Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
AMU en dynamisk 50årig
Af Elisabeth Lockert Lange
AMU fylder 50 år, og Per Roth, leder af kursus- og uddannelsesafdelingen på Professionshøjskolen UCC i Sydhavnen, gør status.
” AMU ruster virksomheder og arbejdstagere til fremtiden”. Sådan står der på forsiden af AMU-uddannelserne i Sydhavnens hjemmeside. Og sådan mener Per Roth også at det er. Både for 50 års siden da AMU, som står for arbejdsmarkedsuddannelse, blev oprettet og i dag.
Han er leder af kursus- og uddannelsesafdelingen på Professionshøjskolen UCC i Sydhavnen, som udbyder kurser inden for det pædagogiske område.
”Tanken bag AMU uddannelserne var at man ville løfte de uuddannede og kortest uddannede, give dem kompetence. Det formål er stadig det samme nu. Det ligger i samfundet at hvis man skal kunne konkurrere, så skal man løfte de kortest uddannede.”
Og det formål mener han at AMU har levet op til i de 50 år uddannelserne har eksisteret. Bortset lige fra de små og mellemstore private virksomheder, hvor det har vist sig svært at få medarbejdere til uddannelse. Derfor er AMU som sådan da også i gang med en informationskampagne for at fortælle dem om den fordel de kan få gennem AMUs gratis kurser. De betales af arbejdsmarkedsbidraget.
50 årsdagen fejres i uge 39 med en stor landsdækkende konference i Odense. Men selv om AMU er blevet halvgammel, så er det stadig en meget dynamisk uddannelse, forsikrer han.
”Vi laver løbende udviklingsarbejde og tilpasser os de nye tider. Det står ikke stille. Vi følger med, både i emner og i nye undervisningsmåder. Bl.a. har vi delvis netbaseret uddannelser. Og der kommer faktisk 5-6 nye kurser til om året.”
Bruges for lidt
På det pædagogiske område, som AMU i Sydhavnen udbyder kurser i, går det rigtig godt. Der går 4000 deltagere igennem om året alene i Sydhavnen. Men det kunne sagtens være flere, vurderer han.
”Behovet er der. Men der er kommuner, som ikke benytter dette gratis tilbud, selvom de godt kender det og vi kontakter dem om det. Det kan de have flere grunde til, som fx at der måske ikke er så mange penge til efteruddannelse af pædagogerne, og så vil de ikke sende pædagogmedhjælperne afsted. Eller måske tænker de at medhjælperne oftere udskiftes, så de ikke vil satse så meget på dem.”
Det samme gælder i forhold til dagplejerne, hvor argumentet dog ikke kan være at de ofte udskiftes. Langt de fleste dagplejere bliver i deres job i mange år.
At det generelt kan være svært at få nogle arbejdsgivere til at bruge AMU kurserne så meget som de burde, forsøger LFS at gøre noget ved. Kurserne ligger på hjemmesiden mitlfs.dk (kig under møder), samtidig med at der bliver delt information ud på tillidsrepræsentantmøder.
”Der kommer for få i forhold til hvad behovet er for kompetenceudvikling. Og alligevel går det rimelig godt med at få fyldt kurserne op.”
Og der er nok at vælge imellem for de interesserede. Alene inden for det pædagogiske område er der 50 forskellige kurser. I alt fra konflikthåndtering til inklusion.
Netop de to, konflikthåndtering og inklusion er blandt topscorerne sammen med bl.a. introkurset på tre uger, kommunikation, samspil og relationer og udsatte børn og unge.
Fremtidens udfordring
Ved en rund fødselsdag ser man ikke kun tilbage men også frem. Og jo, Per Roth vurderer at AMU systemet også eksisterer om 50 år.
”Det er jeg sikker på, men nok under en anden form”, peger han på.
For strukturer ændres, og lige nu samles alle AMU udbydere i de såkaldte VEU centre (VEU står for voksen- og efteruddannelse), og dermed samles de geografisk. Formålet med det er dels at kunne koordinere det opsøgende arbejde, dels at lette adgangen for ansøgere, som nu kun har én indgang til vejledning. VEU centret har også en opgave i forhold til læsning og skrivning for de bogligt svageste borgere.
”Jeg tror det kan blive godt, og hvis det bliver efter forventningerne, så eksisterer AMU om 50 år.”
At krisen lige nu lægger en dæmper på al udvikling og uddannelse er så en anden sag. For det betyder at bevillingerne bliver mindre.
”Og det er en udfordring både nu og ude i fremtiden, for vi har jo ikke færre uuddannede efter krisen. Til den tid vil vi stå med et stort problem, for så er langt de fleste af de ufaglærte jobs væk, som denne gruppe kan påtage sig med de kompetencer de har i dag. Efter krisen kommer vi til at stå med en hovedopgave som består i at efteruddanne de lavest uddannede.”
Per Roths erfaring efter mange år i faget er at AMU ikke alene er efteruddannelse af de lavest uddannede. AMU er også indgangen til videre uddannelse.
”Mange som kommer her har meget dårlige skoleerfaringer, som de skal overvinde. For nogle tager det flere år at overvinde dem og melde sig til et kursus. Men når de så er startet, så opdager de at kursusformen ikke er som deres barndoms skole, og at uddannelse er interessant og spændende. Så spændende at de går i gang med en højere uddannelse. Ja, der ligger mange succeshistorier her hos os.”
I Sydhavnen er det ofte pædagoguddannelsen, som trækker for de som vil lære mere. Der er ikke så helt få medhjælpere, som starter på en meritpædagoguddannelse efter AMU kurser. Læs mere på www.amu-kurser.dk
Hvad er AMU AMU er en forkortelse af ordet arbejdsmarkedsuddannelse. AMU er korterevarende uddannelser, som giver landsdækkende kompetence, og som har som formål at imødekomme især ufaglærtes behov for erhvervsrettet voksenuddannelse og efteruddannelse. AMU hjælper altså arbejdspladser, både private og offentlige og deres medarbejdere med at tilpasse sig kravene i et foranderligt arbejdsmarked. AMU bidrager til at skabe et fleksibelt arbejdsmarked ved at give den enkelte mulighed for løbende at tilegne sig kvalifikationer og kompetencer, som efterspørges på arbejdsmarkedet. |
En dagplejer på efteruddannelse
Anette Wedderkopp har været dagplejer i Tårnby i fire år efter en tid som uddannet butiksslagter. ”Ja det er noget helt andet”, griner hun i telefonen. Og fortsætter med begejstret at fortælle om de to AMU kurser af hver en uges varighed, som hun til nu har taget, mototrik og ernæring. Begge var gode oplevelser og relevante for hendes arbejde som dagplejer.
Motorik er vigtigt for alle børn, det vidste hun selvfølgelig godt i forvejen, og også at mange børn kan være lidt for stillesiddende med computere og andet. Men på kurset gik de langt videre. De tog fat på at optræne balancenerven gennem evnen til at snurre rundt uden at bliver svimmel og få kvalme.
”Det er vigtigt at holde børn i gang, og det er vigtigt at træne balancen. Mange af os voksne kan ikke mere lide at snurre rundt og blive svimle, vi har ikke holdt evnen ved lige. Og der er mange børn nu som heller ikke kan lide det, i modsætning til tidligere hvor der var karruseller på legepladser. Og det er vigtigt at holde den evne ved lige, lærte vi. Derfor brugte vi en snurretop, hvor man gradvist kan lære det.”
På kurset lærte deltagerne også nye lege, ikke mindst sanglege hvor man bruger kroppen.
”Vi kom ned på børnestadiet og legede legene og mærkede hvor vigtigt det er at bruge kroppen – og hvor dejligt det er. Og så er det også vigtigt at vi gør mens børnene ser det, det giver dem lyst til at være med.”
I det hele taget var kurset alsidigt og givende, fortæller hun. Endnu mere begejstret er Anette Wedderkopp for et ernæringskursus, hun tog i foråret. Det beskriver hun som det kursus hun har fået allermest ud af.
”Det jeg lærte på det kursus er noget jeg bruger hver dag. Jeg vidste jo godt hvor vigtig kosten er for både børn og voksne. Men på kurset lærte vi meget mere end det. Vi lærte at sætte det hele sammen, så vi følger de otte kostråd. Vi lærte at lave mad så det på enkel vis kan bruges senere. Fx at bage boller om eftermiddag. De er friske efter en tur på bagepladen til morgenmaden dagen efter, og de kan bruges til formiddags- og eftermiddagsmad. Vi lærte hvor vigtigt synsindtrykket er, også for børn. Farvespillet i maden. Og vi lærte at købe fornuftigt ind og virkelig se på det vi købte. Vi kiggede på pålæg fx og så hvor store mængder vand vi slæbte med hjem! I stedet for selv at lave pålæg af regulære stykker kød.”
Noget vidste Anette Wedderkopp ikke. Nemlig at grunden til at en af hendes børn altid havde hård mave trods det at han spiste virkelig sundt, simpelthen var for mange kostfibre i maden. Som hans forældre og de fleste andre troede hun at jo sundere jo bedre, og jo grovere jo bedre.
”Men et barn kan altså få for grov mad, og med en bedre balance med sund mad men mindre grov, går det meget bedre med hans mave”, fortæller hun.
AMU i Sydhavnen På seminariet i Sydhavnen er alle pædagoguddannelser samlet under ét tag. Og starten på et AMU-kursus kan være første trin på vejen ud ad den pædagogiske vej. Kurserne giver kompetence til videre uddannelse, fx giver grundkursus for pædagogmedhjælpere to ugers merit til den pædagogiske grunduddannelse. Som igen giver adgang til pædagoguddannelsen, for derefter at kunne føre videre til pædagogisk diplomuddannelse og ende med en master i pædagogik. Den nye voksen- og efteruddannelsesreform åbner mulighed for varierende længde, indhold og afholdelsesform for kurser. Det vil sige at kurserne i Sydhavnen kan bestilles af kommuner for grupper af dagplejere og for institutioner. Kurserne kan lægges om aftenen, fordeles over et antal uger eller gennemføres i weekends. Næsten alt er muligt. Også undervisning via internet: ”e-learning”. Seminariet har en række tilbud, bl.a. en individuel afklaring af ansøgeres kompetencer i forhold til AMU-uddannelser, en vurdering af deres færdigheder i læsning, skrivning, regning og matematik, et samlet seks ugers selvvalgt uddannelse for ledige og en samlet kompetenceudvikling til en hel arbejdsplads. Læs mere på www.amu-kurser.dk |