: Lad os rulle dem ud over samtlige kommuner.
Forebygge seksuelle overgreb
Servicestyrelsen satte sig for at ville forebygge seksuelle overgreb mod mennesker med handicap og iværksatte til den ende et metodeudviklingsprojekt i 2007-09, hvor fem projektkommuner deltog. Projektet har udviklet og afprøvet konkrete metoder og redskaber til forebyggelse og behandling af seksuelle overgreb mod mennesker med handicap. Der er nu udarbejdet et idékatalog, som kort præsenterer de udviklede metoder og baggrunden for metodeudviklingsprojektet. Derudover er der udviklet en elektronisk redskabskasse, der uddyber de enkelte metoder, som bl.a. omfatter seksualpolitik, beredskabsplan, faglige netværk og kompetenceudvikling. Redskabskassen giver konkrete råd og vejledninger til implementering af metoderne i kommuner og bo- og dagtilbud.
Børns Vilkår søger børn der vil hjælpe andre børn
Den 7. oktober bager børneinstitutioner og skoler over hele landet og sælger bagværket til forældre, bedsteforældre og venner til fordel for udsatte børn.
Bag for en sag giver børnene en sjov oplevelse samtidig går pengene, som børnene samler ind, til BørneTelefonen i Børns Vilkår.
”Vi håber, at rigtig mange institutioner vil tilmelde sig. Når man er med i Bag for en Sag, er man med til at sikre, at vi kan hjælpe endnu flere børn i Danmark. Samtidig er dagen med til at inspirere børn til at hjælpe andre børn,” siger Dorthe Lysgaard, direktør i Børns Vilkår.
Sidste år bagte over 30.000 børn på godt 500 institutioner og skoler. I 2009 indsamlede de bagende børn knap 700.000 kr.
Institutioner kan tilmelde sig på www.bagforensag.dk, hvor der også findes inspiration til opskrifter.