Når det bedste ikke er godt nok

Af Tine Bjerre Larsen

Vi er så styret af kultur, traditioner og vaner, at vi hele tiden kommer til at reagere ikke anerkendende overfor børn, men vi kan gennem øvelse og selvrefleksion lære at tage fra ?den nye skuffe? i stedet for fra ?den gamle?, mener pædagog og familieterapeut Lotte Secher.

Alle taler om at arbejde ?anerkendende?, men det er meget forskelligt, hvad man i daginstitutionerne forstår ved begrebet.

Det oplever pædagog og konsulent Lotte Secher, som tager rundt og holder kursusforløb for pædagogisk personale og er aktuel med bogen ?Godt for børn ? anerkendende relationer i praxis?.

Hun har skrevet bogen sammen med sygeplejerske Niels Elkjær Krog, fordi hun gennem sit mangeårige virke som pædagog og daginstitutionsleder har oplevet, hvordan almindelige børn og deres familier og de stadigt flere udsatte børn kommer i knibe og har brug for at være sammen med voksne, der støtter deres udvikling og selvfølelse.

?Jeg tænkte tit, at det er synd for forældre, at de er så meget i tvivl om, hvordan de skal være sammen med deres børn og sige nej uden at de føler, at det bliver kæft, trit og retning. Jeg ville gerne vise dem, at det er muligt at sige nej på en måde, så man ikke underkender barnet. For det andet så var jeg træt af at høre om de uunderviselige børn i de yngste skoleklasser, som beskrives som egoistiske og urolige, for der er ingen børn, der er født sådan. Det handler om, hvad voksne har udsat dem for?, siger Lotte Secher.

Sammen med Niels Elkjær Krog fik hun skitseret et forsknings- og metodeudviklingsprojekt, der skulle finde nye veje i arbejdet med børn, og projektet, som fik næsten to millioner i støtte fra Socialministeriet, udfoldede sig i samarbejde med dagplejen og seks daginstitutioner i Silkeborg kommune. Med bogen er deres metode til at arbejde med anerkendelse blevet videreudviklet, så både pædagoger og børn bliver klogere på sig selv og kommer berigede ud af konflikter, forklarer Lotte Secher.

?Hvis det handler om Tobias på fire år, som flere af pædagogerne synes er besværlig, så sidder man på personalemødet og alle fortæller om deres episoder med Tobias og taler om, at hans familieforhold gør det forståeligt, at han har det svært osv. Vi pædagoger er dygtige til at køre ud af mange tangenter, så vi forplumrer indsigten på vores egen andel. Vi glemmer at spørge, hvorfor vi bliver så irriterede over, at Tobias smider sin støvle hen af gulvet i stedet for at tage den på??

Som pædagog handler det om at få øje på sine egne ?prikker?, som Lotte Secher kalder det. Selv opdagede hun, at hun havde en prik med piger eller gimper, der holder hinanden ude, og derfor kom let til at skælde ud, hvis hun så sådan en situation. Det er vigtigt, at man som pædagog og voksen bliver bevidst om sine prikker, fordi de forhindrer en i at være anerkendende.

?Mange har svært ved at have, at børn bliver kede af det, fordi vi alle sammen har en sorg i os, og derfor kan vi reagere uhensigtsmæssigt, hvis et barn græder, fordi det skal sige farvel til sin mor. Man kan i den situation vælge at lade en anden pædagog tage over eller sige højt, at ?jeg bliver også ked af det, fordi jeg kan huske, hvordan det var at sige farvel?. Hvis man afleder barnets gråd ved at få det til at kigge ud på fuglen udenfor vinduet, så udfolder man ikke det potentiale, der ligger i konflikten. For nogle børn er det værste, der kan ske, at dets mor går, og det barn skal have hjælp til at øve sig i den afsked og adskillelse. I det øjeblik pædagogen fx siger ?jeg synes, at du ser ked ud af det. Du vil vist gerne have at din mor bliver?, så giver hun barnet lov til at græde og blive klogere på, hvordan det har det.?

Autentiske voksne

Ifølge Lotte Secher er anerkendelse ?at se og høre barnet på dets egne præmisser og gøre det med medfølelse, accept og adskilthed?. Det gælder også eller især når barnet gør noget, som vi ikke vil have, for det er her, man skal stå sin prøve, understreger forfatteren, der anbefaler, at man som en støtte til sine refleksioner over arbejdet med anerkendende relationer skriver nogle eksempler fra hverdagen ned.

?Det handler om at skrive nogle sætninger ned eller bede sin kollega gøre det, hvis man står i en vanskelig situation med et barn. Hvis kollegaen også skriver ned, kan det være, man finder ud af, at man har to forskellige opfattelser af, hvad der skete, og på næste personalemøde vil man kunne tolke episoden.?

Hvordan skriver man om episoden?

?Man skriver nøgternt, hvad der er sket, og hvem der har sagt hvad. Hvis vi tager eksemplet med Tobias, kan det være, at man har skrevet: ?Vi skal alle ud på legepladsen. Tobias sidder i sit rum og jeg siger til ham: Du skal tage dine støvler på. Han kyler den ene støvle hen af gulvet?. Og den næste sætning kan være: ?Jeg beder dig bare om at tage støvler på, og så skal du ikke kyle dem hen af gulvet?. Sådan har den voksne pædagog sagt for at retfærdiggøre sig selv. Det er ikke hende, der har gjort noget forkert. Men på den måde anerkender hun ikke barnet. Hun ser og hører det ikke på dets egne præmisser med medfølelse, accept og adskilthed.?

?Barnet får derfor ingen hjælp til at finde ud af, hvad der sker inden i ham, og at kaste den støvle er det bedste han kan i den situation. Hvis pædagogen i stedet for havde sagt ?Hold da op. Det vil du godt nok ikke. Ved du hvordan det mon kan være, at du er så gal over at skulle have støvler på??, så havde hun anerkendt barnets ret til at være sig selv. Hun har ingen pligt til at synes at han er pragtfuld, men fordi hun er den voksne, skal hun tage ansvar for situationen. Vi vil så gerne være gode venner med børnene og siger måske ?hvorfor gør du nu det?. Vi undgår at se den magt i øjnene, som vi udøver. Der står ikke igrundloven at alle børn skal ud efter frokost, og måske var det det, som Tobias ikke ville.?

Første skridt er at skrive episoden ned, og dernæst tolke den ud fra de stikord, som arbejdsmåden indeholder.

?Det vil sige, at man i personalegruppen forsøger at besvare stikordene. Hvad er den voksnes hensigt? At få Tobias til at tage sine støvler på, så han kan komme ude på legepladsen med de andre børn. Hvad er barnets hensigt? Ikke at tage sine støvler på. Vi kan gætte på, at han ikke vil ud. Der kan være andre forklaringer, men det er vigtigt at holde sig til det, som vi kan være sikre på. Det tredje stikord er: Kan barnet føle sig hørt og set??

Den gamle og den nye skuffe

Lotte Secher tager ud i institutioner og laver kursusforløb, hvor hun lærer personalet at bruge hendes redskaber til at arbejde med anerkendende relationer. Det er svært at opdage, at man som pædagog er det modsatte af anerkendende, og derfor opfandt hun begreberne ?gammel og ny skuffe?.

?I den gamle skuffe har vi vores tradition og mange års kultur og teori. Tidligere havde man ikke så meget fokus på børns eksistens, på deres liv og udvikling. Man så mere på deres adfærd, og man brugte straf og ros. Det gør vi stadigvæk, når vi skælder ud og irettesætter eller udtrykker vores irritation: ?hvorfor kan du ikke bare tage de støvler på?. I den nye skuffe er det, vi gerne ville sige: ?jeg kan se, at du ikke vil, men du skal alligevel. Ved du hvorfor du ikke vil??. I den nye skuffe er der ikke så mange sætninger endnu, og den binder lidt. Den gamle skuffe er fuld af ikke anerkendende sætninger, og den springer op af sig selv?, siger Lotte Secher.

Da det er sårbart at sidde og opdage, at man ikke har været anerkendende, har Lotte Secher den regel, at den som har skrevet ikke skal deltage i tolkningen. Alle vil gerne forklare sig og forsvare sig, men det er uvedkommende, og man får det ikke bedre af det, er hendes erfaring.

?Den gamle skuffe er propfyldt hos os alle sammen, især når vi er føler os pressede. Det er vigtigt, at man også overfor hinanden er anerkendende. Jeg opfordrer til, at man er nænsom og ikke fordømmende overfor sine kolleger, og at man tager det lidt fra den humoristiske side. Det kan være svært, men alle har glæde af at nogen vover at lægge deres eksempler frem. Vi skal ikke slå os selv oven i hovedet, når vi kvajer os, men tro på, at vi alle gør det bedste, vi kan og har gode grunde til at reagere, som vi gør. Børn er ansvarsfri, men som voksen er det bedste ikke altid godt nok.?

I institutionshverdagen er der konstant episoder, hvor børn kommer i konflikt med andre børn eller voksne, og hvis man som pædagog hele tiden bruger fra den gamle skuffe, så bliver hverken børnene eller de voksne klogere.

?Når vi siger til Peter, at ?du ved godt, at du ikke må slå?, så var det måske det bedste vi kunne i den situation. Men hvis vi skal hjælpe Peter med at få det bedre, så skal vi flytte fokus fra hans adfærd til hans eksistens. Vi skal ikke acceptere, at han slår. Vi skal acceptere ham, også når han slår. At snuppe dukken, fordi to piger skændes om den, hjælper ikke, og konflikten vil opstå igen om lidt. Når børn snupper ting fra hinanden, handler det om, at når et andet barn leger med dukken, så får den liv og derfor er den langt mere interessant end den dukke, som bare ligger i kurven. Det er dette belivede stykke legetøj, barnet er interesseret i, og derfor dur det ikke, at den voksne snupper dukken eller kommer med en anden.?

Hvordan kan vi begynde at tage fra den nye skuffe i stedet for fra den gamle?

?Det kræver utrolig meget øvelse, selvrefleksion og ansvar. Det er vigtigt at den voksne tager ansvaret på sig, for børn er aldrig ansvarlige for fx en stemning ved frokostbordet. Hvis et barn sidder uroligt på stolen, så siger man måske ?sid stille? eller ?tænk hvor hyggeligt vi kunne have det, hvis du ikke sad sådan og vippede?. Det er gammel skuffe. Fra den nye skuffe hedder det måske: ?sikke du sidder uroligt. Ved du hvorfor?? Hvis barnet ikke ved det, så kan man følge op og sige ?det var ærgerligt, for der må være noget, der er svært for dig, eller hvor må du have meget uro indeni dig.? Det kan hjælpe barnet til at føle sig genkendt og til at kunne slappe mere af.?

Anerkendelse fra den nye skuffe er en helt anden måde at tænke på, men jo mere man praktiserer det, jo mindre brug har man for at puste sig op og skælde ud og lege politibetjent, mener Lotte Secher.

?Arbejdet sammen med børn er ikke politiarbejde, hvor vi skal opklare, hvad der er sket, hvem der skal have skylden, og hvad straffen skal være. ?Hvem havde den først? er ligegyldigt, for pædagogisk arbejde er en proces, som skal føre til en berigelse og indsigt. Men når det gælder børn, så er de tre retsinstanser ? den lovgivende, dømmende og udøvende ? ikke adskilte, så faktisk er børns retssikkerhed ret ringe.

Et mål i sig selv

Den voksne skal tage ansvar og være autentisk. Det vil sige, at pædagogen skal stå inde for det hun siger og gør, for er der noget børn ikke kan have, så er det, når der ikke er overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi mener, understreger Lotte Secher.

?De bliver ved at gå efter den ægte vare og holder først op, når de kan mærke, hvor den voksne er. Anerkendelse er ikke det samme som at få sin vilje, som mange tror. Det handler om at to mennesker skal noget sammen og vil noget forskelligt. Om Tobias og pædagogen kommer berigede ud af konflikten afhænger helt af, om den voksne sørger for, at processen bliver ren og fyldt med anerkendelse. Gør hun det, så bliver hun selv og Tobias klogere på sig selv og hinanden, og deres relation bliver kvalitativt bedre. Det er det børn har brug for, for at udvikle sund selvfølelse. Man føler sig tilpas når man finder ud af, at det ikke er forkert at være den, man er og reagere og have det, som man har det?, siger Lotte Secher.

Hun har lavet meget musik og bevægelse med børn gennem sit pædagogiske arbejde, og man ved fra forskning, at børn bliver bedre til boglige færdigheder, hvis de bruger deres krop, men musik skal ligesom ankerkendelse være et mål i sig selv og ikke et middel til at opnå noget andet med, understreger hun.

?Det er vigtigt i medmenneskelige relationer, at forholdet mellem de to parter er ligeværdigt. Begge skal være subjekter. Når vi opdager, at vi er objekter for et menneske, at et menneske har en hensigt med os, så bliver vi forstemte. Og børn forsøger at undgå ?anerkendelse?, hvis de opfatter, at de bliver manipuleret til noget, og det er ærgerligt, for så bliver de ikke klogere, men føler sig snydt og forkerte, fordi de fornemmer, at den voksne ønsker, at de var noget andet, end de er.?

Strukturer og vilkår

Eksemplet med Tobias, der kyler sine støvler, kunne handle om, at han ikke vil ud at lege. På den måde kan strukturen i en institution både støtte og modarbejde arbejdet med anerkendelse, mener Lotte Secher. At børn skal være ude efter frokost, er noget de voksne har bestemt, ligesom mange andre ting i institutionen, opdelingen i stuer, mødetider, spisetider og sovetider, samling og aktiviteter. Den slags indretninger, rutiner og pædagogiske linjer kan man sætte spørgsmålstegn ved og måske vælge at ændre. Anderledes er det med de vilkår, som daginstitutionsområdet er underlagt, og den store frihed til at udfylde de politiske rammer blev indskrænket med loven om forældrebestyrelser og senere med loven om pædagogiske læreplaner, mener Lotte Secher.

?Jeg var leder for 30 år siden, og dengang var ledelsesarbejdet noget, jeg ordnede efter frokost, hvis det var nødvendigt. Det var det ikke hver dag. Da jeg stoppede, brugte jeg fuld tid på de administrative opgaver, som er blevet dynget på daginstitutionerne fra kommunen, fordi vores arbejde skal måles og kontrolleres. Den ånd, som vi pædagoger bliver mødt med, har ændret sig. Da man indførte forældrebestyrelser i 2000 og lod forældre i stedet for det ansatte fagligt uddannede personale bestemme, hvad institutionens værdier og praksis skulle gå ud på, var det et vink med en vognstang om, hvad man regner vores faglighed for.?

I bogen ?Godt for børn? indledes kapitlet om vilkår med eventyret om Prins Said og børnene, som Lotte Secher selv harskrevet. Prins Said, som rejser rundt i sit land for at se, hvordan det står til, kommer til en flod, hvor et lille barn bliver ført med af strømmen. Han springer af hesten, kaster sig ud i floden og redder barnet, men ser at endnu et barn kæmpe for livet ude i floden og tager igen ud og redder også dette barn. Sådan bliver han ved, indtil han magtesløs er nødt til at redde det barn, han har i favnen, mens han må se andre børn blive ført ned af floden til en uvis skæbne.

?Prinsen kan ikke redde alle og lader nogle sejle deres egne sø, mens han tager op for at se, om han kan gøre noget ved ulykken og stoppe flodens voldsomhed. Det der sker politisk i øjeblikket er, at man ikke sørger for både at tage sig af dem, som er faldet i vandet, og for at andre ikke falder i. Vilkårene er blevet forringede. Vi har fået lagt flere opgaver ud i institutionerne, og vi har meget mindre tid til at være sammen med børnene.?

?Jeg sagde mit tidligere job som leder af en daginstitution op, fordi man på det tidspunkt gik over til distriktsledelse, og jeg ville ikke sidde udenfor den hverdag, som er grunden til, at jeg har valgt at blive pædagog. Hvis man tager sit arbejde alvorligt og mener, at det er vigtigt, hvordan voksne er sammen med børn, så er det forfærdeligt at se, hvordan man forringer kerneydelsen ? samværet med børnene ? og bruger tiden på alt muligt andet. Det er utroligt, at politikerne siger, at der aldrig har været så mange penge på børne- og ungeområdet som i dag. Den eneste forklaring jeg kan se er, at man flytter penge fra de almindelige institutioner til særområder og tvangsanbringelser. Det forværrer almindelige børns opvækst og udviklingsvilkår, så flere får det dårligere og har brug for særlige og dyrere ?tiltag?. På den måde startes en ond cirkel, og det bliver i den sidste ende dyrere - både menneskeligt og økonomisk.?