Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Fagbevægelsen ud af vadestedet

Den traditionelle fagbevægelse er i krise. Medlemmerne strømmer ud eller over i de alternative, såkaldt “gule fagforeninger”. Den danske model er under pres, og hvor det 20. århundrede var de faglige organisationers storhedstid, vil fagbevægelsen i det 21. århundrede kun være én blandt mange andre af arbejdsmarkedets aktører. Sådan temasætter tidsskriftet Arbejdsliv deres seneste temanummer ”Fagbevægelsen ud af vadestedet” og deres temamøde den 13.april 2011.

Men i LFS nøjes vi heller ikke med blot at gøre status på fagbevægelsens nuværende situation. Vi kigger også fremad – og især diskuterer vi, hvad fagbevægelsen kan gøre for atter at få vind i sejlene. LFS’ hovedbestyrelse har netop taget hul på en strategi og taktik diskussion. En diskussion som senere skal bredes ud til medlemmerne.

Strategiske diskussioner har ikke haft en høj stjerne i fagbevægelsens levetid. På den ene side virkede det, som om 70’erne og 80’ernes opsplitning havde jaget en skræk i livet på en hel generation, som slog syv kors for sig og sagde: lad os nu bare være enige om dag-til-dag arbejdet.

På den anden side var de efterfølgende generationer vokset politisk op i en periode, hvor faglig kamp var på så lavt blus, at nødvendigheden af en strategi for kampen for ”et bedre velfærdssamfund” ikke virkede påtrængende.

Men de politiske mobiliseringer siden 2006, 2007 og 2008, udsigten til en S-SF-regering, fagbevægelsens begyndende fokus på medlemsvækst og de facto afmonteringen af den universelle skattefinansierede velfærd har på det seneste gjort nødvendigheden af en strategisk afklaring tydeligere. Mange fornemmer, at vi er på vej ind i en periode, hvor fra-hånden-til-munden beslutninger ikke er nok.

”Politikens kunst er at skabe styrkeforhold, der gør det muligt at gøre det i morgen, som vi ikke kan gøre i dag”

Hvis vi bruger ovenstående citat (af Marta Harnecker, chilensk marxist og revolutionær) som en slags rettesnor for LFS og fagbevægelsens arbejde, så må vores strategiske målsætning være at styrke LFS og fagbevægelsens evne til at ændre samfundet. Det er på godt og ondt også den rettesnor LFS har forfulgt i mange år. På repræsentantskabsmødet i 2010 blev vores delsejre/delresultater diskuteret som vigtige hegnspæle. Men det er ikke ud fra en selvfedslogik at vi fremhæver disse delresultater. For der er en anden og meget vigtig sidegevinst. Konkrete politiske delresultater øger også medlemmernes selvtillid og ”politiske ambitioner”. De styrker fagbevægelsens og andre gruppers tro på, at de kan ændre samfundet.

Fagbevægelsen skal være bedre organiseret fra top til bund. Det skal være i form af en mere demokratisk, inkluderende, politisk og kæmpende fagbevægelse fra arbejdsplads til forbundsniveau. Endelig skal vi arbejde for en fagbevægelse, der er mere bevidst om egne interesser, og som i langt højere grad diskuterer og formulerer politik kollektivt, det vil sige på arbejdspladser, i faglige klubber, fagforeninger, lokalsamfundet osv.

Når LFS lægger vægt på demokratiske, er det, fordi vi fremover må knytte basisdemokratisk deltagelse tæt sammen med enhver form for velfærdsdiskussion. Vi skal ikke blot have mere af det samme, vi skal gennemføre en radikal ændring af velfærdssamfundet – og det går ikke uden demokratisk organiseret deltagelse!

1. maj blev stiftet som arbejderbevægelsens internationale kampdag på Socialistisk Internationales kongres i 1889 – i 100-året for Den Franske Revolution. Vores opgave er at fuldføre det vores forfædre startede.